Ad Banner

Nyheder

Nintendo køber ind hos Embracer

Foto: Gematsu

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
21 maj, 2024

Nintendo køber det amerikanske studie, Shiver Entertainment

Nintendo har indgået en aftale med Embracer Group om at erhverve 100% af aktierne i Shiver Entertainment og gøre det til et datterselskab under Nintendo-paraplyen. Det offentliggør Nintendo selv i en pressemeddelelse

Shiver Entertainment er et amerikansk studie med base i Miami, der udvikler software til flere platforme, inklusive Nintendo Switch. Siden grundlæggelsen i 2012 har Shiver samarbejdet med forskellige udgivere og udviklere om store spilprojekter og har for nylig arbejdet med at portere titler som Hogwarts Legacy og Mortal Kombat 1 til Nintendo Switch.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at Nintendo vil købe 100% af aktierne i Shiver Entertainment og gøre det til et helejet datterselskab. Derudover fremgår det, at købet gør det muligt for Nintendo at indlemme Shivers erfarne og dygtige udviklingsteam, hvilket sikrer Nintendo højt kvalificerede ressourcer til portering og udvikling af software-titler. Fremadrettet vil Shiver Entertainment dog fortsætte med at portere og udvikle software til flere platforme, og altså ikke kun til Nintendo Switch.

Afslutningsvis står der i pressemeddelelsen, at købet af Shiver Entertainment vil blive gennemført, når alle relevante betingelser er opfyldt. Der er i skrivende stund ikke yderligere informationer om købets økonomiske størrelse.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk