Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Nosferatu-anmeldelse – Et gotisk mesterværk, der genopliver rædslerne fra mørkets krypt

Foto: Universal Pictures

Af Henrik Brandt
2 januar, 2025

Robert Eggers har gjort det igen! Med sin nyeste film, Nosferatu, cementerer han sin plads som en af de mest visionære instruktører i moderne film

Jeg må hellere starte med at indrømme det: Jeg er en kæmpe fan af Robert Eggers. Hans film har fra første sekund fanget mig og holdt mig fast i en verden af frygt, forundring og æstetisk perfektion, som jeg aldrig helt har kunne ryste af mig igen. Så da jeg hørte, at Eggers skulle genoplive Nosferatu, var jeg straks solgt. En af horrorfilmens mest ikoniske fortællinger i hænderne på en instruktør, der mestrer gotik og atmosfære? Det lød som en drøm – eller måske snarere et mareridt – der gik i opfyldelse. Det var derfor heller ikke overraskende, at Nosferatu hurtigt kravlede op på min liste som årets mest ventede film i 2024.

Men da nyheden ramte, at filmen blev udskudt til 2025, stak det dybt i mit filmelskende hjerte. Jeg kunne næsten høre den karakteristiske knirken fra Eggers’ gotiske døre lukke sig foran mig, mens ventetiden blev forlænget. Men nu, endelig er der måske lys i horisonten, for jeg har bidt tænderne i Nosferatu!

Robert Eggers, hvem ellers?

Robert Eggers har på få år etableret sig som en af de mest ildevarslende stemmer i moderne horror. Med film som The Witch og The Lighthouse har han ikke blot forvrænget genrens æstetik, men trukket os ned i dens dybeste, mest skyggefulde afgrunde. Han åbner portaler til fortidens mørkeste kapitler, hvor rædslerne ikke blot lurer i skyggerne, men langsomt æder sig ind i sjælen. Eggers’ værker transcenderer de sædvanlige skræmmebilleder, idet han med kirurgisk præcision flænser det, vi troede var trygt, og afslører en mareridtsagtig sandhed bag hver detalje – hver svævende lysstribe, hvert dæmpet hvisk.

Foto: Universal Pictures

I The Witch blev New Englands vilde skove forvandlet til en dødsdømt heksecirkel, en fangekælder af synd og paranoia. The Northman er en fortælling om skæbne og død, som væves ind i en mørk og brutal æstetik. Historien og naturen flettes sammen i en kulisse, der føles både majestætisk og dødelig, hvor skygger, symbolik og rituelle undertoner skaber en fortælling, der er lige så visceralt foruroligende, som den er visuelt dragende.The Lighthouse slæbte os ind i en stormomsust skærsild, hvor isolationen fortærede forstanden. Eggers mestrer kunsten at lade frygten ulme – en frygt, der aldrig helt tager form, men som bider sig fast i nakken som en usynlig vampyr. Hans film er mættede med en urkraft af angst, en uendelig nat, der strækker sig ud over lærredet og ind i beskuerens inderste.

Derfor føles det nærmest skæbnebestemt, at netop Eggers skulle puste nyt liv i Nosferatu. F.W. Murnaus ikoniske værk fra 1922 står som en gravsten over den gotiske horror, med sit ekspressionistiske billedsprog og vampyrens isnende skikkelse – en dødens hyrde, der bringer forfald og mørke med sig. Eggers deler denne dragning mod det gotiske og det groteske. Hans blik for skygger, hans evne til at gøre stilhed kvælende og hans flair for at lade omgivelserne hviske dystre hemmeligheder, gør ham til den ideelle graver, der kan vække Nosferatus gravkiste. Eggers’ hænder er skabt til at forme mørke – og måske, når lyset igen brydes på hans lærred, vil vi stirre ind i vampyrens øjne og indse, at vi altid har været hans bytte.

Foto: Universal Pictures

Eggers har faktisk selv udtalt, at Murnaus klassiker fra 1922 var en af de film, der inspirerede hans interesse for det gotiske og hans kærlighed til horror som kunstform. I et interview med Tom Power, sagde han følgende:

“I’ve been into Nosferatu since I was a little kid. It’s been about ten years since I started working on it, and weirdly, because I’ve been thinking about it for so long, it’s just as personal of a film to me as The Witch.”

“I wanted to create a macabre romance that delves into the darkly sexual dynamics of the vampire mythos, drawing inspiration from Emily Brontë’s Wuthering Heights.”

Disse udtalelser understreger Eggers’ dybe forbindelse til Nosferatu-mytologien og hans dedikation til at bringe sin egen fortolkning af denne klassiske fortælling til live.

En totaloplevelse der giver varige mén

Filmens gotiske stil er en uhyggens symfoni for øjet – en mørk skønhed, der balancerer på grænsen mellem mareridt og fascination. Eggers’ mesterlige kontrol over lys og skygge væver en verden, hvor selv stilheden føles som en truende skikkelse, der skjuler sig i krogene. De gotiske elementer – de smuldrende slotte, tåger, der kryber som spøgelser over landskaberne, og korridorer, der synes at fortære lyset – skaber en altomsluttende følelse af fordærv og uhygge. Hver eneste scene fremstår som en dystert besværgende komposition, hvor æstetikken er så knivskarp, at den næsten skærer i synet. Eggers indfanger en verden, hvor kulden bider i marven, og hvor frygten føles som en evig tilstedeværelse – en vampyrisk skygge, der ikke forlader dig.

Lydsiden i Nosferatu er ikke blot mesterlig; den er en mørk fortryllelse, der binder sjælen til filmens gotiske univers. Hver lyd – fra knirkende døre, der åbner som kister, til de ildevarslende toner i baggrundsmusikken – er nøje udvalgt som en dæmonisk puls, der driver fortællingen fremad. Mark Korvens kompositioner, kendt fra The Witch, smelter skræmmende og skønne toner sammen i en uhellig harmoni, der fylder seeren med både uro og ærefrygt. Lydsiden virker som en besværgelse, der trækker seeren dybere ind i filmens verden, hvor hver knust tavshed og hvert grædende stryg er en del af en større, mørkere symfoni. Eggers har skabt en filmisk labyrint, hvor lydene hvisker hemmeligheder, og hvor man føler sig fanget i vampyrens dødsdans.

Et skræmmende og fremragende godt cast

Karaktergalleriet i Nosferatu føles som en flok sjæle, der er revet direkte ud af Bram Stokers roman fra 1897 og bragt til live med en uhyggelig ægthed. Hver eneste skuespiller er perfekt castet, hvor det føles som om de ikke spiller rollerne, men lever dem. Der er en tekstur og en råhed i deres præstationer, der gør dem både fascinerende og foruroligende, og Eggers har tydeligvis søgt skuespillere, der kan indkapsle både menneskelighedens skrøbelighed og det gotiske univers’ uhyggelige dyb.

Foto: Universal Pictures

I hovedrollen som vampyren er Bill Skærgård fuldstændig forvandlet til en monstrøst og samtidig tragisk skikkelse, der føles mere som en forbandelse end en person. Selvom han gemmer sig i skyggerne, er hans tilstedeværelse meget skræmmende – han er en skygge, der kryber ud over lærredet og ind i din bevidsthed.

De øvrige roller er lige så overbevisende: fra den naive uskyld, der gradvist forvandles til desperation, til de karakterer, der synes at være fanget mellem loyalitet og frygt. Der er ikke en eneste præstation, der føles fejlplaceret. Dialogen flyder med en naturlighed, der gør universet levende, hvor sproget føles så livligt og autentisk. Især Lily-Rose Depp giver en hudløs og smuk præstation, som giver filmen menneskelighed, sjæl og skønhed.

Eggers har en sjælden evne til at finde skuespillere, der ikke blot passer ind i hans vision, men som føles som om, de altid har tilhørt den. Det skaber en følelse af autenticitet, hvor karaktererne fremstår lige så ægte som de forfaldne slotte og tågeindhyllede landskaber omkring dem. Det er, som om hver skuespiller bærer en del af mørket i sig, og deres præstationer forstærker filmens atmosfære med en nærmest skræmmende intensitet.

Mere mainstream, men…

Man kan mærke hver eneste (blod)dråbe af Eggers’ dedikation sive fra hvert eneste billede i denne film. Nosferatu føles som en kunstners mørkeste meditation, og dog – og her kommer overraskelsen – er filmen, for Robert Eggers, hvad The Favourite var for Yorgos Lanthimos: en visionær auturs mest tilgængelige værk. Men lad dig ikke narre; tilgængelig betyder ikke tam. Eggers’ Nosferatu forbliver så ildevarslende, at den aldrig kan kaldes mainstream. Midt i galskaben lurer dog øjeblikke af sort humor, som små luner, der lyser op, inden mørket igen sluger alt. Det er en subtil komik, som Eggers normalt reserverer til øjeblikke af ubehag eller vanvid – her føles den som små, forbandede åndehuller.

Foto: Universal Pictures

Mest opsigtsvækkende er dog filmens overraskende glimt af medfølelse, en næsten uhyggelig skønhed, som ikke tidligere har fundet plads i Eggers’ univers. Nosferatu rummer en ildevarslende optimisme, der synes som en djævelsk kontrast til dens ellers foruroligende atmosfære. Jo, der er elementer, der kan favne et bredere publikum, men glem aldrig: denne film bider stadig. Den er lige så forstyrrende og nervepirrende, som vi forventer fra Eggers. Han har ikke mistet sin kant – tværtimod har han blot slebet den skarpere.

Konklusion

I sin kerne er Nosferatu en mesterklasse i, hvordan man balancerer tilgængelighed og kunstnerisk dybde. Et genkendeligt cast og en skarp, næsten hypnotisk fortælling åbner døren for mere casual seere, men under overfladen ulmer en film, der forlanger opmærksomhed. Eggers gør ikke blot ære til Murnaus originale værk; han forvandler det til en mørk messe, der føles både personlig og tidløs. Han ærer stumfilmens visuelle poesi, mens han samtidig opdaterer den med en rå, moderne intensitet, der river dig ind i fortællingen.

Ja, spilletiden kravler over to timer, og filmens rytme kan virke krævende for nogle, men i en tid, hvor kvantitet ofte overskygger kvalitet, er Nosferatu en sjælden perle. Det er en film, der formår at være både rædselsvækkende og smuk – en skyggeverden, hvor gyserfans vil svælge i dens mørke atmosfære, og hvor selv dem uden for genren vil anerkende den som et uomtvisteligt kunstværk. Dette er ikke blot en film; det er en pagt med det gotiske – et bevis på, hvordan gamle rædsler kan få nyt blod, og hvorfor de aldrig bør dø.

Foto: Universal Pictures

Medie: Biografaktuel

Skuespillere: Bill Skarsgård, Nicholas Hoult, Lily-Rose Depp, Aaron Taylor-Johnson, Emma Corri,n Willem Dafoe m.fl.

Instruktør: Robert Eggers

Genre: Gyser, Thriller, Drama, Fantasy

Premieredato: 2. januar 2025

Spilletid: 132 minutter

Selskab: Universal Pictures/UIP

Om skribenten:

Henrik Brandt – Skribent & Anmelder

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.





© Copyright - arkaden.dk