Acezone under konkurs – men ny virksomhed er allerede stiftet
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 3 minutter.
August 6, 2025
Da nyheden om Acezones konkurs kom frem tidligere på ugen, vakte det opsigt – ikke mindst fordi virksomheden var kendt for sine ambitiøse gaming-headsets og sin tilstedeværelse i international e-sport. Nu kan Arkaden afsløre, at en del af den tidligere ledelse allerede har stiftet et nyt selskab med et næsten identisk navn – Acezone International ApS.
Nyt selskab – samme navne
Det nye firma, Acezone International ApS, blev stiftet den 28. juli 2025 – blot få dage efter, at Acezone ApS blev taget under konkursbehandling. Ifølge CVR-registeret er Christian Poulsen direktør for det nye selskab. Han står også som ejer og stifter – via Christian Poulsen Holding ApS – og er på nuværende tidspunkt den eneste registrerede person med ledelsesmæssig tilknytning.
Selskabet er registreret under samme branchekategori som det tidligere, nemlig engroshandel med informations- og kommunikationsudstyr.
Det rejser naturligt spørgsmålet:
Hvordan kan man lade en virksomhed gå konkurs og samtidig videreføre den i et nyt selskab med samme kerne og samme personer i spidsen?
Medarbejdere står uden løn
Det er Arkadens klare opfattelse, at tidligere medarbejdere hos Acezone ApS står tilbage uden at have modtaget den løn, de har til gode. Det er mennesker, der er blevet fanget midt i en konkurs, mens en ny virksomhed nu opstår af resterne – uden at der endnu er gjort op med det gamle.
Det er en alvorlig situation, som kalder på svar – især fordi en ny virksomhed med næsten identisk navn og samme branchefokus nu er registreret, uden at regningen fra den gamle ser ud til at være betalt.
Arkaden er selv blandt kreditorerne
Hvad der derimod står helt klart er, at Arkaden selv er blandt de kreditorer, der har penge til gode hos Acezone ApS. Det drejer sig om et betydeligt beløb, som vi ikke har set skyggen af.
Derfor forholder vi os også undrende over, at man på den ene side erklærer konkurs, mens man på den anden side lancerer en ny virksomhed med samme brand og samme personkreds. For os – og for andre kreditorer – står spørgsmålet tilbage:
Hvordan hænger det sammen?
Acezone International: “Vi kæmpede – men kapitalen udeblev”
I forbindelse med denne artikel har Arkaden både været i skriftlig kontakt med den tidligere bestyrelse og talt direkte med Christian Poulsen, der i dag er registreret som direktør og ejer af det nystiftede Acezone International ApS.
Ifølge Poulsen og den tidligere bestyrelse er konkursen resultatet af et strategisk sammenbrud og et vigende salg. I løbet af juli stod det klart, at det nødvendige kapitalgrundlag for at videreføre Acezone ikke kunne skaffes. Bestyrelsen meldte derfor betalingsstandsning, og kort efter blev virksomheden begæret konkurs. Kurator overtog herefter håndteringen af boet – herunder alt vedrørende kreditorer og tidligere ansatte.
“Alle ansatte får det, de har krav på,” understreger Christian Poulsen over for Arkaden og forklarer, at medarbejderne er dækket af Lønmodtagernes Garantifond. Han beskriver konkursforløbet som et “14-dages hiccup”, hvor man parallelt med afviklingen har søgt at sikre, at den eksisterende kundebase fortsat kan få service og garanti på allerede solgte produkter.
Det er umiddelbart efter denne overgangsperiode, at det nye selskab – Acezone International ApS – er blevet stiftet. Ifølge Poulsen skete det efter ønske fra kurator, der inviterede både tidligere ejere og andre aktører til at komme med købstilbud på Acezones aktiver. En tidligere ejergruppe – denne gang repræsenteret ved Christian Poulsen Holding ApS – købte aktiver og overtog enkelte medarbejdere.
Hvad planen nu er? Ifølge bestyrelsens skriftlige svar er første skridt at sikre, at eksisterende produkter fortsat fungerer – og at tale med tidligere samarbejdspartnere om mulige løsninger. På længere sigt handler det om at genopbygge et fokuseret Acezone International, der stadig tror på sin kerne – verdensklasse headsets til e-sport.
Der vil i efteråret blive indsat ny ledelse, og en mere præcis strategi ventes offentliggjort i løbet af de kommende måneder. Ifølge Poulsen bliver en vigtig opgave fremadrettet at forbedre kommunikationen og formidle værdien af god lyd i gaming.
Vi har aftalt at følge op igen om cirka en måned, når strategien ligger mere fast.
Mest læste i dag
toplists
January 24, 2026
De 5 bedste og værste Call of Duty-spil nogensinde
Nyhed
January 16, 2026
Resident Evil Showcase – alt hvad du skal vide
Nyhed
December 26, 2025
Så er der livstegn fra Marvel’s Blade
Nyhed
March 14, 2023
Der kommer “langt flere inficerede” med i næste sæson af ‘The Last of Us’
© Copyright - arkaden.dk

