Ad Banner
Ad Banner

Feature

Millioninvestering til nordiske spil – men hvor står Danmark?

Foto: Games Denmark, Techsavvy, Dansk Erhverv, This Aarhus, Behold.vc, Seeklogo

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
4 marts, 2025

Den Europæiske Investeringsfond investerer millioner i nordiske spilstudier gennem Behold Ventures. Men hvad betyder det for danske udviklere, og kunne Danmark selv gøre mere for at tiltrække investeringer?

Den europæiske spilbranche får et markant økonomisk løft, efter at Den Europæiske Investeringsfond (EIF), som er en del af den Europæiske Investeringsbank (EIB), har afsat 225 millioner svenske kroner – svarende til cirka 20 millioner euro – til at styrke nordiske spiludviklere. Pengene bliver kanaliseret gennem den svenske venturekapitalfond Behold Ventures, som investerer i mindre spilstudier i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

Ifølge en pressemeddelelse fra The European Investment Fund (EIF) er målet at hjælpe op til 23 europæiske spilstudier med at få finansiering i den tidlige udviklingsfase, hvor adgang til kapital ofte er en af de største udfordringer. EIF’s deltagelse skal samtidig tiltrække yderligere økonomiske aktører, så Behold Ventures når sin ambition om at samle 500 millioner svenske kroner i fonden.

– Den nordiske spilindustri er en af de mest dynamiske i verden, men adgang til kapital i den tidlige fase er afgørende for at fremtidens spiludviklere kan vokse, udtaler EIB’s vicepræsident Thomas Östros. Han forklarer desuden, at støtten til Behold Ventures skal hjælpe med at sikre den globale konkurrenceevne for nordiske spilstudier.

Pressemeddelelsen understreger også, at den europæiske spilbranche genererede 23,5 milliarder euro i omsætning i 2022 og vokser hurtigere end mange andre industrier. Branchen beskæftiger over 75.000 mennesker i over 5.000 spiludviklingsstudier og udgivere i EU, men oplever finansielle udfordringer, der kan hæmme dens konkurrenceevne globalt. Derfor er initiativet en kærkommen håndsrækning til nystartede spiludviklere.

Behold Ventures blev grundlagt i 2021 af erfarne branchefolk og har allerede investeret i 18 spilstudier i Norden og Storbritannien. Partner hos Behold Ventures, Magnus Kenneby, kalder EIF’s støtte for en “gamechanger” og mener, at det vil styrke den nordiske spilindustri yderligere.

De underskrivende parter fremviser aftalen, hvor Den Europæiske Investeringsfond (EIF) forpligter sig til at investere 225 millioner svenske kroner i Behold Ventures for at styrke den nordiske spilindustri. Foto: EuropaWire.

Hvordan kan danske spilstudier få del i finansieringen?

Danmark er blandt de lande, der kan få gavn af investeringen, men præcis hvordan det kommer til at ske, er endnu uklart. Det må dog formodes, at danske udviklere skal ansøge direkte hos Behold Ventures for at få del i midlerne. For mindre og mellemstore danske spilstudier, der mangler kapital til at realisere deres projekter, kan det være en oplagt mulighed for at sikre international finansiering.

Danmark har dog allerede en tilskudsordning gennem NIMBI, som fra 2025 til 2027 administrerer op til 15 millioner kroner årligt til spilprojekter. Disse tilskud kan kombineres med investeringsmidler fra fonde som Behold Ventures, hvilket kan gøre danske projekter mere attraktive for investorer.

Jan Neiiendam, der er direktør for NIMBI, ser positivt på initiativet og mener, at danske spiludviklere har gode forudsætninger for at få del i investeringerne:

– Fra mit synspunkt er danske spiludviklere derfor godt positioneret i forhold til at kunne hente investeringer fra den nye Behold-fond. Hvis de for eksempel først har fået tilskud fra NIMBI, vil det tjene som “proof of idea eller concept”, som gør, at investorer har mere appetit på at se på en businesscase. Med andre ord – det er efter min mening en super nyhed, at EIF & Behold laver dette initiativ netop nu, hvor den danske spilbranche både har kapacitet og evner til at udnytte de nye investeringsmuligheder, uddyber han til Arkaden.

Spørgsmålet er dog, om Danmark burde have sin egen investeringsfond, der er endnu mere målrettet spilbranchen. Flere nordiske lande arbejder på at etablere lignende ordninger, og hvis den danske spilbranche skal kunne konkurrere internationalt, kunne et tilsvarende initiativ være en oplagt mulighed. Jan Neiiendam forklarer, at NIMBI og NFI i Norge har en tilskudsordning, som ofte er omtalt som støtteordninger, mens stort set alle andre lande i Norden alene har investeringsordninger, som ligner det, vi kender fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond og EIF/Behold Ventures. I Sverige undersøger man desuden i øjeblikket, hvordan man kan oprette en kulturordning, der minder om den danske model.

Derfor er Danmark allerede godt positioneret, og NIMBI arbejder på at samle og formidle den viden, der kan sikre, at en investeringsordning som EIF’s bliver brugt effektivt her i landet. Men samtidig kunne Games Denmark og Kulturministeriet også være relevante aktører i en dialog om, hvordan danske spilstudier bedst kan drage fordel af internationale investeringsmuligheder.

Niels Wetterberg, der er direktør for Games Denmark, kommer i den forbindelse denne kommentar til Arkaden:

– Det er rigtigt gode nyheder for vores nordiske branche. Fonde med et kommercielt sigte skaber sunde krav til markedspotentialet i selskaberne og projekterne. Vi ser heldigvis, at interessen for at skyde penge i spilbranchen er vækstende. De traditionelle investorer har fået øjnene op for, at spilbranchen har enormt meget at byde på. Og netop med Nimbi er der nu et stort potentiale i at få kulturpenge og private midler til at arbejde sammen for at løfte det, vi allerede gør så godt i Danmark.

Behovet for flere initiativer i Danmark?

Med de eksisterende tiltag som NIMBI og de investeringer, der nu rettes mod Norden gennem EIF og Behold Ventures, virker det oplagt at undersøge, hvordan Danmark i endnu højere grad kan styrke sin spilindustri gennem lignende initiativer.

Vi har bedt Kulturministeren om en kommentar til, hvordan man politisk kunne arbejde for flere af denne type ordninger, men han er i skrivende stund ikke vendt tilbage. Som beskrevet tidligere i artiklen er der allerede mange gode tiltag i gang, men spørgsmålet er, om man bør udvide indsatsen for at sikre endnu bedre rammevilkår for en branche i hastig vækst.

Med det momentum, dansk spiludvikling oplever i disse år, er det afgørende at gribe mulighederne, mens de er der.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk