Hvordan formes vi? Er det gennem vores forældre? Vores tilknytninger? Eller er det gennem en speciel tidsperiode?

De farverige firsere, år 1982-1988

Da jeg selv var teenager i ungdomsfilmens guldalder, hvilket uden diskussion var under de pastelfarvede firsere, var én af tilgangene til min udvikling og sociale forståelse nemlig: ungdomsfilmen!

Den er nemlig en stor del af en eventyrlig tidslomme, der aldrig vil komme igen, og derfor ser jeg måske også mere pudderlyserødt på strimlen end hvad godt er. Men vi var faktisk en forkælet årgang, for aldrig før eller siden, har en generation kunnet vælge og vrage mellem så mange ungdomstitler, som vi gjorde dengang.

Vi, der voksede op som teenagere i firserne, tog som udgangspunkt for gode varer, at ungdomsfilmen som medie var en ligeså naturlig del af livet som lektier og fingerromantik. Film som Måske ku vi og Vil du se min smukke navle havde sat forventningerne op efter, at halvfjerdserne brændte ud til Masser af succes. Derfor mente vi, at der fra filmproducenternes side var en kollektiv forståelse for at give “vi” unge en underholdende “facitliste” i, hvordan et ungdomsliv skulle udleves. Meget er blevet glemt, siden skoletiden forsvandt, men en del af vores lærdom stod filmbranchen dengang for.

Molly Ringwald og stort firserhår

Vi fik ovenikøbet vores egen danske udgave af Molly Ringwald i debutanten Stine Bierlich, der fuldstændigt mindede os om naboens datter, med hvem man tog hjem til efter den sidste sene fredagsfest. Hendes Pinky-rolle i filmen Ballerup Boulevard fra 1986 giver stadig minder til dengang, en brandert blev båret hjem til tonerne af Depeche Mode, Duran Duran og Danseorkestret. Senere kunne man i det virkelige liv møde en hærget Stine Bierlich, der ventede på pusherne ved Pisserenden, når man nu alligevel skulle hente den nye med Sonic Youth hos Sex Beat Records. Ja, ingen fest uden tømmermænd, som der siges.

Bille August diskede op med de to fremragende Bjarne Reuter-filmatiseringer Zappa fra 1983 og Tro, håb og kærlighed året efter i 1984. Selvom begge film foregik i Brønshøj omkring midttressernes “vilde” ungdom, gav de nyt dna til vores spirende hormonubalancerede teenagerliv.

Breakfast Club, Kliken fra St. Elmo, Dig og mig, En vild pjækkedag, Øl, fis og rockmusik, Footloose, Flashdance, Karate Kid, Pretty in Pink, Abefest for viderekomne, Alle elsker Lloyd, Jonathans første affære, Varme drenge, Sammenhold, Outsideren og Tilbage til fremtiden er bare nogle af hitsene fra dengang. Filmene slugte vi råt og er i dag en uundværlig del af vores DNA, hvis man var teenager dengang. Som nu denne skribent.

Københavns glemte biografer: Cinema 1-8

En film som Dig og Mig så man typisk i den københavnske biograf Cinema 1-8, som lå lige ved Rådhuspladsen. Det var for os den førende “teen”-biograf. Her viste de film non-stop med blandt andet Molly Ringwald og diverse mere lumre sexkomedier. Her lokkede man en sød pige i biografen, for at tage hende med i Saga-biografen dengang, var nemlig et rigtigt no-go.

Som man kan se på billedet foroven, var Molly Ringwald dengang dronningen af teen-dramaet. Filmplakaterne er fra Abefest for viderekomne fra 1984 og Pretty in Pink fra 1986, så billedet er nok et efterårsbillede fra 1986. Cinema 1-8 er på dette tidspunkt sammen med Palads de bedst-omsættende biografer i landet.

I foråret 1984 er Footloose med Kevin Bacon et hit og det samme er Outsideren med et stjernehold af unge skuespillere, der vender tilbage på Cinema 1-8’s lærreder de kommende år: Ralph Macchio i de succesfulde Karate Kid-film, Rob Lowe i eksempelvis Kliken fra St. Elmo og Youngblood, Patrick Swayze i Dirty Dancing og Ghost, Emilio Estevez i den voldsomt populære Breakfast Club m.fl. og så naturligvis Tom Cruise. I september 1984 er der premiere på Politiskolen med Steve Guttenberg, som får en sværm af fortsættelser efter sig i efterhånden ringere og ringere kvalitet. Tom Hanks får på samme tid for alvor skabt sig et navn i Polterabend for viderekomne.

Midt i 1980’erne begynder videomarkedet mærkbart at suge liv ud af biografpotentialet for actionfilmene i B-genren. De efterfølgende år bliver Cinema 1-8 langsomt, men sikkert, nærmere et udstillingsvindue for distributørerne, der efterfølgende kan udleje eller sælge tusinder af videokassetter ekstra på baggrund af filmenes synlighed i biografen. Filmene sælger færre og færre billetter i Cinema 1-8 og kvaliteten daler tilsvarende. Julen 1987 reddes af Dirty Dancing og året efter klarer Bruce Willis ærterne i Die Hard.

I 1992 har biografen kun otte premierefilm i de sidste fem måneder, biografen eksisterer. Den 31. maj viser biografen film for sidste gang. 

Tak for alt!

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.