Dansk spiludvikler brager igennem i udlandet: Vil have dig til at grine så mange gange som muligt
Thorsten Cordes
Estimeret læsetid: 5 minutter.
June 11, 2023
Det danske spilstudie Triband har fået kæmpe international succes med deres “WHAT THE”-serier af spil, som vender helt op og ned på vores forestillinger om, hvad blandt andet golf og bilspil skal være. Spilstudiet har inviteret Arkaden på besøg til en snak om deres opstart og om, hvad fremtiden kunne bringe
På hjørnet af Gothersgade mod søerne i København ligger det danske spilstudie Triband. Et spilstudie, der især er kendt for deres ‘WHAT THE GOLF?’-spil. Et golf spil til folk, som ikke kan lide golf.
Når man træder ind ad døren til Tribands lokaler er det første, der springer i øjnene, en kæmpe plastik guldhest i naturlig størrelse. Det er tydeligt, at det her er et kontor for folk, der godt kan lide at have det sjovt.
“Man kan godt sidde på den, den kan godt holde til det,” siger Tim Garbos.
Tim Garbos er kreativ direktør i Triband. Som medstifter af selskabet har han været med siden begyndelsen i 2016. En begyndelse, der startede på samme adresse i Gothersgade, men i kælderen, hvor man kunne høre en rislen i de vandrør, der løb langs loftet.
Siden 2016 er der sket meget. Triband har fået vokseværk, og tæller nu over 30 medarbejdere, derfor har det også været nødvendigt at skifte kælderen ud med kontorer på første sal.

Men selvom virksomheden er vokset, er den legesyge, som kendetegner Tribands spil, ikke forsvundet. Indretningen på kontorerne er afslappet, og det går op for mig, at der foruden den store guldhest hænger der instrumenter på næsten alle vægge. Det er også heraf navnet Triband kommer. Triband er stiftet af tre personer, der måske så sig selv som et band.
Tim Garbos fortæller, at humoren er altafgørende for Tribands identitet.
“Vi laver comedy-spil. I begyndelsen havde vi alle mulige ideer om, hvad vi skulle lave, men det var, da vi blev enige om, at vi skulle fokusere på at lave komediespil, at brikkerne ligesom faldt på plads for os. Det var en kæmpe lettelse,” siger han.
Tim Garbos forklarer, at humor selvfølgelig har en meget bred definition, ting kan have en underspillet og sofistikeret humor, hvor man virkelig skal investere sig dybt for at forstå det sjove.
Hos Triband er humoren også sofistikeret, men den er meget umiddelbar, og spilstudiet har en falde på halen-komisk tilgang til deres udgivelser.
Det er derfor, at Tim Garbos og hans medstiftere har en helt særlig målestok for, hvornår deres spil er gode og succesfulde.
“Vi har en lidt speciel målsætning, som vi bruger både på alt, hvad vi laver. Vi “måler” i laughs per minute. Altså hvor meget folk griner, når de spiller vores spil, og vi bruger laughs per minute både i vores marketing og i vores interne præsentationer.”
Den tilgang til spil er tydelig i deres “WHAT THE”-serie, der både tæller ‘WHAT THE GOLF?’, ‘WHAT THE BAT?’ og senest også ‘WHAT THE BAT?’.
Fælles for spillene i ‘WHAT THE’-serien er, at de skal lege med de forventninger folk har til forskellige genrer af spil.
“Alle har en ide om, hvad golf er, og hvordan man spiller golf. Det er det samme med bilspil. De forventninger vil vi gerne vende helt på hovedet. Hvad hvis det er manden, der pludselig ryger af sted i stedet for golfkuglen? Eller hvis en bil pludselig rejser sig op og går? Eller hvis den svømmer med dørene,” spørger Tim Garbos retorisk.
Stor succes hos Apple
Tim Garbos slår ud med armene og der lyder et lille suk, før han konstaterer:
“Det er virkelig svært at finde på gode navne til spil. Og når du først har været igennem den proces en gang og fundet på et virkelig godt navn, så har du virkelig ikke lyst til at gøre det igen.”
Det er blandt andet derfor Tribands seneste tre spil alle sammen hedder noget med ‘WHAT THE’. Fordi det var simpelt og lyder godt.
Men Tim Garbos forklarer, at der selvfølgelig også er en anden fordel ved at kalde spillene noget, der minder om hinanden.
“Det skaber genkendelighed hos fansene af vores spil. Der var virkelig mange, der godt kunne lide ‘WHAT THE GOLF?’, så vi ville gerne lave et spil mere til fansene. Den nemmeste måde at gøre det på er at kalde dem det samme.”
Og Triband har mange fans.
“Da ‘WHAT THE GOLF?’ kommer ud klarer det sig virkelig godt på mange forskellige platforme, men der er en platform, som vi klarer os særligt godt på, og det er Apple Arcade,” siger Tim Garbos og forklarer, at Triband startede med at lave et spil, hvor målgruppen var dem selv, men at de straks, så at deres spil havde potentiale til meget mere.
“Da vi kommer ud på Apple Arcade opdager vi, hvor fedt det er med en bred målgruppe. Din mor kan spille vores spil, din lille niece kan også spille det og så videre. En så bred målgruppe finder du ikke på andre platforme.”
Tim Garbos fortæller, at de får fanmail fra hele verden og fra alle aldersgrupper.
“Vi får fanmails fra fire-årige, der har spillet sammen med deres forældre.”

Fremtiden, multiplayer og flere heste?
Tim Garbos vil ikke løfte sløret for, hvad Tribands næste spil skal handle om. Men han løfter dog sløret for nogle af de ting, han personligt selv godt kunne tænke sig at lave.
Højt på ønskelisten er et multiplayer-spil, som man kan spille sammen med sine venner.
“Man griner meget lidt alene, man griner meget mere, i selskab med andre. Laughs per minute er meget højere, når man er sammen med andre,” forklarer Tim Garbos.
At man har det sjovere sammen med andre blev tydeligt da Triband tog ‘WHAT THE GOLF?’ med på spilmesse. Her satte de, ligesom mange andre spilproducenter, deres spil op, så folk kunne afprøve det.
“Vi havde høretelefoner med, og folk grinte ikke så meget. Men da vi tog høretelefonerne ud og satte højtalere til, grinede folk meget mere, og der begyndte at samle sig en flok omkring vores spil,” fortæller Tim Garbos.
Tim Garbos fortæller også, at de gerne vil lave spil, som ikke nødvendigvis hører hjemme i ‘WHAT THE’ universet.
“Vi har en masse ideer, og det kan godt være flere af dem ikke bliver til noget, men personligt kunne jeg godt tænke mig at lave et hestespil,” siger Tim Garbos og tilføjer:
“Det kunne hedde ‘WHAT THE HORSE?’, men det kunne også hedde noget helt andet.”
Mest læste i dag
Anmeldelse
October 23, 2025
Frankenstein-anmeldelse – Del Toro’s passionsprojekt er næsten det mesterværk det fortjener at være
Nyhed
November 6, 2025
Rockstar svarer igen
Anmeldelse
November 4, 2025
Halls of Torment-anmeldelse – Et gammeldags mørke vækkes til live i jagten på næste bullet heaven
Nyhed
November 7, 2025
Over 10 millioner solgte eksemplarer: Battlefield 6 har taget spilverdenen med storm!
© Copyright - arkaden.dk

