Preview

Like a Dragon: Infinite Wealth Preview

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
9 november, 2023

Et førstehåndsindtryk af Ryu Ga Gotokus kommende turbaserede rollespil i Like a Dragon-serien

Som en del af Like a Dragon Gaiden: The Man Who Erased His Name er der mulighed for at få et tidligt førstehåndsindtryk af det kommende spil i serien, Like a Dragon: Infinite Wealth. Demoen til Infinite Wealth bliver nemlig tilgængelig, når man har færdiggjort Like a Dragon Gaiden: The Man Who Erased His Name

Demoen er todelt, og giver dig mulighed for at prøve en historie demo og en Hawaii demo, som er en fremvisning af forskellige gameplaymekanikker, nogle få sidemissioner og en mulighed for at stifte bekendtskab med Honolulu. 

Da historiedelen af demoen indeholder elementer fra Like a Dragon Gaiden: The Man Who Erased His Name, er det selvfølgelig ikke muligt at berøre den i dette preview, men til gengæld kan vi sagtens dykke ned i Hawaii-demoens gameplayelementer. 

I den lille del af Like a Dragon: Infinite Wealth, som jeg har haft mulighed for at spille, har jeg stiftet bekendtskab med spillets nye lokation, som er Honolulu på Hawaii. Det er et lækker sted med flotte sandstrande, palmetræer og mennesker i badetøj, og Honolulu vil uden tvivl være et tiltrængt indspark af virtuel solskin i en ellers grå og kold januar måned. Omgivelserne er flotte og lyse og tilføjer et frisk pust til serien, der normalt er placeret i forskellige japanske storbyer. Hvis du har spillet Yakuza 3, så vil Honolulu hurtigt minde dig om Okinawa. 

Demoen starter et stykke inde i spillets historie, hvor man spiller som Ichiban Kasuga, som er seriens nye protagonist, og som også var hovedperson i Yakuza 7: Like a Dragon. Han er rejst til Hawaii i et forsøg på at finde en kvinde, som han formoder er hans mor. I Honolulu bliver han genforenet med Kiryu Kazuma og et par andre bekendtskaber, som vi spillere umiddelbart ikke kender, men tydeligvis har en relation til Ichiban, og vi følger de fire mens de begiver sig rundt i strandbyen Honolulu.  

Når man udforsker byen, lægger man hurtigt mærke til, at selvom serien geografisk har flyttet sig, så er meget, som det altid har været, når der kommer en ny udgivelse fra Ryu Ga Gotoku. Og det er positivt forstået. Like a Dragon: Infinite Wealth har bibeholdt seriens charme og sjæl, og du vil hurtigt finde dig til rette i de nye omgivelser. Her kan du gøre dine indkøb i diverse forretninger, synge karaoke, finde gaver til dine venner og selvfølgelig komme i karambolage med de lokale. 

Det turbaserede kampsystem fra Yakuza 7: Like a Dragon vender tilbage, men virker denne gang mere dynamisk end i forgængeren. Det virker til, at man har forsøgt at fusionere seriens to kampsystemer, hvorved den tidligere brawler tilgang dukker op i det turbaserede system. Dette gør sig især gældende når man styrer Kiryu i kamp, da han har mulighed for at bryde ud af det turbaserede system, og somme tider har mulighed for at tæske løs på en modstander. 

Der er yderligere mange fede animationer, når man benytter de forskellige angrebsmuligheder, hvor nogle af dem er ret sjove tangerende til det fjollede. 

Når vi nu er ved det fjollede, så virker det til, at tonen i Like a Dragon: Infinite Wealth er mere til den komiske side end det netop udgivne Like a Dragon Gaiden: The Man Who Erased His Name, hvilket er et af de mere seriøse spil i serien, men med Infinite Wealth oplever man hurtigt mange absurde momenter. 

Som et eksempel på dette vil jeg fremhæve en af de sidemissioner, som demoen indeholder. Her stiger Ichiban på en sporvogn, hvor han møder en ældre herre, der sidder og fotograferer på livet løs. Ichiban spørger selvfølgelig ind til, hvorfor manden tager så mange billeder, og det viser sig, at manden foreviger halvnøgne muskuløse mænd kun iført speedos og maske, og således starter sidemissionen “Snap those sickos”. Ichiban bliver herefter udrustet med et kamera, og nu begynder et minigame, hvor du skal fotografere så mange sickos som muligt, mens tiden begynder at tælle ned og sporvognen kører. Det er underholdende, det er mærkeligt, det er Like a Dragon i en nøddeskal. Billederne bliver selvfølgelig overgivet til ordensmagten efterfølgende. Det skal jo ikke hedde sig, at vores hovedperson skal associeres med noget snavs.

Det bliver spændende at finde ud af, om selve hovedhistorien kan levere et dramatisk modspil til sidemissionernes fjollerier, men med Ryu Ga Gotokus historik in mente, så kan vi forvente et velafbalanceret narrativ. Serien har for vane at levere en dramatisk fortælling, der ofte berører mange af livets skyggesider, hvor sidemissionerne byder på komiske afbræk – en velafbalanceret formel der fungerer sublimt. 

Hvad angår historien i demoen, så er der en enkelt hovedmission man kan forfølge, der kulminerer i en udfordrende kampsekvens. Her får man for alvor mulighed for at udforske systemets mange lag og mekanikker, og jeg må konstatere, at det fungerer særdeles godt, og samtidig er det yderst underholdende. 

Min tid med Like a Dragon: Infinite Wealth bekræfter, at Ryu Ga Gotokus kommende tilføjelse til serien viderefører de genkendelige træk fra forgængerne, men indeholder også friske elementer i form af en ny eksotisk lokation og justeringer til kampsystemet, der umiddelbart gør spillet mere dynamisk og kampene mere underholdende. Spillets emmer samtidig af netop den charme og personlighed, som seriens fans elsker, og det lover godt for både Like a Dragon-veteraner, som mig selv, men også for eventuelle nye spillere – for når man først har overgivet sig til serien, så er den svær ikke at holde af. 

Og med en forventning om et velafbalanceret og dramatisk narrativ samt engagerende gameplay og dybe rpg-elementer, tyder det på, at Like a Dragon: Infinite Wealth vil blive en titel, der vil begejstre og underholde mange, og det er et spil, jeg ser frem til at bruge mange flere timer med.

Like a Dragon: Infinite Wealth udkommer globalt den 26. januar 2024 på PlayStation 5, Xbox Series X/S og PC.

Hvis du er interesseret i at vide mere om Like a Dragon-serien, bør du læse vores artikel om grundene til at spille serien samt vores anmeldelse af Like a Dragon Gaiden: The Man Who Erased His Name.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk