En konsol du aldrig har hørt om sælger bedre end Xbox
Rasmus Lund-Hansen
Estimeret læsetid: 2 minutter.
December 9, 2025
Vi er vant til at tænke på konsolmarkedet som et kapløb mellem tre deltagere: PlayStation, Nintendo og Xbox. Og de seneste år har Xbox ligget på en fjern tredjeplads med årlige meldinger om faldende konsolsalg.
Men i forbindelse med Black Friday-udsalget i USA er Xbox sakket endnu længere bagud. Har endte Xbox-hardware nemlig på fjerdepladsen over bedst sælgende hardware. Det siger tal fra analysebureauet Circana, som This Week in Video Games har samlet.
Hvem har så overhalet Xbox, spørger du? Det har en lille konsol kaldet Nex Playground. Det er en maskine, der kun er tilgængelig i USA og fokuserer på spil med bevægelsesstyring henvendt til børn. Altså mere Fruit Ninja og Bluey end Call of Duty og EA Sports FC.
Samlet set sad PlayStation på 47% af hardware, mens Nintendo stod for 24%, og Nex Playground 14%.
Ser man på individuelle produkter – altså kasser, der står på hylderne – var Nex Playground det næstbedst sælgende hardware-produkt, kun overgået af pakken med Nintendo Switch 2 og Mario Kart World.
PlayStation sælger fire forskellige modeller af PlayStation 5 og en stribe bundles med spil inkluderet, der altså hver især har solgt mindre end Nex Playground og Switch 2 med Mario Kart, men i alt har solgt mest.
Med til historien hører også, at der ikke var nogen slagtilbud på hverken Xbox Series X eller Xbox Series S i forbindelse med Black Friday i USA, mens der var rabatter på de andre fabrikanters maskiner.
I USA har Xbox derimod været nødt til at hæve prisen på deres konsoller hele to gange i år. Dels på grund af Trumps importtold, dels på grund af stigende komponentpriser.
Generelt er det en dyr fornøjelse at anskaffe en Xbox Series. Herhjemme skal du slippe over 5.000 kroner for at få en Xbox – uanset om du går efter Series X eller Series S.
Mest læste i dag
© Copyright - arkaden.dk

