Hvor går man hen, når hverken familie, skolelærere eller “systemet” forstår én?

Var man barn eller ung og voksede op i de omskiftelige halvfjerdsere og firsere, kunne det være på fodboldbanen, den lokale grillbar med dens lokkende arkadespil, den lokale ungdomsklub eller bare hjemme privat hos Steen, Kim, Bjarne eller hvad de nu hed alle sammen.

Men nogle af os forsvandt også ned ad de københavnske gader for at få vores “fix” af fantasitilførsel i form af karatefilm, action, science fiction eller favoritten: gys og horror.

Det var før det såkaldte “video-boom” brød igennem i ca. 1984, så missede vi en film i biografen, “var livet slut”, og – troede vi – aldrig ville vi få sådan en film foræret igen. DR kunne i hvert fald ikke hjælpe os med vores opvækst. Vi kom alle sammen fra henholdsvis Frederikssund, Ølstykke og Stenløse og omegn, og vores lokale biografer kendte os desværre godt nok til at vide, hvor “gamle” vi var, så der var sjældent bonus, når en film som Slagtehuset ved kirkegården forsøgte at invitere os indenfor. Omvendt kunne vi nemmere “komme indenfor” i de københavnske biografer, muligvis fordi vi “havde så lang vej hjem”.

De københavnske biografer dengang var privatejede af forskellige ildsjæle, der var blevet biografejere af den ene eller den anden grund. De var ikke alle sammen særligt velbevandrede i viden omkring film, og mange gange var biografernes udvalg styret af simpel profittilgang, hvad vi unge og utilpassede “bøller” efterspurgte.

I de gode gamle dage

I “gamle dage”, for mit personlige vedkommende specielt i mine dannelsesår 1977-1984, flakkede jeg lidt rundt som det skilsmissebarn, jeg nu var, og sammen med de lokale rødder fra dengang satte vi hinanden “stævne” i, hvor meget, hvor mange og hvor slemme film vi kunne nå at se.

Filmene måtte gerne være lidt ude på overdrevet, så vi dagen efter i skolen kunne prale med, hvor vild eller blodig en film vi nu havde været inde og se. Det skabte respekt i skolegården, når der kunne berettes om scener fra film som Den blodige strand eller Manden der smeltede. Man var en af de seje gutter og slap derfor med at få punkteret sin cykel den eftermiddag. Og så kunne det være, der tilkom et smil fra nogle af de hotte piger?

Besøget i biografens mørke og forførende sal betød et par timers ren afslapning, god underholdning, opladning og det at få en på opleveren. Det betød rigtig meget for mange af os, idet en del af “slænget” kom fra splittede skilsmissefamilier, hvortil der ofte var en del problemstillinger at slås med.

Mange af byens børn fandt ofte ro og tryghed ved at gå i biografen. Hermed kunne man være uforstyrret i nogle timer og slippe væk fra den daglige trummerum, stress og jag, som mange af os oplevede enten i skolen, på gaden eller i hjemmet der i 70’erne og 80’erne.

Karatefilm, fantasi og drengestreger

Tidens tern dengang var også den nye trend med billigt lavede “karatefilm”, som ofte var rigtig dårlige B-film, men biografen blev med ét det “andet” hjem for mange af os unger fra gaden og blev en slags “fritidshjem” eller opholdsstue, indtil mor eller far kom hjem fra arbejdet. Og uanset filmens kvalitet, så slugte vi det hele med hud og hår, for “alt” var bedre end at gå på gaden eller komme hjem til en fordrukken far, et kedeligt skænderi med søskende m.m.

Og “her” i mørket, sammen med sine bedste venner, der havde det præcis på samme måde, kunne man pludselig bare være sig selv og fantasere sig ind i filmmagiens forunderlige verden. Og med ét var det legalt at forestille sig, at man var helten eller skurken i filmen. Der var næsten ikke noget bedre.

Jo, det skulle da lige være “efter” filmen var slut, for så sad vi alle sammen der med verdens største adrenalintrip, som få sekunder efter skulle slippes løs.

Så vi drønede ud af biografsalen for at overmande de andre ude på gaden med råb og skrig, slag og spark, og “legede” den enarmede karatekæmper, Trinity-brødrene, Django eller Bruce Lee.

En ubeskrivelig frigørelse af adrenalin og en fantastisk følelse af nærhed, samhørighed og intensitet var alle pengene værd, selvom pengene var meget små rundt om i familierne dengang.

Derfor var det også vigtigt for os unger at finde de billigste biografer, der havde de fedeste film, til de penge vi nu havde i lommen. For lommepengene var ikke mange, så flere af de store drenge gik derfor enten med petroleum, koks eller var avisomdeler(hvilket blev min tjans) eller bybud efter skoletid, hvilket var afsindigt hårdt, men nødvendigt, hvis vi skulle holde de ugentlige biografbesøg, og det skulle vi jo.

Karatenæver af stål

Én af vores yndlingsbiografer var City Bio (tidligere Vester Bio), som lå langt inde i 3. baggård på Vesterbrogade 29.

Her var så skummelt, at de fleste, jeg kendte (inklusiv mig selv), var rædselsslagne for at gå derind efter mørkets frembrud, fordi selve billetkontoret lå over 100 meter fra den port, du gik igennem ude fra Vesterbrogade. Inden man kom hen til billetkontoret, skulle man først igennem en mørk og kold port, dernæst skulle man slå et sving til venstre for at gå igennem et meget langt espalier. Man fantaserede sig altid, at der stod nogen lige rundt om hjørnet og ventede på dig. Uhuuu. Men det var det hele værd, for inde i selve biografen var der charme, hygge og den helt rigtige stemning.

Biografen var oprindeligt en gammel teaterbygning, vist nok fra 1920’erne, med guld balkon fyldt med flotte håndskårne udsmykninger, et stort velourrødt scenetæppe med græske skuespillere på, og ved siden af scenen var der to gigantiske teatermasker i guld. Den glade og den sure.

Og så var det “billigt” at gå i biffen dengang, og City Bio viste altid et “dobbelt” program, som f.eks. Karatenæver af stål eller Dragen slår til igen og De vilde engles kamp m.fl.

Natbio, dobbeltprogrammer og en forstående søster

Billetprisen var kun 25 kroner for to film, og du kunne sidde der hele dagen, fra de åbnede kl. 14:00 til kl. 22:00, hvilket mange af os gjorde indimellem, så kunne man se filmene om og om igen. Ofte var vi alene i biografen, eller også slog vi os sammen i grupper på 4-6 stykker, nogle gange var vi 8-10 stykker. Alt afhængigt af hvem der havde råd, tid og lyst. Og så kunne man se filmene om og om igen, hvilket mange af os gjorde.

Og ikke nok med det, så kørte de også natbio, også et dobbeltprogram, hvilket var det største hit hos os teenagere dengang, og så var filmprogrammet igen ændret med noget helt andet. Som regel var det så Kung Fu og gyserfilmene, de lokkede med. Filmene begyndte som regel kl. 23:30 til kl. 03:30. Selvom vi kom sent hjem, så var det op tidligt den efterfølgende dag, for så var der jo lige den avisrute, der skulle ordnes, eller hvad man nu lavede dengang. Lektier var jo for tabere. Så vi havde mad og drikkevarer med hjemmefra, sandwich eller andet spiseligt, for det var lang tid at sidde uden mad og drikke, og så var det meget billigere end i biografen.

Filmene (programmet) gik som regel fra mandag til torsdag og fik nye film (program) om fredagen til søndag. Her kørte filmene nonstop, og det var ligegyldigt, hvornår man blev lukket ind, når først man havde købt billet. Det var nærmest en slags manddomsprøve at komme i City Bio, og den første del af prøven bestod i overhovedet at komme ind i biografen, når man ikke var gammel nok. Det var i øvrigt altid en god idé at have ens bedste vens storesøster med. Var hun tilpas nedringet, kunne man altid slippe igennem nåleøjet, hvis ikke det var hende, der selv afhentede billetterne.

Det er en nostalgisk tidslomme, jeg aldrig vil få igen. Venskabet og forholdet til gutterne er for længst forsvundet.

Efterhånden som biografen forfaldt både op til og efter lukningen, faldt en del af biografens skilt over foyerbygningen ned, og bogstaverne fra biografens oprindelige navn kom til syne bagved, som det kan ses på billedet:

Den sidste forestilling

I juni 1987 opstod der i løbet af natten en mindre brand i bagbygningen, hvor der tidligere havde været omklædningslokaler. City Bio kunne sikkert være genåbnet, men her i videobåndets årti var tiden løbet fra de mange dobbeltprogrammer, og premierefilmene op gennem 1980’erne havde alle været andenrangs, uanset hvor underholdende de havde været. Biografen havde ganske enkelt ikke gået godt i årevis, og nu var det lige pludselig slut.

Nedlæggelsen betød et stort savn for mange, og de eneste, der kom indenfor de næste ti år, var husvilde og narkomaner, der benyttede biografen som varmestue. Sammen med Studio 1-2 og Saga ved siden af forsvandt hele det gamle Vesterbrogade-kvarter mellem nr. 23 og 29.

En yderst sjov og vidunderlig tid var nu endegyldigt fortid.

City Bio “medvirker” i øvrigt i filmen Tre engle og fem løver og tv-serien Anthonsen.

Københavns “glemte” biografer har vi tidligere beskrevet her.

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.