Hvad får man, hvis man er søn af Anthony Perkins, der spillede Norman Bates i Psycho-filmen, og gerne selv vil lave en horrorfilm med egen blendermiks af Ondskabens øjne, Carrie, Motorsavsmassakren, Se7en, Happy Birthday to Me, Ted Bundy, Maniac, Phantasm, en masse Marc Bolan/T-Rex-musik, og slutteligt tager sangteksten fra Crimson and Clover lidt for bogstavligt?

Spørger man instruktøren Oz Perkins, kommer svaret ganske naturligt: Longlegs!

Longlegs har allerede skabt en nærmest uhyrlig hype, men heldigvis, og ganske sjældent, holder hypen. Ikke bare holder, men holder “totally!“

Historien følger FBI-agenten Lee Harker, spillet af Maika Monroe, i hendes jagt på en seriemorder kendt som Longlegs. Handlingen udspiller sig i Oregon, hvor Harker undersøger en række familie-mord/selvmord, der er forbundet med kryptiske breve underskrevet Longlegs.

Filmen starter med en prolog i 1970’erne, hvor en ung pige møder en bleg mand, der nævner hendes kommende fødselsdag. Årtier senere opdager Harker, at alle ofrene har en 9-årig datter født den 14. i måneden, og at der er mystiske dukker med mærkelige kugler involveret i mordene.

Harker må nu løse okkulte gåder og konfrontere sin egen fortid for at stoppe morderen, før han slår til igen.

Horrorfilm for Dummies

Man mærker hurtigt, at der bag filmen banker et stort horror-hjerte, der med perfekt linset og klippet instruktion starter historien op i denne Ondskabens øjne-copycat, der helt fjerner Hannibal Lecter og i stedet intensiverer jagten på Buffalo Bill, her kaldet Longlegs. Dette giver filmen et hurtigere drive, om end ikke synderligt originalt, og højner en mere direkte spænding, der får os til at dirre i gysets favntag.

Longlegs er mest en hyldest til 90’ernes seriemorder-thrillere som Ondskabens øjne og David Finchers Se7en – eller næsten alt andet af Fincher, en filmskaber, der har rejst i de samme mørke korridorer, som Perkins også synes at foretrække, i hvert fald filmisk.

Men hvem er Longlegs?

Vi bliver introduceret til Cages groteske totalteater Longlegs, men får ikke et fuldt kig på ham før et godt stykke inde i filmen. Indtil da ser vi ham kun skudt i torso-stil der aldrig afslører hans hoved og ansigt før senere. En af filmens mest “morsomme” scener involverer en kvindelig butiksekspedient, der står ansigt til ansigt med ham (men ikke os) og råber, at den mærkelige fyr er tilbage. Det er det eneste møde, han ser ud til at have, der ikke ender i blod og vold.

Cages tilstedeværelse bliver ikke præsenteret fuldt ud i et stykke tid, men hans væsen er der altid. Da vi endelig får den fuldstændige afsløring, er det en bizar figur, vi ser med langt snoret hår, tung Baby Jane-agtig makeup, der gør skuespilleren uigenkendelig og der tales med en klynkende, skrigende stemme, der rammer et meget højt og nærmest irriterende vokalområde.

Longlegs er en syg glam-rock hvalp, der laver porcelænsdukker af sine ofre og efterlader dem som spor. Han er også noget af en endimensionel skabelse af et satan/Manson-elskende menneske, der er gået amok, men også en, som Cage på sin uforlignelige måde nærmest forvandler til “kunst”. Dette er en Cage, der er milevidt fra roller som f.eks. Con Air. Dette er Cage, som du vitterligt aldrig har set ham før, og KORS, hvor jeg frydede mig! Vitterligt fra glam-rock til shock-rock!

Vi glemte næsten hovedrollen…

Meget mere jordnær er den kvindelige FBI-agent Monroe, som er dødsseriøs omkring sit job, især da det hele begynder at ramme tæt på hjemmet. Tænk på en krydsning mellem Agent Starling og Lisbeth Salander, og du har skabelonen for Lee Harker. Monroe er all-in på det og meget god, selv i sidste akt, hvor det hele eksploderer i røg, blod og satantilbedelse med en plotdrejning, der “heldigvis” er så genreoverdrevet med overnaturlige troværdighedsproblemer og karakterskift, at det næsten ødelægger det stemningsstykke, Perkins muligvis først satte sig for at lave. Instruktøren har indrømmet, at han ønskede at smide alle genrens troper ind i denne ene gryderet: øksemassakre, seriemordere, djævelen, dukker, mørke lader – you name it.

Eugenio Battaglias effektive lyddesign, er næsten en karakter i sig selv. Andres Arochi leverer den atmosfæriske cinematografi, som en Roman Polanski ville elske. Harlow MacFarlanes makeup-effekter er all-in på opgaven og kan bare give dig mareridt, hvilket sikkert sandsynligvis er det du higer efter.

Og the Endgame is?…

Longlegs halter lidt i midten, men den fremkalder også skumle video-grimheder, dæmoniske antydninger af Insidious og trækker meget fra 80’ernes ‘sataniske panik’. Så underkast dig dets dæmoniske mørke for en enestående, sensorisk filmisk gyseroplevelse, som vi horrorfans har ventet på i ganske lang tid.

Medie: Biograf

Instruktør: Osgood Perkins

Skuespillere: Maika Monroe, Nicolas Cage, Alicia Witt

Genre: Horror/Gyser/Thriller

Premieredato: 8/8/2024

Spilletid: 101 minutter

Selskab: Scanbox/Neon/C2

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.