Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Indiana Jones kunne have haft en helt anden stemme – men Todd Howard ændrede mening

Foto: IGN

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
3 november, 2024

Indiana Jones vender snart tilbage – men overraskende nok var Todd Howard først imod at vælge Troy Baker til rollen

Indiana Jones and The Great Circle er et spil, som mange ser frem til, og Arkadens egen Morten Urup og Nicolaj Jyde blev bestemt heller ikke skuffede, da de fik mulighed for at prøve en omfattende demo i London. Begejstringen var tydelig, og som vi kunne høre, kunne især Morten ikke vente med at fortælle om de mange detaljer og spændende elementer, som venter os i Indys nyeste eventyr.

En ting, som mange har været imponeret over, er hvor meget Indy i spillet lyder som den Indy, vi kender fra filmene. Manden bag stemmen i spillet, Troy Baker, har fået stor ros for sin version af Indiana Jones – men det var lige ved og næsten, at han slet ikke fik rollen.

Todd Howard, chefen hos Bethesda, var nemlig oprindeligt imod idéen om at lade Troy Baker spille Indiana Jones. Til trods for Bakers status i spilbranchen og hans tidligere præstationer i The Last of Us, BioShock og Shadow of Mordor, havde Howard sin tvivl om, hvorvidt han var den rette til at lægge stemme til den ikoniske eventyrer.

Howard og Baker afslører i en artikel fra Rolling Stone, at det faktisk tog en del overtalelse at få Bethesda-bossen med på idéen. Da Howard og Baker først mødtes over et videomøde, gav Howard uden omsvøb udtryk for sin skepsis og forklarede, at Baker ”ikke var det, de ledte efter.” Alligevel besluttede de sig for at afprøve forskellige stemmer i en såkaldt ”blind taste test” med publikum. Hver gang endte valget på Baker, der altså gang på gang blev foretrukket af testpublikummet.

Så selvom det krævede lidt tid og overbevisning, endte Troy Baker med at få rollen som den legendariske eventyrer. Nu kan vi snart selv opleve Bakers fortolkning, når Indiana Jones and The Great Circle rammer vores konsoller og pc’er om lidt over en måned.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk