Fagforening for ZeniMax-arbejdere lander historisk aftale med Microsoft
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 2 minutter.
May 31, 2025
Det er ikke nogen hemmelighed, at det amerikanske arbejdsmarked længe har været et sted, hvor fagforeninger har haft svært ved at finde fodfæste – og det gælder i høj grad også for spilindustrien. Men noget er ved at ændre sig. Flere og flere steder i branchen begynder man at se konkrete fremskridt, og det seneste eksempel kommer fra ZeniMax Media, der hører under Xbox-paraplyen.
Efter næsten to års forhandlinger er det nu lykkedes ZeniMax Workers United – en fagforeningen for over 300 QA-medarbejdere – at nå frem til en fælles aftale med Microsoft. Det er første gang, parterne står med et konkret udkast til en egentlig overenskomst.
– QA-arbejdere fra hele landet går forrest i kampen for at ændre branchen, udtaler Page Branson, der selv er Senior QA Tester og medlem af forhandlingsudvalget- og fortsætter:
– Det er ikke nogen lille sag at gå op imod en af verdens største virksomheder. Derfor føles det her som en stor sejr – både for os og for kommende spiludviklere.

Aftalen indebærer blandt andet markante lønstigninger, faste minimumslønninger og en politik for navngivelse af QA-medarbejdere i spillets credits. Derudover er der blevet indført klare regler mod vilkårlige fyringer og sikret adgang til en reel klageprocedure.
Et andet vigtigt punkt handler om brugen af kunstig intelligens. Her er det aftalt, at AI fremover kun må bruges, hvis det er med til at styrke medarbejdernes arbejdsglæde og muligheder – ikke det modsatte. Hvis AI får betydning for arbejdsopgaverne, forpligter ZeniMax sig desuden til at informere fagforeningen og tage forhandlinger op, hvis det ønskes.
Ifølge Microsoft selv er aftalen et skridt i den rigtige retning:
– Vi værdsætter ZeniMax QA-teamets engagement og samarbejde gennem hele forløbet. Den foreløbige aftale afspejler en fælles vilje til at finde løsninger og skabe en sund arbejdsplads. Vi ser frem til resultatet af den kommende afstemning, siger en talsmand.
Fagforeningen havde tidligere godkendt en eventuel strejke, og så sent som i april blev Microsoft kritiseret for ikke at tage flere af kravene alvorligt. Derfor bliver den endelige afstemning, som ventes at finde sted senest den 20. juni, også fulgt tæt – og ikke bare af de involverede parter, men af hele industrien.
Mest læste i dag
previews
June 7, 2026
Spyro: A Realm Beyond-preview – Den lille lilla drage er endelig tilbage
Nyhed
June 7, 2026
Dansk spilstudie var tæt på at forsvinde! Nu er de tilbage med Expeditions: Samurai – Se den spritnye trailer her!
Nyhed
June 7, 2026
Tupac er med i Stranger Than Heaven, men hvem har egentlig givet lov?
Anmeldelse
May 26, 2026
007 First Light-anmeldelse – Ingen gør det bedre end Bond
© Copyright - arkaden.dk

