Vi har tidligere her på Arkaden anmeldt filmen MaXXXine. Problemet med denne film var dog, at den mere var en kærlighedserklæring til slasherfilmen, end en decideret god film. Kærlighedserklæringen var så stor at handlingen nærmest stod i 4. række. Men hvad snakker Arkaden så om?

Vi mener, du hellere skal se den RIGTIGE vare!

Et gammelt ordsprog siger: “Italians do it better”, og er man blandt de heldige seere, der har stiftet bekendtskab med folk som Dario Argento, Lucio Fulci, Mario Bava og Sergio Martino, ved man nok, hvad der snakkes om.

Men ved man ikke det, er der her lidt hjælp at hente. Men først skal vi lige en halvtreds år tilbage i tiden.

Det blodrøde Danmark i 1973

Var man tilhænger af danske film i 1973, var det film som På ‘en igen, Amalie, Mig og mafiaen, Olsenbanden går amok og øhhh, I jomfruens tegn, der kunne friste de danske biografgængere.

Men længere nede af hjørnet, i de mere snuskede biografer som f.eks. Nørreport Bio, som lå ved Nørreport station, kunne man se en helt anden vederstyggelighed, der ikke lignede den sædvanlige danske hakkebøf med bløde løg, asier og brun sovs. Her kunne man 2. juledag 1973 bese en film ved navn 7 mord i København, for “hyggeligt” skulle det jo være efter julegåsen. Det må have været et mindre chok for datidens biografgængere, for filmen fremviste, nogle for datiden, yderst blodige mord, der senere ville inspirere film som f.eks. Fredag den 13.-filmene.

I 1972 tog den italienske instruktør Sergio Pastore nemlig til København. Sergio Pastore medtog sit hold af italienske fotografer, lydmænd og italienske b-filmskuespillere som Anthony Steffen, Sylvia Koscina og Giacomo Rossi Stuart, der alle havde “fremtrædende” karrierer i sleazede giallos eller spaghetti westerns.

Resultatet blev en rigtig giallo-“style” krimi, der ikke ligner noget, vi før eller siden har oplevet i vores københavnske stræder.

Lad os se traileren her:

Hvad snakker Arkaden om?

“Giallo” stammer fra det italienske ord for “gul”. Og disse lækkert “trashy” psykoseksuelle thrillere fik deres farverige navn fra de engang vildt populære “kiosk” pulp-fiction bogformsmysterier, der typisk var gemt væk på bagerste reol.

Den første “rigtige” giallo-film var Mario Bavas 1962 “whodunit”, The Girl Who Knew Too Much. Men genren ramte ikke rigtig sin groovy, sadistiske “nerve”, indtil Dario Argentos 1969 mesterværk, The Bird with the Crystal Plumage, udkom.

Giallo for Dummies

Giallo involverer normalt en ukendt morder, der ligger på lur efter smukke kvinder. Denne morder vil kun blive set i hurtige klip, og den mørke, mystiske figur vil ofte bære sort tøj og handsker. Morderen vil også hyppigt bruge skarpe barberblade, slagterknive, reb og andre torturøse metoder i stedet for skydevåben til at myrde sine ofre. Historierne har ofte én hovedperson, der vil forsøge at undersøge og løse mordene. Når morderen endelig bliver afsløret, begår han/hun typisk selvmord eller bliver dræbt ved et “uheld” af et af sine ofre og efterlader alligevel mange ubesvarede spørgsmål. Et andet meget filmisk aspekt af den klassiske giallo er brugen af mareridt og drømmesekvenser, der tager beskueren ind i andre “verdener”. Ved at bruge psykiske visioner og uhyggelige drømme vrider instruktøren sit publikums gængse opfattelsesmønstre og “twister” typisk filmenes lineære historie i et puslespilsorgie af filmiske billeder, der tilføjer en nærmest psykedelisk skønhed til historien.

I 1972 toppede genren med hundredvis af gialli (nogle strålende, nogle knap nok sammenhængende). Alligevel endte Hollywood med at udsende amerikanske “giallos” som Klute, Eyes of Laura Mars og Klædt på til mord. Når det er sagt, er det alligevel notorisk vanskeligt at fastlægge den nøjagtige karakter af den filmiske giallo, for selvom en Dario Argento forbliver synonym med genren, begynder det overnaturlige fra Deep Red (1975) at krybe ind i hans arbejde. Det overnaturlige har dog ingen plads i den sande giallo – her handler det mere om det onde, der er gjort af mennesker, ikke hekse eller ånder. Forud for dette strakte Argento sig allerede og drejede sit regelmæssige thriller-plot af Four Flies on Grey Velvet (1972) ind i en forvirrende feberdrømmeoplevelse for publikum. En sådan ambition og abstraktion – en stilisering i modsætning til stilfuldhed – er atypisk for giallo-genren, som den eksistentielle absurdisme i Giulio Questis giallo-dekonstruktion Death Laid an Egg (1968) og Elio Petris L’assassino (1961, (også undertiden hævdet som den første giallo) eller, usandsynligt som det kan synes, Tinto Brass’ Col cuore in gola (1967). Alle disse film udviser intellektuelle og æstetiske bekymringer ud over genrens traditionelle anvendelsesområde. Argentos debutfilm, The Bird with the Crystal Plumage (1970), var imidlertid solid og yderst stilfuld, og “cash-in løbet” kunne begynde. Ja, undskyld mit lette “Cinemateket”-approach.

Mario Bava, Sergio Martino og alle de andre

Således gentages visse troper: “Mario Bava”-morderen; velhavende, stilfulde byfolk og eksotiske steder; pengemotiverede mord, næsten altid med en arv i mente; normalt med en seksuel vinkel og ofte involveret med gaslys; inkongruøse engelsksprogede stjerner (en personlig favorit: Johnny Mills i Massimo Dallamanos A Black Veil for Lisa (1968)); prolix (og ofte irrelevante) titler, der bugner af Argento-inspirerede dyr, farver, tal og ‘død’ eller ‘dræber’ (titler som: Fox With a Velvet Tail eller The Case of Bloody Iris); og nøgne kvindebryster.

Efter disse standarder er det ikke Argento, men Sergio Martinos “fire-film-parløb”, der udgør toppunktet i genren (tre med svigerinden Edwige Fenech, gialloens mest elskelige ansigt). Fra The Strange Vice of Mrs. Wardh (1971) til All the Colors of the Dark (1972) fremkalder Martino nogle glatte, spændende underholdningsfilm med snoede plots og smukke mennesker – et “greatest hits” af giallostjerner – der konsekvent rammer de forventede genreslag. Men stadig ikke alle – for eksempel bruger Martino ikke en udenlandsk stjerne før sin næste film med Suzy Kendall i Torso fra 1973. Så meget som dette nu ligner en giallo, drejer Martino her imod slasher-filmen med plot og karakter underordnet drabsparaden, til stor fryd for Hollywoods copycats.

En lignende “amerikaniseret” overgang er tydelig i Dallamanos ‘Daughters’-trilogi: What have you done to Solange? (1972), ses en uhyggelig gymnasielærer Fabio Testi, der undersøger en række mord for at rense sit navn. I What have you Done to your Daughters? (1974) er den tilskyndende omstændighed overgået fra privat sexklub til den mere offentlige forbrydelse af børneprostitution – og koncentrerer sig langt mere om politiets efterforskning end den sørgende fars. På tidspunktet for Enigma Rosso (1978), filmet efter Dallamanos fatale bilulykke, er Testi selv en betjent, og vi er i fuldt “poliziotesschi-mode”.

Men hvad med Viscontis Ossessione (1943), der stammer fra Mondadori-forfatteren James M. Cain? Eller den pæne håndfuld gialli fra Spanien og Grækenland? Og hvad er de Palmas Dressed to Kill (1980), hvis ikke den er giallo? I sidste ende er jeg fristet til at tro, at den mest pålidelige indikator er en flaske J&B whisky. Det er nemlig glædeligt forvirrende, hvor ofte denne genre holder. Og jeg holder af den.

De mest mindeværdige giallo-film i random uorden:

The Case Of The Scorpion’s Tale, 1971

Ligesom alle Sergio Martinos film er The Case of the Scorpion’s Tale (La coda dello scorpione) en visuel fornøjelse. Martino har altid forsøgt at gøre noget interessant visuelt – her hjælper uhyrlige zooms, et væld af ukonventionelle vinkler, mærkelige kompositioner og et flydende kameraarbejde med at eskalere spændingen. Martino bruger også utallige farvestrøg til maksimal effekt her, mere end i hans tidligere arbejder, og soundtracket er virkelig hypnotiserende, især hovedtemaet. Der er nok djævelske plotdrejninger til at holde seerne på tæerne og gætte identiteten af morderen lige indtil den næste “slutning”.

Black Belly of the Tarantula, 1971

Ligesom hvepsen, der bruger sin dødbringende brod til at dræbe sin ærkefjende tarantulaen, efterligner en psykotisk morder insektet ved at indsætte en giftspids akupunkturnål i bagsiden af offerets hals. Giften lammer ofrene, og morderen tvinger dem til at se deres egen død, mens han skærer dem op. De “opfindsomme” drab i Black Belly of the Tarantula (La tarantola dal ventre nero) er orkestreret med bemærkelsesværdig visuel flair og lever op til lignende værker fra Mario Bava og Dario Argento. Metoden til drabene er måske det mest interessante aspekt af Black Belly of the Tarantula, men der er mange flere grunde til at anbefale filmen. Paolo Cavara startede sin karriere med at “co-lede” den meget kontroversielle sleazy-dokumentar Mondo Cane og Kvinder i verden. Selvom han ville gå videre med en bred vifte af genrefilm, ville han kun deltage i sammenlagt to giallo-film, hvoraf Black Belly er hans mest “berømte”. Cavara dirigerer den beskidte sag med stil og præcision. Hver scene er stykket sammen med suggestive kompositioner, der giver dybere mening til, hvad vi er vidne til, og et “piercende” score af den hævdvundne Ennio Morricone intensiverer spændingen hele vejen igennem. Black Belly of the Tarantula er et stjernespækket “orgasmaboard” af Euro-kult skuespillerinder, med Claudine Auger, Barbara Bouchet og Barbara Bach. Det er en perfekt indgang til en verden af italienske thrillere.

A Lizard in a Woman’s Skin, 1971

Efter succesen med Dario Argentos The Bird with the Crystal Plumage satte den italienske filmindustri sig for at producere en række thrillere med dyre-relaterede titler. En af de første (og mest vellykkede) var Lucio Fulcis A Lizard in a Woman’s Skin (Una lucertola con la pelle di donna). På trods af sin giallo-status er Fulcis film et af hans fineste værker. Som en indviklet thriller fungerer Lizard særdeles godt, selv om dens klimaks falder noget skævt. Højdepunktet i filmen er en 11-minutters jagtsekvens gennem katakomberne i en kirke, og byder på en nervepirrende scene, der involverer “killer” flagermus og ender i et blodigt loftmøde. Styrken af filmen (som med de fleste giallos) ligger i det visuelle. Fulcis innovative kameraarbejde hjælper med at styrke følelsen af illusion hele vejen igennem, og Ennio Morricones sublime score supplerer billedernes mærkelige humør perfekt. Til tider er det lidt langsomt, men Lizard in a Woman’s Skin er en unik og vild oplevelse. Hold øje med den åbenlyse ripoff/hyldest til Hitchcocks The Birds.

Tenebrae, 1982

Generelt betragtes Dario Argentos sidste gode film, Tenebrae, som en tilbagevenden til den “gammeldags” klassiske giallo-formel efter eksperimenter med overnaturlige rædsler (Suspiria, Phenomena): morderiske galninge, sorte læderhandsker, morderens synspunkt, indviklede plotdrejninger, pulsdunkende technomusik og så videre. Tenebrae siges at være Argentos mest personlige film, da filmen efter sigende blev inspireret af, at Argento blev forfulgt af en fan – men endnu vigtigere, Tenebrae er hans mest selvrefleksive arbejde. Argento identificerer sig tættere med morderen i denne film end i nogen anden. Morderen fungerer som en kunstner, snapper fotografier af sine egne gerningssteder og dræber nogen efter at have stjålet en bog (Argentos måde at løse piratkopiering og bootlegging) – for ikke at nævne mordet på en lesbisk filmkritiker, der beskylder en mand med kvindehad, for at dræbe en Pauline Kael-lignende karakter a la Clint Eastwoods The Dead Pool. Filmen indeholder et utroligt langt kranskud, som efter sigende tog tre dage at filme, en scene de amerikanske distributører ønskede fjernet, selv om det er filmens højeste tekniske realisering. Af alle Argentos film er Tenebrae muligvis hans mest chokerende og seksuelt overtrætte film. Som forventet er Tenebrae fyldt med Argentos sædvanlige over-the-top kunstneriske motiver og blev skudt af Luciano Tovoli, som også var instruktør for fotograferingen på Suspiria.

The Strange Vice of Mrs Wardh, 1971

Instruktør Sergio Martino (også kendt som Italiens Roger Corman) beviser endnu en gang, hvorfor han skaber Giallo bedre end de fleste. Giallo-dronningen Edwige Fenech (Your Vice Is a Locked Room and Only I Have the Key, og mange flere) og George Hilton (Case of the Scorpion’s Tail) har hovedrollerne i The Strange Vice of Mrs. Wardh, en omhyggeligt gammeldags og spændende thriller med imponerende italienske steder, smukke autentiske interiører, ærefrygtindgydende filmviden(af Emilio Foriscot og Floriano Trenker) og fremragende lyddesign. (Bemærk brugen af en hjerteslagseffekt under en anspændt liv-eller-død-scene.) En række elementer er blevet løftet i senere film: For eksempel kan du genkende Nora Orlandis jamrende temamusik, som blev genbrugt i Quentin Tarantinos Kill Bill.

Et mord i en offentlig park bliver startskuddet for en lignende scene i Dario Argentos Four Flies on Grey Velvet, og et par sko, der stikker ud fra bag et gardin, blev også set i The Forbidden Photos of a Lady Above Suspicion (fra samme år) og senere duplikeret i Brian De Palmas vildt overvurderede Dressed to Kill. Når det er sagt, stjæler The Strange Vice of Mrs. Wardh også groft fra klassiske film, herunder Clouzots The Wages of Fear og Diabolique. The Strange Vice of Mrs. Wardh er en langsom “burner”, men det er lige så mindeværdigt og spændende som Argentos bedste film med dobbelt-cross taktik og “red herrings” alle steder, samt en twist-upon-twist slutning, der er helt uforudsigelig og mestrer i kraft af ikke at give videre mening. The Strange Vice of Mrs. Wardh har også en smart scene, der viser os en særlig smart måde at bruge isterninger på.

The House with Laughing Windows, 1976

Huset med de leende vinduer (La casa dalle finestre che ridono) åbner og slutter som en dødsens alvorlig meditation over lidelse og kunst. Denne følelse af angst begynder med en række meget foruroligende billeder i åbningen af titelsekvensen – en mand er lænket, tortureret og bliver gentagne gange stukket af to hætteklædte figurer. I en plage af skrig og smerte frembringes filmen midt i det slørede billedsprog, og en “voiceover” udtaler: “Farver, mine farver, de løber fra mine årer, farver, søde farver.” Selvom denne film ikke følger nogle af genrens konventioner, bliver fortællingen alligevel til en velkendt meta-fortælling: et mysterium bugner, en morderisk galning “slasher løs”, og et halvt dusin eller deromkring mistænkte er på fri fod. Instruktør Pupi Avati afslører en lille by fuld af hemmeligheder og overtro, og meget a la H.G. Lewis’ Blood Feast eller Michael Powells Peeping Tom, udforsker The House with Laughing Windows en dikotomi mellem kunst og død. Kunstneren ved hånden, Legnani, er besat af at fange på lærredet reaktionerne fra mennesker på netop det præcise tidspunkt for deres død. Filmen er bevidst langsom i tempo, men lider desværre af en midtersektion, der er rodfæstet for dybt i en ellers overbevisende kærlighedsinteresse. Mens det indviklede plot vil holde dig spændt fast indtil den egentlige ende, er det den chokerende konklusion (og jeg mener chokerende!), der vil brænde sig fast i din hukommelse i en meget, meget lang tid.

Don’t Torture a Duckling, 1972

De bedste Giallos kan prale af to hovedkomponenter – rædsel og mystik. Lucio Fulcis Don’t Torture a Duckling (Non si sevizia un paperino) har ikke helt et mysterium, og det lykkes heller ikke helt som en horrorfilm, men dette stilfulde moderne mordmysterium, som følger en seriemorder på krigsstien i en fjern syditaliensk landsby, betragtes som en Giallo af flertallet, så lad os bare gå med det. Lucio Fulci er ofte kritiseret som kvindefjendsk, og Don’t Torture a Duckling vil sikkert ikke hjælpe til hans forsvar, men filmen er også ganske underholdende og har en klog og kompleks social kommentar om virkningerne af pøbelens mentalitet på selvtægtsmandens retfærdighed, pædofili og den respektløshed, unge har for traditionelle værdier. På trods af et par mangler er filmen en smukt realiseret horrorfilm med nuancer af Arthur Millers The Crucible og et plot, der vil få dig til at gætte lige til det sidste.

Blood and Black Lace, 1964

Blood and Black Lace (Sei donne per l’assassino) er svag på plot, men rig på stil. Et af Mario Bavas mest gennemførte værker, Blood and Black Lace er et smukt stykke håndværk udført med blændende, uovertruffent brug af lyse farver og dybe skygger. Koreograferet med “grusom” præcision, med et altid mobilt kamera (monteret på en barnevogn grundet manglende budget), er Lace et spind af mord og intriger, forhøjet til et højere niveau gennem Bavas visuelle flair. Nogle hævder, at denne startede giallo-genren; andre krediterer Bay of Blood som værende den første sande giallo.

The Bird with the Crystal Plumage, 1970

En af de mest selvsikre instruktørdebuter i 70’erne, The Bird with the Crystal Plumage (L’uccello dalle piume di cristallo) var et box office-hit og gennembrudsfilm for mesteren af giallo, Dario Argento. Her er Argento mere interesseret i at bygge spænding op med anspændte, men kloge plotdrejninger og mindre fokuseret på gore. Skuespillet er fremragende over hele linjen, kameraarbejdet er flydende, Vittorio Storaros stilfulde widescreen-fotografering er ambitiøs, og Ennio Morricones score er fantastisk. The Bird with the Crystal Plumage lagde grunden til senere klassikere som Deep Red og er stadig en af Argentos fineste. Filmen er også udstyret med et af de bedste twists.

Opera, 1987

Opera kolliderer med rædsel i denne yderst blodige giallo igen fra mesterinstruktøren Dario Argento, der fint fremviser Argentos overdådige stilistiske og mørke varemærker som filmskaber. Opera var Argentos dyreste produktion, og det viser sig i hans farveskemaer, brug af musik, grand set-design og kameraarbejde – som alle er vildt opfindsomme og passende. Filmens valgte opera er en avantgarde gengivelse af Giuseppe Verdis Macbeth – historisk kendt for at bringe dårlige varsler til sine sangere og besætning. Selvom Opera aldrig var plaget af problemer efter produktionen, er instruktøren blevet citeret for at sige, at “Operas kærlighedsløse tone til dels var tænkt som en slags aids-metafor”, da stjernen Ian Charleson under optagelserne erfarede, at han var HIV+. Meget i filmen, som i det meste af Argentos arbejde, er dialogen over-the-top, og handlingen er til tider “hammy”, men man kan ikke benægte Darios stil og spektakulære humør. Opera har også mange utrolige højdepunkter, herunder nogle virkelig strålende POV-skud – på et tidspunkt er karakteren Betty immobiliseret, og morderen binder hende op og placerer en række nåle under hendes øjenlåg og tvinger hende hermed til at være vidne til ulidelige dødsfald af hendes venner. Vi ser tortur af intetanende støttefigurer gennem hendes blokerede, skræmmende udsigt. Det er scener som disse, hvor du ikke vover at blinke.

Deep Red, 1975

Mange vil hævde, at Suspiria er Dario Argentos fuldgyldige mesterværk, men for mine penge er det Deep Red – en smuk, blodig og grusom thriller og uden tvivl hans fineste film. Den dragende David Hemmings stjæler en stor del af showet som en musiklærer, der undersøger en række mord udført af en mystisk figur med en travl økse. Argentos varemærker er alle synlige her i rigelige mængder, da der præfigureres nogle af de omfattende stilistiske valg, han ville fortsætte med i resten af sin karriere. Tilføj den fantastiske, jazzede score af Argentos band Goblin, og du har en af de mest distinkt-klingende og flot udseende horrorfilm fra dette årti. Fra et teknisk perspektiv er filmen et mesterværk, men Deep Red udmærker sig også, hvor de fleste giallos ikke lever op til, ved at bære en engagerende fortælling, forstærket af et uforudsigeligt forløb og en virkelig overraskende twist ending.

Giallo-film er heldigvis under en større genopdagelses-periode, og det er ikke kun for fyre:

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.