Ad Banner
Ad Banner

Førstehåndsindtryk

Neva-preview – En oplevelse for krop og sjæl

Foto: Nomada Studios

Af Emil Øgaard
23 juli, 2024

Udvikler bag Gris udkommer snart med et spil, som ser særdeles lovende ud!

Først og fremmest: Hvis du endnu ikke har spillet den atmosfæriske puzzle-platformer, Gris, endnu, er det med at komme i gang. Det er en 4 timers kondenseret spiloplevelse, som er det hele værd. Det kan bl.a. spilles via Game Pass eller den platform, du nu foretrækker.

Til Summer Games Fest 2024 fik vi en ‘world premiere’ på Nomada Studios nyeste spil, Neva. Nomada Studio, der tidligere har udviklet Gris, er én af de mere interessante indieudviklere på markedet. Med en lille hold formår de at holde en klar visuel tilgang blandet med en simpel gameplay-struktur.

Samme filosofi er gældende i Neva, som jeg har fået lov til at prøve en demo af. Er Nomada Studios en one-trick pony eller er de ved at lave endnu en nyklassiker?

Pigen og ulven

Neva starter stærkt ud med en meget emotionel scene, hvor vores kvindelige hovedkarakter, Alba, er ude i skoven med sine to ulve-lignende væsner. Den ene ulv er større end den anden og er højst sandsynligt moderen til den lille hvalp. Ude i skoven bliver de overfaldet af nogle mørke skikkelser, der til sidst dræber moder-ulven. Dette efterlader Alba tilbage med ansvaret for den lille hvalp.

Hvalpen har navnet Neva, og spillet tegner sig til at komme til at omhandle hovedkarakterens bånd og opdragelse af hvalpen. Allerede i demoen viser den nogle meget emotionelle sider af forholdet mellem de to, hvor man som spiller påtager sig en moderrolle. Nu har jeg ikke selv børn endnu, men jeg kan forestille mig, hvordan spillet kommer til at ressonere med forældrer.

I demoen fik jeg kun lov til at spille, mens Neva stadig er hvalp. Dog tror jeg, at jo længere man når ind i spillet, desto stærkere bliver Neva og ens bånd til den. På mange punkter mindede spillet mig som en blanding af The Last Guardian og Planet of Lana, hvor man også har en skabning, man skal passe på. Modsat disse spil er ens egen karakter en stærk sværdkæmper, der for alt i verden skal beskytte Neva og ultimativt redde skoven fra de sorte skiggelser.

Mørke skikkelser truer fauna og flora i den smukke skov. Foto: Nomada Studios

En velkommen udvikling

Hvis man har spillet Gris, er det tydeligt for enhver, hvor virtuose Nomada Games er i deres opbygning af puzzle-platformer-elementet i deres spil. Det føles utroligt responsivt at styre karakteren og hoppe rundt i 2D-landskabet.

I Neva har de bevaret det fremragende puzzle-platformer-element, men har også taget det til nye højder ved at implementere et kampsystem. Kampsystemet er fuldendt med, at man kan dodge, hvilket også skal bruges til platforming-delen.

Kampsystemet kan på mange måder sammenlignes med giganterne, Hollow Knight og Ori-spillene, i måden, det føles på. Selvom fjenderne ikke er ligeså svære som i disse spil, giver det stadig en helt anden dynamik til spiloplevelsen.

Den visuelle stil er noget for sig. Ligesom i Gris hopper man rundt i et pittoresk landskab, der kan minde om et akvarel-maleri. Det er et af de allersmukkeste 2D-spil, jeg har spillet. For grafikken behøver ikke at være fotorealistisk for at kunne noget. Når nogen er så kompetente til at få den visuelle stil og gameplay til at gå op i en højere enhed, kan man ikke andet end at beundre værket.

De pittoreske er simpelthen en fryd for krop og sjæl. Foto: Nomada Studios

Sansemæssig bombardement

Udover det visuelle og gamplay-mæssige har Nomada Studios fået Berlinist, der også lavede soundtracket til Gris, med på vognen igen. Selvom lydlandskabet er lidt anderledes, så rammer det samme høje kvalitet som i Gris. Det er fortryllende, hvor meget det løfter oplevelsen, hvor alle sanser bliver stimuleret. I demoen er der vitterligt ikke mange fingre at sætte.

Hvis jeg dog skal lege djævlens advokat og sætte mine fingre på noget, er det små performancemæssige glitches. Af og til forsvandt Neva bare for at vende tilbage i en af kampene. Nogle gange glitchede spillet også, når den gik fra gameplay til cutscene. Men alt dette kan man se igennem fingre med i en demo. Fejlene er sikkert allerede rettet til, mens jeg skriver dette.

Demo-versionen, jeg spillede, var den, de også prøvede til on-site eventet til Summer Games Fest. Og hvis man har hørt dem, der var til stede, var de også positivt overraskede over spillet. Dette kor kan jeg kun stemme med i.

Din er opgave er at beskytte Neva mod alle slags situationer. Foto: Nomada Studios

Konklusion

Neva ser ud til at blive Nomada Studios bedste titel til dato. Det føles omend mere raffineret end Gris, selvom man ikke troede, det var muligt. Tilføjelsen af det dynamiske “mor-barn”-bånd og kampsystemet kommer til at blive interessant at følge i det fulde spil. Det lover allerede rigtigt godt.

Neva er sat til at udkomme i 2024 på PC, Nintendo Switch, PlayStation 5 og Xbox Series S|X.


Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.





© Copyright - arkaden.dk