Arkaden på tur: Finaledag i London

February 24, 2025
Pokémon Europe International Championships er afsluttet – og HOLD OP, hvor har det bare været nogle fede dage. Selvom jeg er godt udmattet oveni knolden af at snakke engelsk, har det ikke været hæmsko for, at jeg både har mødt nogle helt fantastiske mennesker på min rejse og udforsket et community, som har imponeret mig helt vildt. Folk har været så flinke og rare – og nu forstår jeg virkelig, hvad folk mener, når de siger, at Pokémon er fyldt med de sødeste personer på planeten.
Men nok om alt det sentimentale. Jeg tænkte, at vi i dette skriv skulle runde nogle resultater. Jeg sad på publikumspladserne til næsten alle turneringskamp i går – og det var vanvittigt fedt. Desværre missede jeg finalen i Pokémon UNITE, men de andre finaler var jeg heldigvis vidne til. Men selvom jeg gik glip af den ene finale, skal I ikke gå glip af et overblik over søndagens vindere – så det får I her.
Hvem mon fik en billet direkte videre til Pokémon World Championships i Anaheim senere på året?
Pokémon UNITE
Som sagt, så var jeg desværre ikke tilstede under denne finale. EUIC-mesterskabstitlen kunne vindes af Luminosity Gaming eller Peru UNITE – og her var det Luminosity, der trak det længste strå i en højintens 5v5-kamp.
Pokémon GO
Finalen blev spillet mellem P4T0M4N (ES) og Zzweilous (DE).
Zzweilous spillede en superflot finale, men desværre måtte tyskeren til sidste se sig slået af P4T0M4N. Og det var ikke uden en smule drama. Først så det nemlig ud som om, at Zzweilous vandt finalen med 0-3, men så blev beslutningen trukket tilbage. Der var åbenbart en fejl med P4T0M4Ns telefon. Derefter vægtede spillet spanierens vej – og Zzweilous måtte se sig slået i denne omgang.
Se kampen her.
Pokémon Trading Card Game (TCG)
Pokémon Tradig Card Game-turneringen blev spillet i tre formater – Junior, Senior og Master.
Alle tre finaler var fyldt med utrolige og sejrsgivende combos – og blev spillet med følelserne helt uden på tøjet. Nogle andre, der havde følelserne uden på tøjet, var spillernes familier. Jeg sad f.eks. ved siden af en af Senior-finalisternes mødre, og hun kunne slet ikke være i sin egen krop af ren spænding. Hun endte dog med at kunne fejre sin søn, da han bare var bedre end sin modstander på dagen – men mere om det om lidt.
Junior
Finalen blev spillet mellem Oliver Cahill (UK) og Andreas Ketels (BE).
Cahill spillede overlegent med sit Lugia-deck. Man fik aldrig rigtig følelsen af, at Ketels blev rigtig farlig, selvom han spillede med et yderst populært Dragapult-inspireret deck. Derfor løb Cahill med en 2-0-sejr i Junior-klassen.
Se kampen her.
Senior
Finalen blev spillet mellem Gabriel Fernandez (BR) og Nathan Osterkatz (US).
Var en sjov finale med en masse følelser – både på og uden for “banen”. Som sagt, så sad jeg tæt på Fernandez’ mor – og hun var tydeligvis rørt af hele situationen. Osterkatz’ familie havde også fundet vej til England. Kampen gik meget frem og tilbage. Begge spillere var utroligt dygtige – og det er helt sikkert, at disse drenge også bliver kraftværker i Master-klassen, når de er gamle nok. Fernandez endte dog med at trække sig sejrrigt ud af kampen med 2-1.
Se kampen her.
Master
Finalen blev spillet mellem Ryuki Okada (JP) og Natalie Millar (AU).
Australske Natalie Millar slog lørdag danske Rone Nielsen ud af turneringen – og nu var turen så kommet til Ryuki Okada i finalen. Men helt let blev det ikke … Nej, faktisk gik det helt galt. Okada lavede nogle combos, hvor man altså lige skulle holde tungen i munden. 2 gange startede han med en hånd, der gav ham sejren i 1. runde. Det vil altså sige, at Okada kunne løfte Pokémon-pokalen over hovedet med en 2-1-sejr i sin hule hånd. 2. runde var dog en spændende duel, hvor både Okada og Millars decks virkelig matchede godt op mod hinanden. Hold da op, en omgang!
Se kampen her.

Pokémon VG (Scarlet & Violet)
Pokémon VG (Scarlet & Violet)-turneringen blev spillet i de tre samme formater, som før. …
Junior
Finalen blev spillet mellem Ismael Hoggui (FR) og Fabian Musikant (DE).
Hoggui og Musikant har mødt hinanden mange gange før ved store events – på trods af deres beskedne alder. Det plejer at være 50/50, om det er den ene eller den anden, der vinder, men denne gang vandt Musikant med 0-2.
Se kampen her.
Senior
Finalen blev spillet mellem Ian Larson (US) og Louis Fontvielle (FR).
Endnu en kamp, hvor forældrene så stolt med fra sidelinjen. Der blev især fokuseret meget på Larsons mor, som sad med det største smil, mens hun så sin søn gøre sin ting – og han gjorde det godt. Han endte nemlig med at vinde 2-1 over franskmanden.
Se kampen her.
Master
Finalen blev spillet mellem Wolfe Glick (US) og Dyl Yeomans (UK).
Stemningen gik fuldstænding amok, da Glick og Yeomans trådte frem på scenen. Glick, fordi han er “the GOAT” – Yeomans, fordi han var hjemmebanefavorit. Det var utroligt at se, hvor metodisk Glick gik til kampen, men først så det faktisk en smule sort ud. Yeomans løb nemlig rimelig overbevisende med det første point. Glick ændrede dog på sin strategi, og så var det ikke så spændende mere. Glick endte med at vinde 2-1 over Yeomans. Efter kampen holdte han en tale, hvor han råbte: “At selvom VG-turneringen havde 1.400 deltagere, SÅ VAR DET IKKE NOK!“.
Se kampen her.

Status på interview med Chris Brown
Som jeg nævnte i en tidligere artikel, så har jeg haft problemer med lydfilen, som jeg fik med fra roudtable-sessionen med Chris Brown (Director og Esports & Events Producer hos The Pokémon Company International). Problemet ser dog ud til at være løst hertil morgen, så regner med, at uddrag fra interviewet bliver uploadet senere i dag eller i morgen. Undskyld for forsinkelsen!
Tak, fordi I har fulgt med!
Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse
May 9, 2025
DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance
© Copyright - arkaden.dk