Bag om Mafia: The Old Country – sådan blev karaktererne skabt
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 2 minutter.
June 18, 2025
Hangar 13 er klar med endnu et kig bag om Mafia: The Old Country – denne gang med fokus på stemmeskuespil og motion capture. I videoen Breaking Omertà: Capturing Performance fortæller udviklerne, hvordan karaktererne er blevet til, og hvordan skuespillerne har været med til at forme både stemningen og fortællingen.
Spillet udkommer den 8. august til PlayStation 5, Xbox Series X|S og PC, og foregår på Sicilien i begyndelsen af 1900-tallet – hvor familiære bånd, hævn og organiseret kriminalitet præger tiden.
Hovedpersonen Enzo har været i fokus siden det første kig vi fik på spillet, men i den nye video bliver det tydeligt, hvor meget af hans personlighed, der er vokset frem i samarbejdet mellem manuskriptforfattere, instruktører og skuespilleren Ricardo, der lægger krop, stemme og ansigtsudtryk til karakteren.
Ifølge udviklerne var Enzo i starten tænkt som en mere naiv figur, men i hænderne på skuespilleren Ricardo fik han flere nuancer. Der er stadig sårbarhed og tvivl, men også styrke og en farlig kant, der gør ham til en troværdig hovedperson i en verden, hvor man ikke bare kan stole på blodets bånd.
Casting og optagelser
Hele holdet fremhæver castingen som afgørende for spillets fortælling. De centrale figurer skulle både kunne stå stærkt hver for sig og fungere i samspil med hinanden – og netop dynamikken mellem Enzo og karakteren Isabella bliver trukket frem som en af de relationer, man har arbejdet særligt tæt med.
Optagelserne er fordelt mellem to studier – ét i Brno, Tjekkiet og ét i Petaluma, Californien. Det sidste bruges til såkaldt total capture, hvor både kropsbevægelser, ansigtsmimik og lyd optages samtidig. Her arbejder skuespillerne i tomme rum, kun hjulpet af rekvisitter og visualiseringer af de digitale omgivelser.
Det hele skal hænge sammen
Ifølge udviklerne handler det ikke kun om at finde gode skuespillere – men også om at få deres præstationer til at fungere i spillets samlede fortælling. De taler om at binde stemmer, animationer, miljøer og musik sammen på en måde, hvor det hele føles levende og hænger sammen.
Spilleren skal opleve, at personerne føles ægte, og at deres relationer udvikler sig naturligt. Målet er, at man ikke bare følger en historie – men oplever den indefra.
Mafia: The Old Country kan forudbestilles nu og udkommer altså den 8. august.
Mest læste i dag
Anmeldelse
April 12, 2026
Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot
Anmeldelse
April 13, 2026
Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt
Nyhed
April 13, 2026
Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse
Nyhed
April 13, 2026
GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel
© Copyright - arkaden.dk

