Mest læste
Er der stadig bid i Nosferatu?
Nintendo Switch 2 annonceres denne uge!
Ghita Nørby 90 år: Her er hendes 10 mindst folkelige filmroller!
The Blood of Dawnwalker Cinematic Trailer er lige landet, og den ser sprød ud!
Tidligere Bioware spildesigner langer ud efter Dragon Age: The Veilguard
I hvilken rækkefølge skal du se Abernes Planet-filmene?
Stor patch til Path of Exile 2 denne uge!
Ny trailer til Phantom Blade Zero snart!
Assassin’s Creed: Shadows hovedperson ikke længere Samurai på den japanske Steamside!
Plunderstorm vender tilbage til World of Warcraft
20 år efter Nikolaj Arcels Kongekabale vender Ulrik Torp igen tilbage til et folketingsvalg, denne gang træt og udslidt i en politisk thriller, der mangler sin spænding
Den danske mesterinstruktør Nikolaj Arcel debuterede i 2004 med filmen Kongekabale, der udover at være årets danske film med 558.000 solgte biografbilletter, også var et anmelderhit. Filmen var bygget over bogen af samme navn af forfatteren Niels Krause-Kjær.
Den dengang 34-årige Anders W. Berthelsen spillede den unge journalist Ulrik Torp, der fik tildelt opgaven at dække valget for Dagbladet. Sammen med freelancejournalisten Henrik Moll (spillet af Nicolas Bro) lykkes det til slut i filmen for Torp at afsløre det politiske komplot og den magtliderlige Dreier (Søren Pilmark) på landsdækkende tv.
Filmen havde manuskript af Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg og var fuld af spændingsmomenter, der overlappede hinanden, i en superunderholdende film om noget så ellers kedeligt som politik. Men med Arcel bag roret blev filmen til en dansk nyklassiker, der banede vejen for hans internationale karriere.
Nu har man så valgt, tyve år efter, at lave en efterfølger med ca. halvdelen af vinderholdet fra dengang, hvilket denne gang kun bliver halvt så godt eksekveret.
Sandhedens time, 20 år efter
20 år er gået, og Ulrik Torp er efter fem års ledighed tilbage på Dagbladet, dog som en fire ugers praktikant, hvor hans gamle kollega og nu chefredaktør Henrik Moll (atter Nicolas Bro) beder ham dække et mord på en ung fuldmægtig, der arbejdede i Indenrigsministeriet. Langsomt men sikkert fører sagen Torp i nettet på en politisk sammensværgelse, der truer selve fundamentet for vores samfund. Men de eneste, der tror på ham, er avisens unge praktikanter Emma (Mathilde Arcel) og Simon (Patrick A. Hansen). Og så går det ellers slag i slag med valgsvindel, købt presse og dødstrusler.
Det er ikke kun Hollywood, der nyder godt af reboots, remakes, prequels osv. Også herhjemme synes trenden at gå i fuld galop. Senest i film som Nattevagten – Dæmoner går i arv, Jagtsæson 2: I medgang og modgang og den kommende efterfølger til Biografklub Danmark-“film”-rædslen Madklubben.
Nordisk Film udsendte i sin tid Kongekabale, og nu har SF-Studios fulgt op med denne, som ifølge pressematerialet dog kun er en sequel for det publikum, der ønsker at se den sådan. De skriver desuden, at den som historie står alene som en topaktuel politisk thriller om demokratiets status. Nuvel ja. Hvad nu hvis “de gode” viser sig at være “de onde”? Det er præmissen for Niels Krause-Kjærs bog Mørkeland, skriver de videre.
Undergravende politik i light-udgave
Nu har jeg ikke læst nogle af bøgerne, men jeg kunne forestille mig, at Mørkeland i bogform indeholder ligeså meget spænding som den, Nikolaj Arcel forvaltede i den første filmatisering.
For SF-Studios har “valgt” at skifte Arcel ud med instruktøren Mikkel Serup, der udover udskiftningen af Kongekabale-manuskriptforfatterne Arcel og Rasmus Heisterberg med manuskriptforfatter Marie Østerbye, der tidligere bl.a. har skrevet for Rita og Hjørdis, tidligere bl.a. har instrueret Klassefesten 2: Begravelsen, to episoder af Forbrydelsen og tre episoder af Kastanjemanden.
Dette kunne tydes som om, at Mørkeland er en Kongekabale-light, og det er lige præcis præmissen.
Talentet Berthelsen
Anders W. Berthelsen og den evigt yderst tilfredsstillende Nicolas Bro leverer et bravt forsøg på at tilføre handlingen bare en nogenlunde anstændig kamp for spænding, men lige meget hjælper det.
Historien er ellers fuld af korrupt valgsvindel, som vi kender fra Donald Trump, martyrspil som kun en Mette Frederiksen kunne levere, og beskidt købt pressefrihed. Der leveres masser af S-togsbilleder med kørende tog i skumringens aftentimer og optakter til en spænding, vi alle venter på. Men der forløses ikke. S-toget derimod, eller filmen, stopper op, tager en pause, udskifter sine passagerer og kører videre som en køreplan, der bare skal overholdes.
Det til tider hakkende manuskript med let sjusket dialog leverer også en ufrivillig kluklatter, når Berthelsen frustreret må udlevere replikker som: “Jeg er ikke din ven, ikke din far. Jeg er ikke en SKID!”. Berthelsen har heller ikke held med kemien til skuespilleren Patrick A. Hansen, der spiller praktikanten Simon, der fremstår som et uheldigt komisk indslag. I Berthelsens levering fungerer det nogenlunde, men det er filmens held.
Berthelsen er ved at komme op i den helt store hjemlige liga af stjerneskuespillere, og hans erfaring, fraseringer og realisme er ved at ramme toppen af hans talent. Hans rolle som Ulrik Torp er filmens anker og mest interessante historie, og hans udvikling er spændende at følge, hvilket en tv-serie nok havde givet en bedre udmøntning.
Mørkeland er desværre mere en mørklægning.
Mon man allerede bemærker forskellen ved at sammenligne trailerne?:
Medie: Biograf
Instruktør: Mikkel Serup
Skuespillere: Anders W. Berthelsen, Nicolas Bro, Tommy Kenter,
Lene Marie Christensen, Charlotte Munck
Genre: Drama, thriller
Premieredato: 22.8. 2024
Spilletid: 99 minutter
Selskab: SF-Studios
Om skribenten:
Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder
Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.