Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Metaphor: ReFantazio-anmeldelse – En overbevisende metafor for fantasiens magt

Foto: Atlus

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
7 oktober, 2024

Atlus, der er studiet bag den ikoniske Persona-serie, er tilbage med et nyt og spændende projekt i form af Metaphor ReFantazio. Det er det samme hold, der tidligere har stået bag succeserne Persona 3, Persona 4 og især Persona 5 Royal, som af mange anses for at være et af de bedste spil i jrpg-genren. Nu kaster Atlus' A-hold sig for første gang over et fantasy-spil, og det er tydeligt, at ambitionerne er store med Metaphor ReFantazio

I Metaphor: ReFantazio spiller du som en ung Elda-dreng, hvis navn er op til dig at bestemme. Elda-racen er i denne verden nederst i hierarkiet, og vores hovedperson må derfor finde sig i mangt og meget. Indledningsvist får vi ikke meget at vide om Eldaerne, og hvorfor der ikke er særligt mange tilbage af dem, men det er et præmis, som sætter tonen for et spil, der jonglerer med mange tunge temaer og ikke er bange for at vise, at det har noget på hjerte og en historie, det gerne vil fortælle.

Vi befinder os i en verden inddelt i stammer, eller rettere i racer. Hver race har sin plads i samfundshierarkiet, og med hver race følger et sæt fordomme, som har stor indflydelse på den måde, hver enkelt race behandles på af de andre racer. Nederst i hierarkiet finder vi Eldaerne, som vores hovedperson tilhører. Det stopper ham dog ikke fra at påtage sig en vigtig mission. Sammen med sin lille fe-følgesvend Gallica skal han infiltrere militæret i håb om at finde en kontaktperson, der kan hjælpe dem med at redde kongerigets kronarving. Arvingen har været offer for et attentat og er blevet ramt af en farlig forbandelse, som kun kan ophæves ved at dræbe manden bag, Count Louis. Med et par allierede ved sin side begiver vores hovedperson sig ud på en farefuld rejse for at fuldføre denne opgave.

Foto: Atlus/Lau Eskildsen

Vi befinder os også i en verden, hvor magi – eller magla, som det kaldes – spiller en central rolle. I kongedømmet Euchronia har The Sanctist Church opnået stor magt ved at monopolisere maglaen og kontrollere salget af de såkaldte magic igniters, som er nødvendige for at kunne beherske magi. Disse igniters er imidlertid dyre og derfor forbeholdt de få, hvilket yderligere understreger den sociale ulighed i dette samfund. Kirken har således sikret sig en nærmest uovervindelig magtposition, og samtidig er kongen ved at miste grebet om riget, da hans eneste arving er formodet død, og kongens autoritet vakler derfor under presset.

Metaphor: ReFantazio præsenterer et univers, der på mange måder er opdelt, både socialt og politisk, og hvor magtkampe, fordomme og kløfter mellem samfundslag er et gennemgående tema. Atlus jonglerer med disse temaer med stor dygtighed og formår at skabe et spil, der både er dybt i sin fortælling og fyldt med indhold, der tvinger dig til at reflektere over de problemstillinger, karaktererne står overfor.

Spillet åbner på dramatisk vis med et mord – ikke hvilket som helst mord, men et kongemord. Bag mordet står angiveligt Count Louis, et ungt og ambitiøst militært geni, der har set sig ond på den nuværende regent. Med kongens død, og uden en arving til tronen, kastes kongeriget Euchronia nu ud i usikkerhed og kaos, og en ny regent skal findes. Blandt favoritterne til tronen er netop Louis samt lederen af The Sanctist Church, Aestivum Forden.

Louis foran hans Gauntlet Runner. Foto: Atlus/Lau Eskildsen

På dagen for kongens begravelse vender den afdøde konge tilbage i magisk form som en svævende klippe og fortæller, at den kandidat, der kan vinde folkets gunst, vil blive den nye regent. Samtidig bliver det klart, at de ledende kandidater er beskyttet af kongens magi, hvilket gør det umuligt at gribe tronen ved magt. Andre midler må derfor tages i brug. Samtidig er kongedømmet truet af de kæmpemæssige monstre, der går under betegnelsen Humans, der angriber rigets borgere uden advarsel, og efterlader død og ødelæggelse overalt. Count Louis har gjort sig enormt populær ved at bekæmpe disse Humans, men hvad disse monstre er, og hvor de kommer fra, er endnu ukendt.

Alt dette fører til en konkurrence, eller en valgkampagne, på tværs af hele kontinentet, hvor kandidaterne må løse udfordringer for at opnå folkets opbakning og dermed kvalificere sig til tronen. For at få adgang til Louis og opnå hans opmærksomhed vælger vores hovedperson og hans følgesvende at deltage i konkurrencen, og dermed indledes en odyssé på tværs af kongeriget, hvor de, ved hjælp af deres store mekaniske transportmiddel, en Gauntlet Runner, oplever en verden fyldt med eventyr, udfordringer og nye venskaber, som former deres rejse.

Hovedpersonen har med sig på rejsen en utopisk roman, der beskriver det perfekte samfund – et samfund opbygget som et universelt demokrati, hvor alle, uanset race eller baggrund, har de samme muligheder og rettigheder. Denne roman er skrevet af More, der befinder sig i Akademia, et sted hvor nye Archetypes studeres og udvikles, og romanen bliver et centralt omdrejningspunkt for spillet. Det samme gør disse Archetypes, som er manifestationer af kondenseret magla, som vores hovedpersoner kommer til at beherske undervejs i spillet – tænk Personas fra Persona-spillene, og så har man en god idé om, hvad det handler om.

Foto: Atlus/Lau Eskildsen

I Metaphor: ReFantazio har du flere følgesvende med på din rejse, og ved første øjekast fremstår mange af dem som stoiske helte, men undervejs bliver deres personligheder og baggrundshistorier foldet ud. Den første, du møder, er Strohl, som stammer fra en adelig familie, der blev udslettet, da hans landsby blev angrebet af Humans. Strohl og de overlevende blev tvunget til at flygte til hovedstaden, og hans forældre mistede livet i forsøget på at redde så mange som muligt. Siden har Strohl forsøgt at forstå sine forældres opofrelse. Tidligere Atlus-spil har ofte introduceret din første følgesvend som en slags spasmager, men tonen i Metaphor: ReFantazio er anderledes og langt mere episk, og karaktererne portrætteres som personer med stærke værdier, men også med tydelige menneskelige svagheder, hvilket gør dem både relaterbare og sympatiske. Gennem spillet bliver dine bånd til følgesvendene dybere, og karakterudviklingen føles ægte, hvilket skaber en følelse af reelle venskaber.

Det er vigtigt at pleje dine venskaber, da hvert fremskridt giver dig bonusser, samtidig med at deres baggrundshistorier udfoldes. Disse historier er ofte både interessante og til tider sørgelige, men de giver dig altid en dybere forståelse for karakterernes bevæggrunde. Når du interagerer med dine venner, betyder dine dialogvalg samtidig også noget – vælger du svar, der falder i deres smag, bliver du belønnet med ekstra magla, som er afgørende for at udvikle dine Archetypes.

Tonen i spillet er både alvorlig og fyldt med hyggelige og morsomme stunder, der aldrig føles forcerede eller unaturlige. Metaphor: ReFantazio er ikke bange for at tage alvorlige temaer op, og undervejs behandles emner som racisme, fordomme, religion, død, hævn, demokrati og ulighed. Magt og imperialisme spiller også en stor rolle, men vigtigst af alt er det en historie om venskab og solidaritet. Spillet formår at vække følelser – et smil når en følgesvend begejstret fortæller om at spise en sandorms indvolde, men også en tåre i øjenkrogen, når en anden følgesvend deler sin historie om et ubærligt tab.

På eventyr med vennerne. Foto: Atlus/Lau Eskildsen

I Metaphor: ReFantazio vil du ikke blot bruge tid i de fem store lokationer, men også udforske andre områder af kongeriget. Rejse-elementerne i spillet føles som en ægte rejse og et eventyr, hvilket bliver understøttet af en fortæller, der under hver tur sætter os ind i, hvordan rejsen forløber. Samtidig er der en uforudsigelighed i, hvad du støder på undervejs, og det er ofte mellem destinationerne, at spillets flotteste scenarier dukker op. Pauserne på rejsen skaber også plads til at udvikle dine venskaber med følgesvendene, hvilket er en af spillets største styrker – din relation til spillets fremragende karaktergalleri føles ægte og naturlig.

En anden af spillets store styrker er dets narrativ. Selvom historien ved første øjekast virker som en simpel fortælling om hævn og retfærdighed, bliver den mere kompleks, jo længere du kommer ind i spillet. De underliggende lag af filosofiske og metaforiske temaer begynder at vise sig, hvilket gør det til en både åndeligt ambitiøs og ofte overraskende rejse. Katsura Hashino, der er spillets instruktør, demonstrerer igen sin evne til at skrive en historie, der både er dyster og kompromisløs, men også tankevækkende og rørende.

Foto: Atlus/Lau Eskildsen

Når det kommer til kampsystemet, vil erfarne Atlus-kendere hurtigt føle sig hjemme i Metaphor: ReFantazio. Systemet er turbaseret, hvor du vælger angrebene for alle deltagere i dit party. Med fire følgesvende ved din side kan du vælge mellem fysiske angreb eller bruge forskellige magiske evner. Både dine følgesvende og fjenderne har unikke styrker og svagheder, og det er afgørende at udnytte fjendernes svagheder for at få mest muligt ud af dine angreb. Archetypes spiller en vigtig rolle i kampene, da de giver dig adgang til magiske angreb, og jo mere du udforsker dem, jo stærkere bliver dine magiske evner. En væsentlig forskel fra Persona-spillene er, at du i Metaphor: ReFantazio kan bekæmpe svagere fjender uden at starte det turbaserede system, hvilket gør mange kampe hurtigere – en funktion, der føles kærkommen, selvom styringen kunne være en smule mere præcis.

Metaphor: ReFantazio er et helt utroligt stilsikkert spil, der har valgt en meget markant æstetisk retning. Spillet har en unik fantasy-anime-stil, der virkelig skiller sig ud, og det giver spillets verden en visuelt betagende fremtoning. Det er bare sindssygt lækkert. Punktum. Selv brugerfladen er en fryd for øjet og noget helt unikt og kunstnerisk. Derudover har man fået Nier Automata-kunstneren Koda Kazuma til at designe byerne, hvilket, sammen med alle de andre kunstneriske valg, resulterer i en visuelt overdådig og gennemført fremtoning, der gør spillet til en æstetisk oplevelse på et meget højt niveau.

Foto: Atlus/Lau Eskildsen

Et område, hvor Metaphor: ReFantazio har nogle få skønhedsfejl, er lydsiden. Musikken og stemmeskuespillet er gennemgående godt, og både de japanske og engelske skuespillere leverer en solid præstation. Som den purist, jeg er, begyndte jeg spillet på japansk, men som en del af anmeldelsen besluttede jeg mig for også at prøve den engelske udgave. Her blev jeg glædeligt overrasket over de britiske dialekter, som faktisk endte med at være en fornøjelse at lytte til. Musikken fungerer fint i forhold til genren, men når ikke helt op på samme ikoniske niveau som Persona 5’s soundtrack, men mindre kan også gøre det – og i sidste ende sad jeg og nynnede med på de forskellige melodier. Dog måtte jeg justere lydstyrken i spillets indstillinger, da musikken nogle gange var for dominerende i lydbilledet. På den tekniske side oplevede jeg desværre enkelte lydudfald, herunder en situation, hvor hovedpersonen talte uden at lyden fulgte med. Det er dog mindre skønhedsfejl i en ellers nærmest fejlfri teknisk præstation.

Selvom de små lydproblemer er tilgivelige, er det ikke spillets største udfordring. Når et spil strækker sig over 80-100 timer, er det svært at undgå gentagelser. Selvom Metaphor: ReFantazio konstant introducerer nye mekanikker og systemer, ender det alligevel med at føles repetitivt at kæmpe mod de samme fjender i dungeons, som med tiden bliver for ensformige. Da spillet desuden er ret udfordrende, kan det til sidst føles som en tidskrævende opgave at gentage de samme ting igen og igen for at få dine karakterer op på det rette niveau til at tackle næste udfordring. Atlus er kendt for at lave lange spil, men her føles længden som en hæmsko, og spillet kunne have stået skarpere, hvis man havde skåret en tredjedel af det unødvendige indhold væk. På den måde ville det undgå den konstante grinding og skabe en mere strømlinet oplevelse. Dog må man sige, at spillet giver dig meget indhold for pengene – det er blot en skam, at ikke alt når op på samme høje niveau, for når spillet er bedst, så er det mesterligt.

Kampsystemet i aktion. Foto: Atlus/Lau Eskildsen

Konklusion

Metaphor: ReFantazio er på mange måder en triumf for Atlus, hvor de med deres første store fantasy-titel formår at skabe et dybt og episk narrativt univers, der behandler store temaer som venskab, magt og ulighed med en sjælden alvor og dybde. Spillet trækker effektivt på Atlus’ erfaring fra Persona-serien, og især relationerne til følgesvendene, det strategiske kampsystem og de mange underliggende systemer gør spiloplevelsen underholdende og udfordrende. Visuelt er det imponerende med sin unikke fantasy-anime-stil, og karakterudviklingen føles meningsfuld, hvilket binder hele oplevelsen sammen på en stærk måde.

Dog har spillet sine svagheder, især i form af den overdrevne længde og den ensformige grinding, der trækker tempoet ud i de sidste dele. Selvom der konstant introduceres nye mekanikker, bliver de mange gentagelser af dungeons og kampe til sidst en trættende oplevelse. Havde spillet været mere strømlinet og skåret noget af det unødvendige fra, kunne det have stået endnu skarpere.

Alt i alt er Metaphor: ReFantazio et fremragende spil, der kommer tæt på perfektion, men holdes lidt tilbage af sin tendens til at trække i langdrag. Derfor ender det med at få fem ud af seks stjerner – et næsten mesterligt spil, der dog mangler den sidste skarphed for at nå helt i mål.

Udvikler/Udgiver: Atlus/SEGA

Genre: Turbaseret JRPG

Platform: PC, PlayStation 5, PlayStation 4, Xbox Series X|S (Anmeldt på) og Nintendo Switch

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk