Dansk spiludvikler ville ændre branchen. Nu er de gået konkurs


Mark Elsberg
Estimeret læsetid: 2 minutter.
December 8, 2023

Den danske spiludvikler Triple Topping Games er gået konkurs, og dermed er alle medarbejdere blevet afskediget, det skriver firmaets administrerende direktør Astrid Mie Refstrup på det sociale medie X.
Konkursbegæringen følger i hælene på længere tids udfordringer med at finde finansiering til deres næste spil Dead Pets Unleashed, kulminerende med en fejlslagen Kickstarter-kampagne i september måned sidste år.
I opslaget taler Astrid Mie Refstrup åbent om, hvordan spilbranchens tilstand anno 2023 har gjort livet vanskeligt for Triple Topping, men også hvordan egne helbredsproblemer har forhindret hende i at være den gode chef, hun stræbte efter at være.
Running a studio is a privilege, a power position an enormous responsibility, and for this past year I was not able to live up to that without consequence for the team I was leading. For the team and the partners of the studio: I’m sorry.
Astrid Mie Refstrup, CEO Triple Topping, X.
Astrid Mie Refstrup benytter herefter lejligheden til at sætte Triple Toppings bedrifter de seneste seks år i perspektiv og fremhæver, foruden deres charmerende spil forankret i dansk kultur, firmaets progressive måde at drive virksomhed på.
Ligeløn for alle, ingen overarbejde og nul-alkohol-politik er således eksempler på, hvordan Triple Topping tænkte den moderne arbejdsplads anderledes fra især spilbranchens ophav. Noget der i 2020 sikrede Astrid Mie Refstrup en plads på GamesIndustry.biz’ “Top 100 Game Changers“-liste over dem, der gjorde mest for at forbedre arbejdsvilkårene på tværs af spilbranchen.

Men nu er det altså slut.
Triple Topping efterlader bag sig spillene Welcome to Elk (2020), Ynglet (2021) og altså det ufærdige Dead Pets Unleashed, sidstnævnte et feministisk rytmespil møder management-sim om et aspirerende punk-rock band, der drømmer om at indtage hitlisterne verden over.
Det lyder cool, og skal man finde et lyspunkt i en ellers trist historie, må det være, at Astrid Mie Refstrup nævner, der arbejdes på en ‘løsning’ for de tre ovennævnte spil.
Dermed står døren, måske, fortsat på klem for at Dead Pets Unleashed en dag kan se dagens lys. I hvert fald opfordrer hun afslutningsvis til, at man fortsat smutter forbi Steam og wishlister spillet.
Du kan læse Triple Topping-direktør Astrid Mie Refstrups opslag i fuld længde herunder.

Mest læste i dag

Feature
June 15, 2025
Arkaden på Folkemødet – Hvad laver Arkaden på Folkemødet?

Nyhed
June 16, 2025
Summer Game Fest 2025 fik rekordhøjt seertal

Nyhed
June 14, 2025
Gog introducerer nyt MOD initiativ, og afslører Skyblivions udgivelsesvindue!

Anmeldelse
June 15, 2025
Nintendo Switch 2-anmeldelse – Samme opskrift, langt bedre resultat
© Copyright - arkaden.dk