Arkaden på tur: Så blev det alvor


Simon Nielson
Estimeret læsetid: 6 minutter.
February 22, 2025
Så fik turneringsspillerne ved Pokémon Europe International Championships i London taget hul på deres første kampe ved dette års event. Jeg fulgte lidt med i kampene – men især også alt det rundt omkring
Jeg har nemlig fundet ud af, at det her event er fristelsernes fest. Fede kort, sjove videospil og farverigt merchandise – what’s not to like?
Åbningsshow skød det hele i gang
Pressefolket blev bedt om at møde ekstra tidligt i ExCeL-centeret, så vi hurtigt kunne blive vist til vores reserverede pladser ved hovedscenen, inden det store åbningsshow gik i gang. Jeg gik rimelig målrettet efter scenen, men jeg må bare sige, at det, der mødte mig i entreen til den store hal, fik mig til at tabe kæben. Der var SÅ mange mennesker! Køen blev dog heldigvis) afviklet med raketfart, og 1-2-3, så stod jeg på den røde løber med en kæmpe Pikachu-maskot hængende over hovedet. Pokémon-medarbejdere stod og klappede af alle deltagerne – både spillere og fans -, mens de gik langs løberen, og jeg følte et øjeblik, at jeg var ét med videospillene. Jeg følte, at det var mig, der skulle til at i kamp – og hvis jeg føler det, så kan jeg næsten ikke forestille mig den glæde, der har måtte løbe igennem de rigtige spillere. Det var surrealistisk.
Da jeg nåede enden af den røde løber, var hovedscenen lige foran mig. Jeg gik og ledte efter andre pressefolk, men det var nærmest mission impossible grundet menneskemængden. Til sidst lykkedes det dog, og mine kollegaer og jeg fandt et godt sted at sidde helt oppe ved scenekanten. Pludselig rørte musik og lys på dig, og så var åbningsshowet i gang. Showet var kort, men inkluderede hårdtslående musik fra et band, der sang om, at man aldrig må give op. Og det er jo en meget god besked til de spillere, der virkelig har nerverne uden på tøjet.
Jeg synes måske, at åbningsshowet var en smule for kort, men jeg tænker, at det også er for at imødekomme spillerne. Nogle har ventet på dette event i månedsvis, og nu er det endelig tid til at give den gas! Kan godt forstå, hvis det kribler i fingrene for at komme i gang.

Kort i tonsvis
Hvis der var én ting, som Pokémon Centeret i går ikke havde meget af, så var det single-kort. Det var nu heller ikke, fordi jeg forventede det, men netop single-kort må man sige tog en revanche i dag. Tre store kort- og merchandise-butikker fra London var nemlig troppet op i ExCeL med deres vildeste kort … Og der var altså nogle godter imellem! Én af butikkerne var The Brotherhood Games, som jeg også havde hørt en del om før jeg tog afsted.
The Brotherhood Games alene havde medbragt flere tusinde kort, og det var ærligt overvældende at skulle finde nogle specifikke kort i deres skabe og kabinetter. Jeg observerede dog, at mange allerede havde en plan, før de stod foran montrerne – og flere var også mere klar på at trade end at købe. På den måde kan man jo også spare en lille skilling.
Jeg selv så også nogle kort, som jeg fandt interessante. Mine yndlings Pokémons har altid være Articuno, Lugia, Squirtle og Poliwhirl – derfor er det også meget nemt for mig at spore ind på nogle enkelte flotte kort, jeg måske vil investere i. Eller … Det troede jeg i hvert fald. Ligepludselig synes jeg nemlig også, at Groudon var fed. Og så Pikachu. Jeg kunne slet ikke følge med mine tanker, så jeg besluttede, at det nok ville være den bedste idé ikke at købe noget i dag – men vi får at se igen med i morgen.

Turneringen – og danskerne
Det er noget af et syn, når man ser det hav af mennesker, der er mødt op for at spille Pokémon-kort- og videospil i ExCeL. Det bliver bare ved og ved og ved og ved. Men hvor var de danske flag? Grundet alle menneskerne, kunne jeg først ikke få øje på de rød/hvide farver. Men det ændrede sig lidt senere på dagen …
Midt i frokosten så min ven fra pressen nemlig en mand iført Dannebrog – og så vidste jeg godt, hvad klokken havde slået. Der var danskerne! Jeg blev nødt til at lige at gå over og få en sludder. Selvom sludderen var hurtig, fordi de var midt i turneringsspillet, fik jeg snakket med et par af spillerne. Jeg aftalte med dem, at jeg kommer tilbage i morgen – og så tager vi en snak om hele turneringen, kortpriser, hypen omkring franchisen og meget andet.
Flere danskere ser også ud til at have avanceret i turneringen efter dagens spilrunde. Oscar Madsen er i øjeblikket den bedste dansker i Pokémon Trading Card Games Master-formatet med 8 sejre og kun 1 nederlag. Julius Krag, Vincent Marcus Munk og Stephan Nørregård følger trop med hver 7 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag. Hvis vi kigger på Pokémon VG (Scarlet & Violet) Master-formatet har især én dansker lagt sig lunt i svinget – og han hedder Frederik Nielsen. Han har i dag vundet 7 kampe og spillet 1 uafgjort.
Disse tal har jeg fundet fra Pokedata.ovh. Det skal siges, at tallene ikke er fra en officiel kanal, men jeg holder øje med spillerne i løbet af i morgen og retter, hvis noget af det ovenstående er forkert.

Ansigt-til-ansigt med Pokémon-legender
Pokémon-illustrationer gør mange ting ved en. De vækker minder, de starter samtaler og de fanger folks opmærksomhed. Nogle af de dygtigste Pokémon-kunstnere er også at finde her i ExCeL-centeret – og i dag fik jeg muligheden for at møde et par af dem.
Det betyder, at når jeg engang lander på dansk jord igen, så bliver det med to signerede plakater fra Yuka Morii og Yuu Nishida. Dem er jeg utrolig beæret over at få!
Yuka Morii står bag en lang række genkendelige kortillustrationer, der alle har det tilfælles, at figurerne på billederne er lavet af ler. Moriis Pokémon-kunst adskiller sig meget fra mange andre kunstneres af netop den grund.
Yuu Nishida står bag flere farverige og livlige tilføjelser til den samlede Pokémon-portefølje. Disse inkluderer bl.a. Iono’s Bellibolt fra Battle Partners-sættet (japansk) og Shiny Pikachu fra Paldean Fates.


Hvor er Celebi?
En lille sjov historie fra i dag.
Sammen med nogle af mine medpressefolk gik jeg på jagt – eller Scavenger Hunt. Missionen var, at vi skulle finde 6 Pokémons, som var gemt forskellige steder i den store turneringssal. Vi fandt hurtigt frem til de 5 første Pokémons, men nummer 6 skulle vise sig at være en anden sag.
Celebi var umulig at finde. Vi ledte og ledte og ledte … Ingen resultater! Vi løb rundt i salen i næsten 1 time.
Til sidst ramte vi dog plet og fandt den grønne ballademager på en plakat med en masse andre Pokémons, men legen resulterede i godt ømme fødder og lidt ondt i hovedet af at tænke.

Hvad sker der i morgen?
Det kan godt være, at i dag var en vild dag, men i morgen bliver mindst lige så vild!
Udover at skulle interviewe et par af de dygtige danske spillere, skal jeg nemlig også til en roundtable interview-session med Chris Brown (titel: Director, Global Esports and Events Producer at The Pokémon Company International).
Jeg får også æren af at skulle møde flere Pokémon-legender i form af Keiichiro Ito og Shinji Kanda.
Derfor vil jeg hoppe i seng nu, så jeg kan være frisk og veludhvilet til endnu en fed dag i London.
Mest læste

Nyhed
May 8, 2025
Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed
May 8, 2025
Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Anmeldelse
May 9, 2025
Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Nyhed
May 9, 2025
Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?
© Copyright - arkaden.dk