Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Nintendo ignorerer klage over stjålet spil

Foto: Nintendo

Af David Darville
3 marts, 2025

En indieudvikler har fået sit spil stjålet og solgt under et nyt navn på flere digitale platforme – heriblandt Nintendo eShop.

Ifølge GameRant opdagede Steelkrill Studio, at deres spil The Backrooms 1998 var blevet kopieret næsten én til én og genudgivet som Backrooms Horror Escape af en udgiver kaldet “COOL DEVS”.

Efter at have klaget til Xbox og PlayStation lykkedes det Steelkrill at få spillet fjernet fra deres digitale butikker. Men hos Nintendo mødte de en mur. Ifølge udvikleren har Nintendo afvist deres DMCA-klage og vurderet, at der ikke er noget galt med den kopierede version, som stadig kan købes på eShop.

For at understrege lighederne mellem de to spil har Steelkrill delt en sammenligning på X, hvor de viser forskellene – eller manglen på samme – mellem originalen og den kopierede version.

Problemet rammer især mindre udviklere, som ofte har svært ved at få fjernet kopier af deres spil uden juridisk hjælp. Samtidig står spillere i en svær situation, da Nintendo, i modsætning til Steam, ikke tilbyder refusion. Hvis nogen ved en fejl køber et kopispil, er pengene tabt. Spørgsmålet er nu, om den voksende opmærksomhed på sagen vil få Nintendo til at ændre kurs – eller om spillet forbliver på eShop.

David Darville – Skribent & Anmelder


David har en Master i IT-ledelse, hvor digitalisering var et af de primære interessepunkter i hans uddannelse. Han har også en baggrund som skribent hos Det Danske Gaming Forum. Han excellerer især inden for FPS-spil som Warzone, men hans hjerte banker for udfordringerne i Soulslike-genren. Med en controller i hånden siden den første Nintendo blev tilsluttet familiens gamle 28” billedrørs-TV, brænder hans passion for at udforske gaming-universet stadig stærkt.





© Copyright - arkaden.dk