Christopher Judge starter God of War-rygter – og forsøger straks at aflive dem igen
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 2 minutter.
November 25, 2024
Er en God of War-nyhed på vej? Spekulationerne gik amok efter en kryptisk udtalelse fra Christopher Judge, men nu afviser han selv, at det har noget med Kratos at gøre
Christopher Judge, der lægger stemme til Kratos i de seneste God of War-spil, har uforvarende fået folk til at gå i selvsving over en potentiel afsløring. Ifølge Tom Henderson fra Insider Gaming begyndte det hele med en TikTok-video, hvor Judge lovede, at “de næste to uger vil være fyldt med annonceringer og gode ting,” og afsluttede med det berømte “boy,” som straks fik alle til at tænke på Kratos.
At videoen kommer på et tidspunkt, hvor PlayStation fejrer sit 30-års jubilæum, gjorde ikke spekulationerne mindre, og kombinationen af Judges kommentar og de tidligere rygter om en remaster-trilogi af de originale God of War-spil satte straks gang i spekulationerne. Flere begyndte at gætte på, at Sony måske havde planlagt en stor afsløring, som ville gøre Kratos’ tidligere eventyr tilgængelig på de nyeste PlayStation-konsoller.
Forventningerne nåede hurtigt et niveau, hvor Judge selv følte behov for at afklare situationen.
– Det er absolut ikke sandt! Man kan ikke tease noget, man intet ved om. Jeg kommer med annonceringer snart, men jeg kan garantere, at ingen af dem handler om VORES elskede God of War. Jeg venter på nyt ligesom alle andre, skrev han efterfølgende på X.
Absolutely not true! You can’t tease something you know nothing about. I will be making announcements in the near future, I can guarantee none of them will be about OUR beloved God of War. I am awaiting updates just like everyone else. ❤️ https://t.co/CNPWcmnXCW
— Christopher Judge (@iamchrisjudge) November 25, 2024
Selvom Judge tydeligt forsøger at aflive rygterne, er mange stadig skeptiske. Nogle mener, at udtalelsen blot er et forsøg på at skjule en kommende afsløring, mens andre tror, at det hele blot var et uheldigt sammentræf, der har fået spekulationerne til at løbe løbsk. Uanset hvad, er det svært at ignorere, at PlayStations jubilæum kunne være en oplagt anledning til en annoncering, og Judges kommentar har uden tvivl pustet yderligere til ilden.
Mest læste i dag
© Copyright - arkaden.dk

