Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Indiana Jones and The Great Circle PS5-anmeldelse – Et Indy-mesterværk – nu forbedret til PS5 Pro

Foto: Bethesda / MachineGames

Mest læste

Ad Banner
Af Lasse Bjørnsten Rasmussen
14 april, 2025

MachineGames har leveret – og overgået – med verdens mest ikoniske, pisksvingende arkæolog fortælling siden 1989

Jeg kan ikke beskrive, hvor stor betydning den originale Indiana Jones-trilogi har haft for mit liv – og stadig har. Jeg kan tydeligt huske mit første bekendtskab med den fedorabærende arkæolog, da jeg for første gang så The Last Crusade. Ja, jeg så faktisk den tredje film først – spørg mig ikke hvorfor – men det gjorde jeg. Jeg blev fuldstændig betaget af eventyret og de mange eksotiske lokationer, som Indy og hans far rejser rundt til. Der er faktisk ingen tvivl om, at The Last Crusade ikke bare er den bedste i serien, men også en af de bedste film fra hele 80’erne. 

Udover filmene har jeg også spillet utrolig meget LEGO Indiana Jones som barn. Især PlayStation 2-versionen har jeg spillet til døde. Indiana Jones and the Fate of Atlantis har jeg også gennemført en enkelt gang, og selvom det i dag kan være lidt hårdt at gå tilbage til, så nød jeg det og syntes, det havde en glimrende historie. 

Hvis vi kigger på mit forhold til MachineGames, så har jeg faktisk aldrig haft nogen decideret dårlig oplevelse med deres spil. MachineGames er dem, der står bag Wolfenstein: The New Order, The New Colossus og Youngblood – bare for at nævne de største. The New Colossus er en af de bedste shooter-oplevelser, jeg har haft, mens The New Order og Youngblood blot var helt okay spil – intet specielt. 

Jeg var derfor utroligt spændt på at se, hvad studiet kunne få ud af en IP som Indiana Jones. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvilken retning de ville gå med spillet, da Indy ikke på samme måde burde være en person, der render rundt med automatvåben og pløkker nazister til højre og venstre, ligesom B.J. Blazkowicz i Wolfenstein. Jo mere gameplay der blev vist, jo mere spændt blev jeg – men jeg var samtidig også nervøs, da jeg syntes, noget af det movement vi så, så ret janky og upræcist ud. Men i sidste ende skulle man selv sidde med det i hænderne for at finde ud af, om det ville blive godt. 

Efter de sidste to skuffende film i franchisen – Kingdom of the Crystal Skull og The Dial of Destiny – havde fans brug for et godt, nyt eventyr med Indy. Nu er spillet endelig landet på PlayStation 5, og jeg har spillet det på en PlayStation 5 Pro, hvor spillet har fået en “PS5 Pro-forbedret” opdatering. 

Skal PlayStation-folket glæde sig til at tage fedorahatten og pisken op? 

Foto af: MachineGames

Den bedste Indiana Jones-fortælling siden 1989 – og måske et signal om, hvilken retning man burde tage franchisen

Og ja, PlayStation-folket skal glæde sig, for Indiana Jones and The Great Circle er et adventure-mesterværk. Tonen og humoren rammes til perfektion og føles aldrig utroværdig i forhold til Steven Spielbergs og George Lucas’ klassiske film. Troy Baker leverer ikke en imitation eller kopi af Harrison Ford, men sin helt egen udgave af Indy. Det her beviser endegyldigt Bakers multitalent og at han muligvis er en af de bedste stemmeskuespillere, vi har i branchen. 

Meget af spillet bliver Indy akkompagneret af den charmerende Gina, som bliver en central del af hele fortællingen. Deres kemi er magisk, og hun er en af de bedste sidekicks, Indy nogensinde har haft og måske er hun også mere spændende end Marion. 

Historien i spillet vil jeg selvfølgelig ikke spoile, da det faktisk ville ødelægge oplevelsen bare at nævne, hvad omdrejningspunktet er. Men hvad jeg kan sige er, at det er den bedste fortælling i franchisen siden The Last Crusade fra 1989. Spillet foregår efter Raiders of the Lost Ark og før The Last Crusade, og efter et indbrud på skolen, hvor Indy arbejder, sendes han ud på et eventyr om The Great Circle. Nazisten Emmerich Voss, som også er arkæolog, leder efter 17 sten, der alle er placeret på lokationer rundt om på jorden – og hvis man trækker en streg mellem dem, danner de en cirkel rundt om jorden.

Foto af: MachineGames

Meget af spillet er faktisk ret åbent og opfordrer til udforskning. Der er også mere lineære dele, hvor historien er i fokus, men der er tre store, semi-open world-områder. 

Det første store område er i Vatikanstaten i Italien, hvor der blandt andet er en sekvens, hvor Mussolini optræder. Det andet store område er ved Giza-pyramiderne i Egypten. Her kan man snige sig gennem store udgravninger fyldt med nazister og lede efter forskellige collectibles, såsom artefakter eller blade, som kan låse op for nye evner. Giza var et af de områder, jeg tilbragte mest tid i under min gennemspilning. For nogle kan det måske tage lidt af tempoet ud af historien, men for mig blev indlevelsen langt større, jo mere tid jeg tilbragte i de forskellige verdensdele. 

Dog vil jeg sige, at det sidste store område, man kommer til, måske var det, jeg nød mindst. Jeg taler om Sukhothai i Thailand, hvor meget af tiden bruges på at sejle i en båd, som ikke er særlig intuitiv at styre. Men spillets bedste sidemission finder faktisk sted i netop dette område, hvor man støder ind i en anden person, man skal samarbejde med. Det var klart højdepunktet i Sukhothai. Men det, der til gengæld løftede oplevelsen – ikke kun i det område, men i hele spillet – er den fantastisk smukke verden, som MachineGames har bygget. Omgivelserne er levende, og ansigtsanimationerne på menneskene er imponerende flotte. Hvis det her er vejen, MachineGames går med deres historiedrevne spil, så kan de altså godt komme op og konkurrere med Naughty Dog. Brugen af Ray-Tracing og med flydende 60 FPS på PS5 Pro, havde jeg en fantastisk oplevelse, med hverken frame-drops eller andre tekniske problemer. 

Foto af: MachineGames

Spillet er fyldt med en masse mindre og større puzzles, som man skal løse. Det kan både være som sideaktiviteter eller en del af hovedfortællingen. Der er en stor variation i måden, puzzlesene er bygget op på, hvilket giver en stor variation i gennemspilningen, så alt føles friskt. 

Noget, som overraskede mig positivt, var, hvor godt kampsystemet faktisk er. Jeg har hørt fra flere, at det kan føles ret clunky, men den oplevelse havde jeg slet ikke. Bevares, det kan virke clunky, hvis det eneste man gør, er at trykke på slå-knappen igen og igen uden at bruge pareringsknappen. 

Fjendernes AI havde jeg heller ikke de store problemer med, som jeg ellers har forstået, at andre har haft. Om det er blevet opdateret siden spillets lancering, ved jeg ikke, men jeg syntes ikke, fjenderne opførte sig klodset eller dumt. 

Men for at besejre en masse fjender, bruger man naturligvis ikke kun sine knytnæver. Der ligger rigtig mange genstande rundt omkring, som man kan samle op og bruge som våben – alt fra en kasserolle fra en blackshirt i Italien til en goddamn fluesmækker! 

Man kan også bruge sin pisk til at give fjenderne et ordentligt dask over hænderne, så de taber deres våben, hvilket kan give spilleren et vindue til at springe på modstanderne. Men faktisk var pisken ikke noget, jeg brugte synderligt meget. Den blev mest af alt brugt til at klatre op ad vægge – noget man også bruger meget af tiden på. 

Faktisk er balancen mellem adventure og action glimrende, og jeg vil vove den påstand, at man bruger mere tid på udforskning end på kampe. Det passer også ret godt til Indys karakter – selvom han kommer ud for mange ting, er han jo ikke en kampmaskine. Han overlever, fordi hans superkraft er held. 

Foto af: MachineGames

Konklusion 

Indiana Jones and The Great Circle er det bedste Indy-eventyr siden 1989 og et spil, ingen fans af Indiana Jones bør snyde sig selv for. Spillet er nu landet på PlayStation 5, og det har kørt fremregende. Jeg spillede på en PS5 Pro, og de visuelle opgraderinger er både tydelige og fremragende. Der er ingen tvivl om, at den ultimative konsol oplevelse af The Great Circle, er på en PlayStation 5 Pro.

Jeg har tidligere været kritisk over for PS5 Pro, men spil som Kingdom Come: Deliverance 2, Assassin’s Creed Shadows og nu The Great Circle viser virkelig, hvad konsollen kan præstere, når der bliver brugt tid på at optimere spillene ordentligt til maskinen. 

Alt i alt er The Great Circle et Indy-mesterværk, og jeg kan ikke forestille mig, at der ikke skulle komme en efterfølger. Måske er det netop her, fremtiden for franchisen ligger – nu hvor de nyeste film hverken har været særligt gode eller succesfulde. Jeg følte mig som et lille barn igen, der sad og så de originale film og blev transformeret ind i en verden af eventyr og mytologiske historier.

Er der lidt jank hist og her? Ja, uden tvivl. Er der ujævnheder i pacing, når man rammer nogle af de større områder? Ja, det er der. Men de her ting var aldrig ødelæggende for min oplevelse – tværtimod når jeg brugte tid i de store områder, gjorde det min indlevelse endnu større. Omgivelserne, især i Giza, er smukke, og tonen, stemningen og indlevelsen løfter alt det negative – selvom der i forvejen ikke var særlig mange fingre at sætte på de negative områder.

Til PlayStation-fans, der har ventet indtil nu: I har et fantastisk spil i vente. Det er et fremragende adventure-spil, som rammer tonen fra de originale film helt perfekt – og samtidig leverer den bedste fortælling i franchisen i flere årtier.

Udvikler/Udgiver: Machine Games / Bethesda Softworks

Genre: Adventure- & actionspil

Platform: PlayStation 5 (PS5 Pro)

Udgivelsesdato: 17. april 2025

Lasse Bjørnsten Rasmussen – Skribent & Anmelder


Lasse lever og ånder film, spil og tv-serier og elsker at formidle det. Siden han startede en PlayStation 2 op og så den originale Star Wars-trilogi, har han været fascineret af begge verdener lige siden. Han har taget sine første store skridt ind i formidlingens verden og har fået nok blod på tanden til at blive ved med at formidle om de største og fedeste ting i film- og spilverdenen.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Voldtægtsspil fjernet fra Steam
Newsweek
Nu kan du endelig reparere dit udstyr i Zelda – men kun hvis du bruger...