Og fair nok. Lad os lige få de mest åbenlyse ting ad vejen først: Ja. Der sker vildere ting i verden. Der er langt vigtigere og mere aktuelle emner at gå op i. Der findes presserende problematikker. Dette er så afgjort et “first world problem”. At være anmelder er ikke ligefrem så vanskelig og opslidende opgave som f.eks. at være sygeplejerske i dagens Danmark. Godt. Men hvis vi altid skal veje hvad som helst problem op imod sådan en omgang whataboutism, så får vi aldrig ændret noget. For hvor stopper det argument?

Nej, dette kommer sig af at have været professionel anmelder i mere end et kvart århundrede. Og jeg skriver ikke det på “jeg er så skide-professionel, jeg er bedre end andre og ved mere end andre”-måden. Der menes “professionel” i den bogstavelige forstand med at det er noget, jeg har fået løn for i 25 år. Det er bare for at sige at jeg derfor har en del erfaring med emnet. Og dette er min oplevelse med anmelder-faget.

Hvem er dette indlæg så til? Det er et indblik for læsere, som interesserer sig for håndværket, der tit kan ligge bag en anmeldelse. Men det er mest af alt et opråb til kommunikationsbureauer og deslige – så vi forhåbentligt kan få ændret på et par ting. For i løbet af de seneste par år er det at anmelde gået fra at være til tider “lidt besværligt” til ofte “decideret anstrengende”.

LAD OS GÅ TILBAGE TIL BEGYNDELSEN…

… Vi starter med den dråbe, som fik bægret til at flyde over. Og nej, jeg er ikke vred. Snarere træt. Det var en ikke dråbe, der gjorde at jeg blev rødglødende rasende. Jeg blev bare ramt af akut døsighed. Som en bjørn, der havde flygtet længe og blev ramt i røven af en bedøvelsespil. Som nævnt har jeg anmeldt popkultur længe, og jeg kan mærke, at det bliver mindre og mindre sjovt at gå igennem ild og vand for at få lov til at lave mit arbejde; altså anmelde.

Det hele startede med at Arkaden skulle anmelde en ny serie for en stor medievirksomhed. Denne serie er en af årets helt store serie-begivenheder – vi giver den kodenavnet KNOXVILLE – og vi havde naturligvis glædet os til at komme igang, da vi fik at vide, at det var muligt at få adgang til serien måske endda en uge før! “Fedt, mand, spa(s)!” tænkte vi alle på Arkaden, for der er trods alt ikke noget federe end at komme med en aktuel anmeldelse af en titel i selvsamme uge (eller måske endda dagen!) den udgives! Og der er ikke noget federe end at kunne anmelde ting i selskab med folk, der brænder for det samme som én selv; nemlig formidling!

Medievirksomheden skulle bare lige først give os adgang – og det skete gennem 28 forskellige koder, derefter skulle vi indregistrere vores navne, fødeby, kælenavn til partner, downloade 4 apps, som skal godkende i forskellige sikkerhedstrin før vi til sidst skulle indsende 10 hårstrå og en halv liter blod. Det er selvfølgelig en overdrivelse, men det er bare for at fortælle hvor vi står i dag med hensyn til hemmelighedskræmmeriet og adgangen til en serie.

Til sidst fik jeg endeligt tilsendt en screener… Det vil sige adgang til tidligt at kunne se denne serie. Og det var faktisk adgang til alle 9 afsnit af seriens første sæson! Det sker sjældent! Men mere om det senere.

Men så ramte den grufulde sandhed mig: Denne serie har et vandmærke med min mailadresse på størrelse med Rundetårn TVÆRS OVER SKÆRMEN. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at det optager 60 procent af skærmens midtersektion, og dette er en serie, hvor jeg gerne vil kunne granske det æstetiske udtryk, men jeg bliver simpelthen for distraheret til at kunne nyde effekterne og actionsekvenserne, fordi min egen mailadresse er centreret i framen. KONSTANT. Det forventes der bare, at vi som anmeldere skal kunne abstrahere fra.

Det lyder måske som en lille ting, men prøv seriøst at forestille dig, at 60 procent af skærmen er fyldt med en mailadresse.

Her et fabrikeret eksempel – med henblik på at vise, at sådan kan det se ud – Det kan også være endnu værre. Foto: Apple/Arkaden.

GLOVER

Jeg efterlader lige Knoxville på en cliffhanger. Lad mig lige fortælle en anden ting angående dette: Det sker også ofte, at vi får tilsendt ufærdige serier. Eller lad mig kalde dem “ikke helt færdiglavede serier”; altså screener-adgang hvor effektarbejdet ikke er afsluttet. Jeg ved godt, at The Last of Us’ serieudgave er en stor produktion, men jeg nægter at tro på, at serien ikke er klar til at udkomme – eller i hvert fald nogle gange består af placeholder-grafik – blot to uger før premieredatoen. Det var ret svært at give sig hen til giraf-scenen i HBO Max-udgaven af The Last of Us, når der en en blå baggrundsskærm, som Pedro og Bella spiller op ad.

Desuden har jeg oplevet at få tilsendt afsnit 1, 4 og 5 af en serie, der skulle anmeldes. Lad os kalde den “Glover”. Det er rent udsagt umuligt at danne sig et indblik af en serie med en gennemgående historie (som det var i Glover) på i alt 10 afsnit, når du får den tilsendt fragmenteret i tre tilsyneladende tilfældige bidder. Dét forventes der åbenbart af anmeldere. Så gode er vi dog ikke; at vi magisk kan danne os et indtryk og mentalt udfylde og digte handlingsstumperne, når vi kun har fået 30% af et sammenhægende narrativ.

Derudover forventes det, at vi har en hel anmeldelse klar af en serie, når den udkommer. Problemet er bare: Det får vi ikke. Nærmest aldrig. Meget sjældent. At få adgang til en hel sæson en uge før (som tilfældet var med Knoxville) kan jeg tælle på én hånd hvor mange gange er sket i min tid som anmelder. Og så siger man, “Vi anmelder første sæson af XX” og så fortæller man at det er så og så mange afsnit af sæsonen man har fået til anmeldelse, og så modtager man fra tid til anden en rasende lytterbesked fra den anden verden i ens indbakke om hvad fanden man bilder sig ind at anmelde en serie og give den en samlet karakter, når man kun har set “12 afsnit ud af 13”! Beklager, men det er dét, alle har fået til rådighed. Tro mig, jeg er også frustreret.

Lille sidespor mht Glover-serien. Jeg kan huske, at jeg blev tippet om at en stor, dansk podcast – der på ingen måde beskæftiger sig med populærkultur – havde anmeldt hele serien. Dét var noget af en overraskelse, så jeg besluttede mig for at høre afsnittet, og det gik op for mig at denne podcast 1) var sponsoret af streamingtjenesten, der ejede Glover, og 2) Kaldte deres omtale for en “anmeldelse” og 3) Havde fået adgang til HELE SERIEN. Det vil altså sige, at streamingtjenesten giver 3 stk. fragmenteret serieafsnit til anmeldere, men HELE sæsonen til influenter?

Lad mig sige det som det er: En sponsoret omtale i en podcast eller noget som helst andet sted er IKKE EN ANMELDELSE. Dét gjorde mig ægte forvirret. En anmeldelse skal komme fra et uvildigt sted; du skal ikke være købt. Så kan du ikke anmelde. Det andet er at vildlede publikum. Jeg skrev til streamingtjenesten om at det var at vildlede folk, og blev lagt på is.

Jeg har desværre oplevet det én gang sidenhen med en hyggemords-podcast, der – når de ikke sad og hyggede og morede sig over virkelige mord – fik adgang til en hel sæson af en anden serie – lad os kalde den REAL INVESTIGATOR: NOCTURNAL LAND – mens vi anmeldere blev spist af med tre afsnit og så ellers radio-tavshed… Alt imens hyggemords-podcasten hyggede sig med at omtale hele sæsonen og sippe deres kaffe og rødvin. Time is a flat circle-jerk.

ROLIG NU, SLAP NU AF og HOLD NU OP og KOM NU I SOMMERHUMØR

Hør hér, jeg er sikker på at de mennesker på kommunikations-bureauerne knokler hårdt. De gør sikkert alt hvad, de kan. For læseren skal forstå, at store medievirksomheder ofte hyrer kommunikations-bureauer til at stå for marketing og dermed står de også ofte for at screeners når ud til anmelderne. Og det er netop i denne proces, at der kan opstå så meget bureaukrati, at man ikke undgår at blive lidt døsig.

Jeg ville f.eks. gerne anmelde et stort anlagt spil for et par år siden med på det tidspunkt måske Danmarks største nørde- og spilpodcast, der anmeldte film, serier og SPIL. Problemet var bare at der var det store udenlandske spilfirma bag havde sendt måske sammenlagt 3 review-koder ud til hele Danmark. De review-koder var gået til SPIL-SITES. Og hér kommer det mærkelige: Jeg nørde-forhørte mig med mine nørdevenner i mit nørde-netværk og fandt ud af at ingen af de andre kunne skaffe review-koder. Forklaringen fra en pålidelige kilde var, at en mellemleder fra “jeans og blazer”-segmentet AKA hurtigknepper-typen havde fået tilsendt 3 koder til uddeling i Danmark og at han skulle give dem til SPILANMELDERE. Og så havde han set at vores podcast og min kollegas program var kategoriseret under “Film og TV” (og altså IKKE spil) på tjenester såsom iTunes og Spotify. Og så havde de ellers sendt dem afsted. Alle tre. Ingen kunne få flere. Der var intet at komme efter. Intet, der kunne gøres. Mellemlederen havde gjort sit arbejde. Jeg har brug for at alle forstår dette: Spilfirmaer på denne størrelse mister intet ved at generere nye anmelder-koder. Det er et tryk på en knap. Men det kunne de bare ikke. Jeg ved ikke om mellemlederen ikke gad gå videre med det til deres klient – eller om de prøvede og fik et nej. Men det var frustrerende at opleve. Der er ikke noget, der hedder “bad publicity”; selv hvis vi ikke kunne lide spillet, så er al omtale god omtale.

Jeg kan huske, at jeg engang på et socialt medie, at vi i min daværende podcast ikke kunne anmelde et stort spil (fra 2018), fordi vi ikke fik anmelderkoder. Og jeg kan huske at mere end én person mente, at det var for dårligt at jeg ikke bare købte spillet selv, hvis jeg ville anmelde. Det argument er mit Roman Empire. Griner mindst en gang om måneden over det; så det forventes at hvis nogen skal anmelde noget, så skal de selv bruge penge på det. Vil du anmelde et køleskab? Køb det. En bil? Køb den. ELLERS VIL DU DET IKKE NOK.

Endnu et eksempel på dette er med en film, jeg skulle se i biografen i februar-måned. En film, der vel at mærke havde været ude siden august i USA. Alligevel var vi anmeldere tvunget til at lægge vores smartphones ned i en forseglet plastikpose. Det skal understreges, at denne film var ikke ligefrem var AVENGERS: ENDGAME, men et FAMILIE-DRAMA. Hér var der vitterligt ikke noget at spoile. Og der var heller ikke noget at filme for filmen var jo allerede udkommet for et halvt år siden digitalt. Tror filmselskabet seriøst, at hvis folk er ude efter en piratkopi, så tænker de, “Ej, ikke den knivskarpe digitale kopi fra iTunes-udgaven af filmen; lad mig hellere tage den optagelse fra en dansk anmelders håndholdte iPhone-model-årgang 2017 fra en mandag morgen i GRAND TEATRET med crossaint-flager på linsen og kaffe-slupren i baggrunden! ABSOLUTE CINEMA!”

Jeg spurgte kommunikationsfolkene om hvorfor, vi skulle. Altså kke fordi jeg ikke kan undvære min telefon i to timer. Men mere bare: Hvorfor? Hvorfor denne film af alle? Svaret var, at sådan lød beslutningen fra filmselskabet. Hvilket for mig bekræfter en teori: Kommunikationsfolkene følger bare de retningslinjer, der bliver udstedt fra BIG BOSS, og stiller aldrig spørgsmålstegn. Eller sådan virker det i hvert fald. Og det må man altså gerne. Man må gerne være lidt kritisk og spørge sin chef hvorfor noget forholder sig sådan uden at være bange for at man bliver fyret fra et job. Ellers er det en knapt så fed arbejdsplads.

FULL CIRCLE

Hvilket bringer os tilbage til start: KNOXVILLE-serien… Det viste sig desværre i sidste ende, at to ting vanskeliggjorde hele sagen. Jeg startede nemlig med at skrive, at vi jo fik adgang til hele serien. Men det var så åbenbart kun MIG, der fik det. Mine to med-anmeldere gjorde ikke. Hvorfor ved jeg ikke. Så vi kan ikke anmelde serien. Det er ikke sjovt at anmelde noget i fællesskab, hvis man har set det hele og ens to venner kun har set det første afsnit, der alligevel er udkommet på streamingtjenesten… Dernæst viste det sig også, at hele serien var blevet gjort tilgængelig. Men kun i seks dage. Så da serien fik premiere, blev det hele fjernet for anmeldere. Seks dage til at se en hel sæson lyder måske ikke af meget, men det er fandme svært at få gjort, hvis det skal passe ind med alt muligt andet. Og årsagen forstår jeg stadig ikke. Hvorfor ikke bare lade den ligge længere, når nu vi anmoder om det?

Så der har du noget af forklaringen på hvordan tilstanden er for mig som anmelder og formentligt også for mange andre anmeldere – i hvert fald mange, jeg kender. Jeg håber, at det giver et indblik i hvor frustrerende det kan være noget af tiden. Heldigvis ikke altid. Og heldigvis findes der undtagelser engang imellem! Fornyligt har det været en udsøgt fornøjelse at modtage mulighed for at anmelde spil såsom Kingdom Come: Deliverance 2 og Avowed længe før de udkom, så man på udgivelsesdagen havde en lang og fyldestgørende anmeldelse klar, fordi man var skænket adgang god tid i forvejen. Men det hører altså undtagelserne til, og det er en skam, når det burde være udgangspunktet for anmeldelser.

Jeg glemmer aldrig, da jeg for ti år siden pitchede idéen om et anmelder-program til en stor mediekoncern, og fik svaret, “anmelderformatet er dødt”. De sidste ti år har vist det stik modsatte. Youtube-kanaler med essays og anmeldelser skyder op og gør at anmelder er blevet en personlighedstype – og at anmeldelser af især spil er mere populære end nogensinde.

Og lad mig så sige som anmelder til spilfirmaer, spilskabere og kommunikationsbureauer: Snak sammen. Publikummet til anmeldelser er der. I millionvis verden over. Så giv anmeldere lov til at anmelde, tak.

Jacob Ege Hinchely – Vært & Anmelder

Siden Jacob kom i praktik hos Troldspejlet som 14-årig og blev sendt hjem med en DreamCast, har han ikke kunne stoppe med formidle spil. Han lever for historier, indietitler og Point-and-Click-spil. Når han ikke gamer, så laver han radio og podcasts, der også handler om nørderier.

Feature

KRITIKERENS KLAGESANG: MÅ VI FÅ LOV TIL AT ANMELDE?

Foto: Arkaden/Frederik Højfeldt Nielsen/Wētā FX

Mest læste

Havoc-anmeldelse – Årets skuffelse, men…

Clair Obscur: Expedition 33-anmeldelse – En døende verden, en sidste ekspedition – og et af årets mest ambitiøse spil

Bungie slår fast! Prisen for Marathon er 40 dollars!

Whiskey on the Rocks-anmeldelse – Anderledes frisk og helt igennem sort satire fra Sveriges land

Forza Horizon 5 (PS5)-anmeldelse – Raceroplevelsen som PlayStation-spillerne har hungret efter

Bionic Bay-anmeldelse – En pixel fra perfektion

Xbox-spil direkte på dit LG TV – Nu er det muligt!

Instruktøren af Kingdom Come: Deliverance 2 kommenterer på AI

Efterfølgerne vi aldrig fik!

Tempest Rising-anmeldelse – Det bedste danske RTS-spil

DIAGNOSE: ANMELDERBROK