Alt det BlizzCon også er!
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 4 minutter.
September 13, 2026
Når man følger BlizzCon hjemme fra Danmark, er det selvfølgelig de store annonceringer, der får det meste af opmærksomheden.
Hvilke nye spil annoncerer Blizzard? Hvad skal der ske med World of Warcraft, Diablo, Overwatch og Hearthstone? Og har Blizzard måske en overraskelse med, som ingen havde set komme?
Det er også en stor del af grunden til, at Arkaden er rejst hele vejen til Anaheim for at dække BlizzCon. Vi skal skrive nyheder, interviewe udviklere og prøve nogle af de spil, Blizzard har taget med.
Men når man først går rundt på BlizzCon, opdager man hurtigt, at der også foregår en hel masse andet.
For mange af de mennesker, der er rejst hertil, handler BlizzCon tydeligvis også om at mødes med andre, der har brugt lige så mange timer i Blizzards spil som dem selv.

Danskere langt hjemmefra
Det fik jeg et meget godt eksempel på, da jeg midt mellem de mange mennesker faldt i snak med en gruppe danskere.
De var ikke kommet for det samme. Nogle spillede Diablo, andre World of Warcraft og Classic. Men de var alle sammen rejst rigtig langt for at være med til BlizzCon.
Det kræver trods alt lidt mere end almindelig interesse for et spil at rejse fra Danmark til Californien for at bruge en weekend sammen med tusindvis af andre Blizzard-fans.
Og det siger noget om den tiltrækningskraft, som både Blizzard og BlizzCon stadig har.
Når man går rundt på messen, møder man hele tiden mennesker, der har et forhold til de forskellige spil. Nogle går rundt i trøjer fra deres yndlingsspil, andre mødes med venner eller folk fra deres guild, mens andre igen er kommet for at følge turneringerne eller prøve de nye spil.

Når spilfigurerne går rundt blandt publikum
Og så er der selvfølgelig cosplay.
Lørdag eftermiddag samlede Blizzard en stor gruppe cosplayere foran Anaheim Convention Center til et fælles gruppefoto.
Jeg nåede selv derud med kameraet, og hold nu op, hvor er nogle af de kostumer imponerende.
Der er selvfølgelig stor forskel på dem. Nogle er forholdsvis enkle, mens andre er enorme konstruktioner med lys, effekter, rustninger og våben. Men fælles for mange af dem er, at der tydeligvis er lagt rigtig mange timers arbejde i at få en figur fra et Blizzard-spil til at fungere som et kostume i virkeligheden.

Og folk stopper op. Der bliver taget billeder, snakket og peget, når nogle af de mest imponerende kostumer bevæger sig gennem menneskemængden. Det bliver en del af oplevelsen bare at gå rundt på messen.
Jeg nåede også forbi Community Night, hvor finalisterne i de forskellige cosplaykonkurrencer blev præsenteret. Det var meget imponerende at se, hvor gennemførte kostumerne var, og hvor mange timer der tydeligvis var blevet lagt i selv de mindste detaljer.
Vinderne i de enkelte konkurrencer modtager 2.000 dollars, men aftenen handlede om meget mere end cosplay. Der var også kortfilm, musik og andre værker skabt af fans, som tilsammen viste, hvor kreativt et community der findes omkring Blizzards spil.

Man kan selvfølgelig også spille
BlizzCon ville være en lidt mærkelig spilmesse, hvis man ikke kunne spille noget.
Rundt omkring på messen har Blizzard stillet en lang række spil op, som gæsterne selv kan prøve. Noget er nyt, mens andet allerede er udkommet, men fælles for det hele er, at man ikke kun skal stå og kigge på en skærm eller høre en udvikler fortælle om det.
Man kan selv sætte sig ned og spille.

Det er selvfølgelig også en del af BlizzCon, som jeg selv har brugt tid på. Som journalist er det én ting at se en trailer og høre Blizzard fortælle om et spil. Det er noget andet selv at få det i hænderne og finde ud af, hvordan det faktisk føles at spille.
Men det er næsten lige så interessant at se, hvordan de almindelige gæster bruger messen.
Nogle står i kø for at prøve et spil. Andre ser esport. Nogle jagter merchandise, mens en cosplayer pludselig kommer gående forbi midt i det hele.
Der sker hele tiden et eller andet.

Det er selvfølgelig også god forretning
BlizzCon er naturligvis også en kæmpe reklame for Blizzard.
Der bliver solgt bunker af merchandise. Nye spil og nyt indhold bliver præsenteret foran tusindvis af begejstrede fans, og Blizzard har selvfølgelig en interesse i, at folk tager hjem fra Anaheim endnu mere begejstrede for deres spil, end da de kom.

Men efter at have gået rundt her er det også tydeligt, at Blizzard ikke alene kan skabe den del af BlizzCon, der måske er den mest interessante.
Det er fansene selv, der kommer med den.
Det er dem, der bruger flere måneder på et kostume. Dem, der mødes med mennesker, de normalt spiller sammen med hjemmefra. Og dem, der rejser hele vejen fra Danmark til Californien, fordi Diablo, World of Warcraft eller et af Blizzards andre spil betyder nok for dem til, at turen er det værd.
Det er selvfølgelig stadig de store annonceringer, der kommer til at løbe med de fleste overskrifter fra BlizzCon.
Men når man rent faktisk er her, er det svært ikke også at lægge mærke til alt det andet.
Mest læste i dag
Film & Serier
October 14, 2026
Fire Beatles-film på én dag og et specifikt krav fra Paul McCartney
Nyhed
October 15, 2026
Ny GTA 6 trailer er kommet – Byder velkommen til sexede Leonida
Anmeldelse
October 15, 2026
Street Fighter-anmeldelse – Årets største fest!
Nyhed
October 15, 2026
GTA 6 skulle have været langt større – Rockstar droppede dele af to kontinenter
© Copyright - arkaden.dk

