Ad Banner

Anmeldelse

Lorelei and the Laser Eyes-anmeldelse – Et labyrintisk mysterium, der kræver sin spiller

Foto: Annapurna Interactive

Mest læste

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
7 december, 2024

En labyrintisk rejse gennem et dystert hotel fyldt med gåder og mystik. Lorelei and the Laser Eyes udfordrer både din tålmodighed og din logiske sans – men er det en oplevelse værd at dykke ned i?

Tidligere i år udkom Lorelei and the Laser Eyes, der er udviklet af det svenske studie Simogo og udgivet af Annapurna Interactive, til PC og Nintendo Switch. Nu er det blevet PlayStation-ejernes tur til at kaste sig over dette anmelderroste, men også kontroversielle puzzle-spil. Men er det virkelig værd at bruge tid på? Jeg har kastet mig ud i spillets mystiske labyrinter for at finde ud af, om dette er en oplevelse, der bør stå på din spilhylde.

Fra første øjeblik gør Lorelei and the Laser Eyes det klart, at det ikke er en traditionel spiloplevelse. Du bliver kastet ind i en dyster og gådefuld verden, hvor svarene er lige så skjulte som de mange nøgler, der skal findes i spillets klaustrofobiske hotel. Dette er ikke et spil, der blot serverer svarene på et sølvfad. Nej, her skal du selv grave dybt, slibe din logiske sans og gøre dig klar til at blive både fascineret og frustreret.

Velkommen til Hotel Letztes Jahr. Foto: Annapurna Interactive/Lau Eskildsen

På mange måder er Lorelei and the Laser Eyes et spil, der lever af sine kontraster. Det visuelle udtryk skifter mellem sort-hvide, minimalistiske flader og pludselige røde strøg, der bryder monotonien som skarpe laserstråler. De røde elementer dukker op på nøje udvalgte tidspunkter og tilfører spillet en næsten drømmende, surrealistisk energi. Samtidig føles det som en bevidst kommentar til spillets struktur – noget, der på overfladen virker enkelt og ligetil, men som gemmer på en langt mere kompleks kerne, der kræver tålmodighed og opmærksomhed at udforske.

Hotellet, hvor spillet udspiller sig, bærer det sigende navn Hotel Letztes Jahre. Hotellets labyrintiske struktur fungerer som en metafor for spillet selv, med rum, der tilsyneladende flyder sammen, og korridorer, der synes at føre tilbage til sig selv. Det er en kulisse, der både er forvirrende og fascinerende, og det kræver tålmodighed og en stærk hukommelse (og måske papir og blyant) at navigere i dens snørklede arkitektur.

Foto: Annapurna Interactive/Lau Eskildsen

Et af de mest iøjnefaldende temaer i Lorelei and the Laser Eyes er spillets intense fokus på matematik og tal. Alt fra simple nøglekombinationer til avancerede koder og brugen af lommeregnere, der kræver præcision og tålmodighed, gennemsyrer oplevelsen. Denne dybt indgroede fascination af systemer og mønstre fungerer som en gave for dem, der elsker at fordybe sig i intellektuelle udfordringer og lade hjernen arbejde på højtryk, men det kan også virke som en mur for dem, der savner en mere intuitiv tilgang.

Tidligt i spillet bliver du præsenteret for en plakat, der er revet i stykker, og opgaven er at samle den igen. Problemet er, at du på det tidspunkt ikke ved, at de små markeringer på plakaten først bliver relevante mange timer senere. Det er et designvalg, der på én gang kan føles fedt, når du endelig opdager sammenhængen, men som også kan virke enormt frustrerende, fordi det kræver, at du husker detaljer fra meget tidligere i spillet. Lorelei and the Laser Eyes kræver en konstant opmærksomhed fra dig, og til tider kan det føles, som om spillet straffer dig hårdt, hvis du mister fokus bare et øjeblik. Det er en tilgang, der uden tvivl er modig, men som også balancerer på grænsen til at være unødvendigt krævende.

Foto: Annapurna Interactive/Lau Eskildsen

I Lorelei and the Laser Eyes handler meget af oplevelsen om at låse op – både helt konkret og på et mere symbolsk plan. Spillet dvæler ved de små øjeblikke – lyden af en lås, der klikker op, eller den tilfredsstillende tone, når du indtaster en korrekt kode. De her detaljer er udført med en næsten overdreven omhyggelighed og giver dig små øjeblikke af glæde, selv når resten af spillet kan føles som en uendelig kamp mod kryptiske systemer.

Desværre bliver denne følelse ofte undermineret af en kluntet styring og et tungt menusystem. Selv simple handlinger som at navigere mellem spor og noter kan føles som en kamp mod spillets eget interface. For eksempel kræver det flere trin at bruge spillets indbyggede lommeregner eller blot det at gemme spillet, hvilket hurtigt bliver en kilde til irritation. De mekaniske udfordringer skaber en distance mellem mig som spiller og den verden, spillet forsøger at bygge op, hvilket er en skam, når ambitionerne ellers er så tydelige.

Foto: Annapurna Interactive/Lau Eskildsen

Spillets stemning er uden tvivl en af dets største styrker. Den mørke og ofte urovækkende lydside formår virkelig at forstærke følelsen af isolation og mystik. De knirkende lyde fra hotellets korridorer får det til at føles, som om noget skjult og udefinerbart hele tiden er lige uden for din rækkevidde. Musikken arbejder på samme måde – subtil, men effektiv – og bidrager til en spænding og fremmedgørelse, der perfekt matcher spillets særprægede visuelle stil.

Hotellets design er også en væsentlig del af spillets identitet. Hvert rum og hver korridor fremstår som små fragmenter af et større, nærmest ubegribeligt puslespil, hvor det kræver både tid og tålmodighed at forstå sammenhængen. De statiske kameraer, der præsenterer omgivelserne fra faste vinkler, kan til at begynde med gøre det svært at navigere, fordi de ændrer din opfattelse af, hvordan rummene hænger sammen. Det føles som om, spillet bevidst forvirrer dig, så du bliver tvunget til at tænke ekstra over din vej og de steder, du har besøgt. Nogle gange handler det om at huske, hvor du så en bestemt genstand, mens det andre gange kan være at forstå, hvordan en gåde, der først virkede umulig, pludselig giver mening, når du har samlet de nødvendige brikker fra andre dele af hotellet.

Foto: Annapurna Interactive/Lau Eskildsen

Konklusion

Når alt kommer til alt, er Lorelei and the Laser Eyes en oplevelse, der emmer af ambitioner og originalitet. Det er et spil, der forsøger at skubbe grænserne for, hvad et puzzle-spil kan være, og det gør det med en selvsikkerhed, der er både inspirerende og en smule intimiderende. Men det er også et spil, der kræver meget af sin spiller – måske for meget.

På mange måder er det svært ikke at beundre, hvad Simogo har skabt. Deres evne til at kombinere visuelle kontraster, matematiske mysterier og en surrealistisk atmosfære er imponerende, og det er tydeligt, at de har lagt sjæl og energi i hver eneste detalje. Men denne gang ramte det bare ikke mig. Spillets udfordringer og komplekse struktur føltes mere som en opgave end som en oplevelse, jeg nød.

Hvis du elsker spil, der presser dig til det yderste og ikke har noget imod at blive efterladt med flere spørgsmål end svar, er Lorelei and the Laser Eyes en unik oplevelse. Men hvis du foretrækker en mere strømlinet og tilgængelig spiloplevelse, bør du måske lede et andet sted.

Udvikler/Udgiver: Simogo/ Annapurna Interactive

Genre: Puzzle, Adventurespil, Indie-spil

Platform: PlayStation 5 (Anmeldt på), PlayStation 4, Nintendo Switch, PC

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Citizen Sleeper 2: Starward Vector udkommer 31. januar – Stort interview...
Instant-Gaming.com
Croc: Legend of The Gobbos er blevet udskudt