Nyheder

Lukkede efter årets dårligste spil – Nu er de tilbage!

Foto: WinFuture

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
27 september, 2024

Efter sidste års katastrofale lancering af The Day Before er Fntastic tilbage med en Kickstarter-kampagne og store løfter om gennemsigtighed og professionalisme

Kan du huske The Day Before? Sidste års måske største spilskandale?

Spillet, der skulle være et ambitiøst open-world survival shooter, viste sig at være et næsten tomt produkt. og en grov skuffelse for de tusindvis af spillere, der havde ventet på det. Det blev hurtigt fjernet fra de digitale platforme, og Fntastic, der var udviklerstudiet bag spillet, lukkede kort tid efter med en noget uheldig bemærkning om, at “shit happens” og skød skylden på såkaldte hade-kampagner.

Men nu, næsten et år senere, er Fntastic tilbage – eller rettere, de forsøger at komme tilbage. I et opslag på X har de præsenteret “Fntastic 2.0” og bedt spillere om hjælp via en Kickstarter-kampagne. Kampagnen skal finansiere deres nye projekt, Escape Factory, som beskrives som et co-op multiplayer spil, hvor man som spiller skal forsøge at flygte fra farlige fabrikker. Studiet lover i samme ombæring, at de har lært af deres fejl og nu fokuserer på ærlighed, gennemsigtighed og professionalisme.

Ifølge Insider Gaming har modtagelsen af deres Kickstarter dog ikke været overvældende positiv. I skrivende stund har kampagnen kun indsamlet godt 154 pund ud af deres mål på lige over 11.000 pund, og det ser ud til, at mange spillere har svært ved at tilgive Fntastic for The Day Before. Og selv med et løfte om en “uforglemmelig middag” med studiets grundlæggere for dem, der støtter med over 12.000 dollars, er det svært at forestille sig, at de får samlet de nødvendige midler. Men man må aldrig sige aldrig – og mere skøre ting er set før.

Alligevel må jeg indrømme, at deres comeback vækker en vis nysgerrighed hos mig. Det er svært ikke at undre sig over, om de denne gang faktisk kan levere, hvad de lover. Hvis de når deres mål på 200.000 dollars, vil spillet blive udviklet til alle platforme. Men spørgsmålet, der selvfølgelig står tilbage er: Er dette virkelig en ny begyndelse for Fntastic, eller endnu et tomt løfte fra et studie, der tidligere har svigtet spillernes tillid?

Selv om deres udmelding pirrer min nysgerrighed, forbliver min tegnebog dog lukket.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk