Ad Banner

Anmeldelse

Anmeldelse: ‘Lies of P’ – En dyster fortolkning af Pinocchios rejse i Souls-genrens rige

Af David Darville
1 oktober, 2023

Mange spil i souls-like-genren forsøger at fange opmærksomheden, der tidligere var forbeholdt FromSoftwares mesterværker. Nu har der dog endelig dukket en ægte konkurrent op på scenen.

I mine yngre universitetsdage betragtede jeg mig selv som en hardcore, casual gamer. Jeg følte, at der ikke var nogen spil, jeg ikke kunne mestre. Men det hele ændrede sig i 2014, da jeg kastede mig ud i ‘Bloodborne’, udviklet af FromSoftware, hvilket virkeligt satte mig på plads.

Det var også det første spil, der åbnede mine øjne for høj kvalitet inden for spilverdenen og fik mig til at forelske mig i genren. ‘Bloodborne’ er faktisk et af de få spil, hvor jeg har opnået platinum-trofæet. Spørgsmålet er, om ‘Lies of P’ kan måle sig med de mest ikoniske titler inden for Souls-genren? Svaret er tæt på…

Pinocchio-borne

‘Lies of P’ tager den velkendte børnehistorie om Pinocchio og giver den et mørkt og dystert tvist. Her indtager du rollen som dukken P, der desperat søger at realisere drømmen om at blive en ægte dreng. Rejsen begynder i et forladt tog, hvor P vågner op og begiver sig ud i en verden, der er blevet overtaget af menneskeskabte dukke-robotter. Samtidig hærger en frygtelig pest, der har forvandlet befolkningen til skræmmende zombie/critter-lignende væsener.

Historien udforsker temaer som identitet og længslen efter at tilhøre en verden, man føler sig fremmedgjort fra. Denne mørke og dystre fortolkning af Pinocchios eventyr tilføjer dybde til karaktererne og skaber en atmosfære af uhygge og mystik. Fra det øjeblik P træder ud i denne forstyrrende verden, trækker spillet dig ind i sin rige og grusomme fortælling. Selvom det er nødvendigt at grave dybt i spillets lore for at forstå den fuldt ud, kan du stadig nyde den gennem velskrevne cutscenes og dialoger med NPC’er, hvilket er en positiv ændring i forhold til tidligere Souls-spil.

Bossarenaerne er udført med omhyggelige detaljer

En action-dukke med en overflod af våben

Spillets kapitler er nøje strukturerede med lineære baner, der alligevel giver en smule plads til udforskning. Opdagelsen af skjulte NPC’er med sidequests belønner de eventyrlystne spillere med værdifulde genstande. Banedesignet imponerer også ved at udnytte vertikaliteten, hvilket fører dig fra byens højeste tage til de dybeste grotter og kloakker.

Dog havde jeg stadig en følelse af, at banerne var en smule begrænsede. I andre Souls-like spil kunne banedesignet undertiden få mig til at fare vildt i verdenen, men dette er ikke tilfældet i ‘Lies of P’. Jeg mistede aldrig overblikket, selv når det var mit første besøg i området. Jeg savner dog åbenheden, som man kan finde i spil som ’Elden Ring’, der har vist, at Souls-like genren også fungerer særdeles godt i et open world-miljø.

Selve gameplay-loopet er velkendt for Souls-like-veteraner: Kæmp dig fra Stargazer til Stargazer (en pendant til bonfires i Souls-spillene), bekæmp fjender og indsamle Ergo (Souls) for at styrke din karakters stats. Det er en velkendt formel, der stadigvæk fungerer exceptionelt godt, idet den belønner spillerne med en forfriskende dosis endorfiner i kroppen efter at have besejret et udfordrende og til tider frustrerende område.

Åbningen af nye døre bringer nye udfordringer

Kampsystemet i ‘Lies of P’ er en af ​​spillets højdepunkter. Kontrollen er responsiv, og når du dør, føles det mere som din egen fejl end spillets uretfærdighed. Du kan tilpasse din karakter ved at vælge en kampstil, der passer til din spillestil, hvilket giver dig mulighed for at udforske forskellige taktikker.

Kampene er flydende, og hvert våben giver en unik følelse og teknikker. At mestre evnen til at være agil og bruge dodge og parrying er afgørende, og belønningen er muligheden for at udføre dødbringende finish moves. Stamina spiller en vigtig rolle og tilføjer en taktisk dimension til kampene.

Den manglende multiplayer erstattes af specters, der kan kaldes ind før store bosskampe, hvilket hjælper med at udligne sværhedsgraden. I forlængelse af kampsystemet præsenterer spillet dig for et imponerende arsenal på over 30 forskellige våben. Hvert enkelt våben er udstyret med unikke statistikker, der passer til forskellige spillestile, men de kan også tilpasses gennem weapon handling-mekanikken.

Dette giver dig mulighed for at kombinere elementer fra forskellige våben, f.eks. montere øksehovedet på et håndtag fra et helt andet våben. Denne grad af tilpasning giver dig mulighed for at skræddersy et styrkebetonet våben til at fungere som et våben med fokus på hurtighed og præcision, alt efter din personlige spillestil. Det er en ren fornøjelse at udforske de mange våbenmuligheder og finde præcis det værktøj, der passer bedst til din unikke tilgang til kampene.

Og så er der Legion-arm, P’s protese-arm, som er din sekundære udrustning. Dette aspekt af spillet vækker minder om ’Sekiro’, hvor du kan tilpasse og opgradere forskellige protese-arme, der i høj grad kan forvandle slagmarken til din fordel. Denne funktion tilføjer en ekstra dimension til spillet, og den giver spillerne mulighed for at finjustere deres spillestil efter behov.

Personligt fandt jeg stor glæde i at bruge en protese-arm, der fungerede som et skjold, da jeg primært satsede på en dexterity-build og havde brug for ekstra beskyttelse i form af blokering.

Udover at forbedre dine standardstatistikker ved hjælp af Ergo, er der et andet, supplerende niveausystem i form af P’s organer. Dette system er udformet som et skilltree med fem faser, der låses op, efterhånden som du fortsætter gennem spillet. I hver fase får du adgang til forskellige bonusser inden for både angreb og forsvar. Dette åbner også op for nye færdigheder, såsom undvigelse eller helbredelsesgenstande.

Denne dybde i spillets niveausystem giver dig mulighed for at skræddersy din karakter og tilføje flere nuancer til din spillestil, hvilket øger den strategiske dimension i spillet.

Enestående visuelt banedesign

En dystert smuk verden

‘Lies of P’ byder på en grafisk og intens oplevelse, der er både iøjnefaldende og stemningsskabende. Spillets visuelle præsentation vækker nostalgiske minder om ’Bloodborne’ med sin gotiske æstetik og omhyggeligt udformede omgivelser. Hver detalje i spillets verden er udtænkt med omhu og bidrager til den dystre atmosfære, der trækker dig dybere ind i Krats mysterier. Det er tydeligt, at udviklerne har investeret tid og energi i at skabe en visuel perle.

Musikken og lydene i spillet er mere end blot akkompagnement; de er en integreret del af spiloplevelsen. De skaber en dyb immersion og tilføjer en ekstra dimension til kampene, især når du mestrer kunsten at parry. Lydeffekterne, der ledsager hvert slag og hver bevægelse, føles autentiske og forstærker intensiteten i kampene.

Spillets variation i miljøer er imponerende og holder spillet friskt visuelt. Du bevæger dig gennem en skiftende kulisse, der spænder fra en fortryllende Belle Époque-by til moseområder og ruiner fyldt med ødelagt-skrottet dukker. Denne mangfoldighed i omgivelserne er med til at holde din nysgerrighed og interesse fanget, da du aldrig ved, hvad der venter rundt om næste hjørne. Sammenfattende er grafikken og lyden i ’Lies of P’ en dybt engagerende del af spiloplevelsen, der forstærker den dystre og fascinerende verden, du udforsker.

Gribende og stemingsfulde cutscenes

Konklusion

Efter at have tilbragt omkring 25 timer i Krats dystre verden, har jeg kun lyst til at vende tilbage og udforske den endnu mere. ‘Lies of P’ er et spil, der belønner gentagne gennemspilninger, da dine valg har afgørende konsekvenser for historien.

Beslutningen om at lyve eller fortælle sandheden kan ændre spillets udfald og motiverer dig til at tage forskellige stier i tilbagevende playthroughs. Udforskningen af områder, du måske har overset, og eksperimentering med forskellige våbenkombinationer giver spillet en betydelig genoplevelsesværdi, og det er svært ikke at blive draget ind i Krats dystre, men fascinerende univers.

Verdenen føles dog måske en smule for lineær, især når man har prøvet FromSoftware’s ‘Elden Ring,’ der demonstrerer, at denne genre også kan trives som open-world.

‘Lies of P’ er mere end blot endnu en klon af Souls-like-spillene. Det formår at bringe det bedste fra genren sammen med nyskabende ideer og udfordringer, der vil tilfredsstille både erfarne Souls-like-spillere og nybegyndere i genren.

Round 8 Studios’ første forsøg på at skabe et Souls-like-spil viser sig at være en overraskende succes, og det antyder spændende muligheder for deres fremtidige projekter. ‘Lies of P’ får min varmeste anbefaling, især til dem, der elsker udfordrende fantasy-action-RPG-spil.


Udvikler/Udgiver: Round 8 Studios/Neowiz Games

Genre: Action RPG, Souls-like

Platform: PlayStation 4/5, Windows PC, Xbox One og Xbox Series S|X


David Darville – Skribent & Anmelder


David har en Master i IT-ledelse, hvor digitalisering var et af de primære interessepunkter i hans uddannelse. Han har også en baggrund som skribent hos Det Danske Gaming Forum. Han excellerer især inden for FPS-spil som Warzone, men hans hjerte banker for udfordringerne i Soulslike-genren. Med en controller i hånden siden den første Nintendo blev tilsluttet familiens gamle 28” billedrørs-TV, brænder hans passion for at udforske gaming-universet stadig stærkt.


Lies of P Anmeldelse
8/10



© Copyright - arkaden.dk