Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Ninja Gaiden 2 Black-anmeldelse – Blodig elegance i kaotisk forfald

Mest læste

Ad Banner
Af Morten Vilstrup Pedersen
5 februar, 2025

Ninja Gaiden 2 Black er efterhånden den femte udgave af Ninja Gaiden 2 og det er svært at vurdere om det er galt eller genialt

Ninja Gaiden 2 Black blev shadow-droppet efter den seneste Xbox Developer Direct. En lille sukkerknald til fans som ser frem til 4’eren senere på året og måske et håb om at indfange nye fans til franchisen inden det næste spil. Men hvorfor Ninja Gaiden 2 Black? Det er ikke første gang at dette spil er udgivet… Det er heller ikke anden gang… Eller er det? Det er blevet udgivet i så mange forskellige versioner og til forskellige platforme, at man nærmest skulle tro det var Todd Howard, der smilende gemte sig bag ninjamasken.

Faktum er at Ninja Gaiden havde sin start på Xbox for mere end 20 år siden. Det er nostalgisk for mange og en franchise der har ligget på hylden i en del år. Personligt kan jeg huske Ninja Gaiden fra de gamle Xbox 360 dage, en af mine venner var svært begejstret for det dengang (Der var ikke samme begejstring at spore i ham for denne remaster desværre), men for mig er det min første rigtige indgang til serien, og det vil afspejle sig i nogle dele af min anmeldelse. You’ve been warned.

Blodsprøjt og dæmoner i bedste kvalitet

En af spillets største styrker er uden tvivl dets brutale og blodige action. Fra det øjeblik man trækker sit sværd, bliver man mødt af en grusom og overdrevet voldsfest, hvor hoveder bliver hugget af og ruller hen ad vejen. Det er klassisk japansk stil, der formår at ramme den unikke balance mellem seriøsitet og fuldstændig over the top. Hvor ellers skulle finder man ulve med knive i munden som våben?

Spillets æstetiske variation imponerer også. Fra de futuristiske neonlys i Tokyo til de lysende grønne jungler og den dystre, brændende dæmonverden – der er masser af visuelle perler at nyde undervejs. Samtidig underbygger den energiske rockmusik kampene og skaber en intens stemning, mens man hakker sig igennem horder af fjender. Det er svært ikke at lade sig rive med i de bedste øjeblikke, hvor kombinationen af god musik, kreative våben og varierede fjender skaber en medrivende rytme. For det er den rytme der er kernen i spillet. Du skal fremad og ikke tænke over særlig meget andet.

Vi lister os afsted på tå – Foto af: Morten Vilstrup Pedersen / Team Ninja

So we meet again Mr. Stairs

Desværre begynder problemerne hurtigt at melde sig. Først og fremmest lider spillet af en kluntet styring, der ofte gør det mere udfordrende at navigere gennem miljøerne end at besejre fjenderne. Trapper bliver en konstant kilde til frustration, og visse segmenter, som at klatre op af store tandhjul senere i spillet, tester ens tålmodighed på en måde, der føles mere som et spørgsmål om held end dygtighed. Spillet er jo selvfølgelig stadig en opgradering af et 360’er spil, og det kan mærkes. Det er her man kan se forskellen på en remaster og ikke en remake. Er det charmerende at spillet har samme styring som Mr. Bean, der sidder på toppen af hans lille Mini. Lidt, måske, men ikke når man falder ned fra den samme forhindring for 30. gang.

Kameraet gør heller ikke meget for at hjælpe – det virker ofte som om, det forsøger at fokusere på én fjende uden rigtig at gøre det, hvilket gør det svært at orientere sig og reagere på angreb. Spillets manglende visuelle hints og blokering af fjender forværres yderligere af tekniske problemer som hakkende kamera og manglende frames, hvilket ødelægger flydende gameplay. Det hjælper heller ikke at kæmpe mod brune skeletter i en endnu større bunke af brune skeletter. Giv mig lige en chance!?

Det lidt brunt i brunt ikk’? – Foto af: Morten Vilstrup Pedersen / Team Ninja

Noget med dæmoner og verdens undergang

Historien, eller mangel på samme, er også et skuffende aspekt. Sidekarakterer bliver aldrig introduceret ordentligt, og man sidder tilbage med en følelse af, at plottet mest af alt er en undskyldning for at føre spilleren fra én spektakulær kamp til den næste. Den engelske dub gør heller ikke meget for at hjælpe. Stemmeskuespillet mangler indlevelse, og animationerne, der skal understøtte dialogen, passer sjældent til stemmerne, hvilket ofte river én ud af oplevelsen.

Det er svært at gøre dette bedre i en remaster, men måske man kunne have tilføjet lidt ekstra tekst mellem kapitlerne for lige at fylde hullerne ud. Det er måske lidt unfair at vurdere spillet på dette parameter, men jeg synes det bør nævnes i tilfælde af at man som ny fan overvejer at springe på toget.

Jeg har rost den visuelle del tidligere, men der er altså også lidt skår i glæden. De første scener ser næsten dårligere ud end i tidligere versioner. Det virker til at lyset i de mørke scener ikke helt er som det skal være og undervejs er der diverse frame skips og en del grafiske fejl og visuelle artefakter. Det værste fejl ramte mig dog til allersidst i spillet. Efter jeg var mør af en rematch mod alle spillet bosser, så kom prikken over i’et – den sidste boss var meget buggy – en kamp, der skulle være klimaks, ender med at blive en skuffelse, når bossen gentagne gange går ind i væggen og gør det pinagtigt nemt at vinde. Jeg følte næsten jeg gjorde ham en tjeneste ved at aflive ham. Forhåbentlig er det kun mig, der blev udsat for det.

Det er plottet vi kom for ikke? – Foto af: Morten Vilstrup Pedersen / Team Ninja

Mini New Game+

Jeg spillede spillet igennem på normal uden de helt store udfordringer, i hvert fald ikke før til sidst. En lille hurtig sag på omkring 13 timer. Men hvis du forventer udfordring, så bliver du ikke skuffet. Når først spillet er gennemført, har du rig mulighed for at tæske dig igennem mange flere dæmoner. Enten gennem Tag Missions eller Chapter Challenges.

Tag Missions giver dig mulighed for at kæmpe mod alle slags monstre i forskellige baner med to karakterer af gangen. Chapter Challenges er hvor du kan spille de forskellige Chapters igennem igen på højere sværhedsgrader, men med dit nuværende udstyr. En lille slags New Game+. Det er her at man kan se de tidligere tiders arkade penselstrøg. Det er sjovt, old school og kombineret de teknikker/knapkombinationer der er til hvert våben, kan man næsten ikke gøre andet end at tænke lidt på den store rival fra tidligere tider Tekken.

Konklusion

Hvis man har lyst til at hakke dæmoner i smadder i et spil, hvor brysterne på de kvindelige karakterer er større end plottet, så skal du give dig i kast med Ninja Gaiden 2 Black. Det er en slags Dark Souls på speed uden at være helt så svært. Du skal dodge og blocke, men vejen frem er aggressivitet og afhuggede hoveder. Masser af våben, fjender og bosser står i kø til at underholde og udfordre dig, selvom man klør sig lidt i nakken når man skal kæmpe mod en kæmpe flyvende fisk, som mest af alt ligner en krydsning mellem terminatoren fra T2 og en rigtig grim dybhavsfisk.

Det er ufatteligt svært at svare på om spillet er lavet til nye fans der lige skal nå at få lidt med inden 4’eren kommer eller om det er lavet til trofaste fans af serien, og jeg har også været meget splittet undervejs. Det virker nok mest som om det er lidt midt imellem og det mudre lidt oplevelsen. Det er en flot remaster, hvor noget er gjort godt, og noget føles stadig som et meget gammelt spil. Det er visuelt flot, men man skal være forberedt på en meget løs historie, samt en styring der tager tid at mestre, og meget af tiden vil frustrere en som forsøgte man at spille Magic The Gathering. Skulle man sidde med et par dage på hånden op til det stjernespækkede forår, kan Ninja Gaiden 2 Black godt anbefales.

Udvikler/Udgiver: Team Ninja/Koei Tecmo

Genre: Action adventure, hack n’ slash

Platform: PC, Xbox Series S|X (Anmeldt på), PlayStation 5

Morten Vilstrup Pedersen – Skribent & Anmelder


Morten har en bachelor i Engelsk, og arbejder til daglig med Salg og Service i det mørke Jylland. Hans allerførste rigtige spiloplevelse var Pokemon Blå på tysk i de glade GameBoy dage. Det rangerer også ret højt på listen over yndlingsspil, men nr. 1 må absolut være Neverwinter Nights. Alt, der kan games på skal der games på, og han ejer derfor både PC, Xbox, PlayStation og Switch.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Ny Episode af Arkaden Podcast – Xbox er verdens største spiludgiver!...
Hils på Spilprisen 2025’s JURY- Dagbjört Jónsdóttir, passioneret spiludvikler...