EA skrotter Black Panther: The Game og skærper fokus på nøgle-IP’er
Johs Bach
Estimeret læsetid: 2 minutter.
May 29, 2025
I husker det måske knap nok. For siden annonceringen har Cliffhanger Games (CG) og Electronic Arts (EA) gået stille med dørene om deres Black Panther-spil, som de annoncerede tilbage i 2023, og som ifølge rygter skulle have været et open world singleplayer-spil. Skulle have været… EA skrotter nemlig denne tilsyneladende stort oplagte spilmatisering af Black Panther og lukker samtidig CG. Det skriver IGN.
I en intern mail, som IGN er kommet i besiddelse af, forklarer EA Entertainments præsident, Laura Miele, at beslutningen er truffet på baggrund af et initiativ om at lægge kræfterne i de økonomisk mest lovende projekter:
[It’s an effort to] sharpen our focus and put creative energy behind the most significant growth oppurtunities.
Skrotningen af Black Panther-spillet og nedlæggelsen af CG kommer ovenpå en lang række af det, der til forveksling ligner spareøvelser. Allerede så sent som i sidste måned kunne flere medier nemlig rapportere, at EA havde eksekveret gevaldige fyringsrunder. Det blev ikke alene til omtrent 300 fyringer, men resulterede også i aflivningen af to Respawn-projekter, herunder et nyt Titanfall-spil. Men det er kun toppen af isbjerget, for sidste år måtte hele 670 EA-medarbejdere pakke deres skrivebordshabengut sammen.

Hvad kommer det til at betyde for EA fremadrettet?
Ifølge Miele kan vi tilsyneladende lægge to ting i beslutningen om at trække stikket på CG og deres Black Panther. Og det tillader os at kigge i spådomskuglen.
For det første betyder fyringsrunden måske ikke engang egentlige fyringer. I mailen forsikrer Miele i hvert fald om, at EA vil gøre brug af en praksis, som selskabet i de seneste år har gjort brug af i forbindelse med nedskæringer: hjælpe de afskedigede medarbejdere med at finde nye stillinger inden for EA. Dermed kan det tænkes, at medarbejderne reelt ikke bliver fyret, men i stedet flyttes over til større, højere prioriterede spiludviklerhold. Kort sagt: denne og de andre fyringsrunder er muligvis først og fremmest omrokeringer af arbejdskraft, hvilket kan betyde færre små spiludviklerhold hos EA i fremtiden.
For det andet henviser de såkaldte “significant growth oppurtunities” – som de bemeldte omrokeringer muligvis skal gøde jorden for – til, at EA fremadrettet i endnu højere grad vil fokusere på tried-and-tested IP’er. I mailen specificerer Miele, at disse gunstige vækstmuligheder nærmere bestemt omfatter Battlefield, Sims, Apex Legends, det næste Mass Effect, Motives Ironman-spil og Respawns tredje Star Wars: Jedi-spil. Aflivningen af CG’s Black Panther er med andre ord et udslag af, at EA ikke vil løbe en risiko lige foreløbigt.
Med det in mente kan vi af denne nyhedshistorie udlede, at EA i fremtiden kommer til at lægge en lettere tilbageskuende og ingenlunde vovende kreativ agenda for dagen – umiddelbart for at sikre sig selv økonomisk bæredygtighed.
Mest læste i dag
Anmeldelse
April 12, 2026
Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot
Nyhed
April 13, 2026
Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse
Anmeldelse
April 13, 2026
Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt
Nyhed
April 13, 2026
GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel
© Copyright - arkaden.dk

