Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Nyhed

Fremtiden for Xbox: Flere enheder, flere muligheder – Jez Corden kigger i krystalkuglen

Fremtiden for Xbox: Flere enheder, flere muligheder – Jez Corden kigger i krystalkuglen
Xbox Wire
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Estimeret læsetid: 4 minutter.

December 23, 2024

Hvad bringer fremtiden for Xbox? Jez Corden giver sit bud på, hvordan Microsofts gamingplatform kan udvikle sig i næste generation

For nylig blev det påstået af en analytiker, at der i fremtiden kun vil være plads til én af de store aktører på konsolmarkedet – enten PlayStation eller Xbox. Ifølge Jez Corden fra Windows Central er det dog noget vrøvl, og han giver flere bud på, hvordan Xbox’ strategi ikke kun kan sikre deres plads, men også udvide deres tilstedeværelse i gamingverdenen.

Xbox’ fremtid handler om mere end én konsol

Jez Corden forklarer, at hardware bliver mindre afgørende for, hvor og hvordan vi spiller vores spil. PlayStation er allerede begyndt at udgive deres spil på Steam, og cloud-gaming vokser hurtigt. I det lys giver det ikke længere mening at tænke på eksklusivitet som noget, der kun gælder én bestemt konsol. Det er ikke første gang vi ser Corden fremføre det postulat.

Kampagnen “This is an Xbox” understøtter tanken om, at en Xbox kan være mange ting. Foto: Xbox Wire.

Xbox arbejder på en strategi, der minder om Windows, hvor fokus er på fleksibilitet og adgang til spil på tværs af forskellige enheder. Målet er at gøre Xbox til en platform, der kan bruges på alt fra traditionelle konsoller til håndholdte enheder og smart-tv’er. Det bliver stadig mere almindeligt at se gamere opbygge deres spilbiblioteker på platforme som Steam, der fungerer på tværs af forskellige enheder, uden at være låst til én enkelt konsol.

Valve har for eksempel givet producenter mulighed for at bygge “konsoller” baseret på deres styresystem, SteamOS, hvilket betyder, at spillere kan få adgang til både Valve og PlayStation-spil uden at eje en PlayStation-konsol. I en sådan verden bliver idéen om en “konsol-eksklusiv” titel nærmest forældet, fordi indholdet ikke længere er knyttet til én specifik enhed, men i stedet kan opleves på tværs af flere platforme, forklarer Corden.

Foto: PCMag

Flere Xbox-enheder i fremtiden

Corden påpeger samtidig, at vi nok snarere skal forvente flere Xbox-enheder i næste generation end færre – men det er ikke sikkert, at alle vil være produceret af Microsoft selv. I stedet kan vi forestille os, at andre producenter, som Lenovo eller ASUS, kunne udvikle Xbox-kompatible enheder til forskellige formål og markeder. Det betyder, at Xbox kan udvide sin rækkevidde uden nødvendigvis at skulle stå for hele produktionen selv.

En af de vigtigste personer bag denne tilgang er Roanne Sones. Sones har arbejdet hos Microsoft i over 22 år og har tidligere haft ansvaret for at skabe tætte samarbejder med store hardwareproducenter som Dell, Lenovo og ASUS – en baggrund, der gør hende særligt kvalificeret til at lede Xbox’ strategi mod en fremtid, hvor platformen ikke er begrænset til traditionelle konsoller.

Roanne Sones. Foto: Microsoft News

Corden nævner også, at tilbage i 2023, ved et arrangement i Los Angeles, begyndte strategien for alvor at tage form. På et pressemøde fremviste Microsoft en række enheder, der alle blev betragtet som en del af Xbox-økosystemet – og det var tydeligt, at det her handlede om mere end blot Xbox Series X og S. Der var blandt andet enheder som ASUS ROG Ally, en gaming-håndholdt PC, og Razer Kishi V2 Pro, en controller til mobilspil. Det var også før partnerskaber med Samsung og Amazon, der i dag gør det muligt at spille Xbox-spil direkte på smart-tv’er og Fire Sticks uden brug af en konsol.

Xbox og Windows smelter sammen

Et andet vigtigt fokuspunkt for Xbox er en tættere kobling til Windows. Corden mener, at næste generations Xbox-enheder bliver endnu mere som PC’er hvilket kan gøre det lettere for udviklere at skabe spil, der fungerer både på PC og konsoller.

Phil Spencer har tidligere nævnt, at han gerne vil have tredjepartsbutikker som Epic Games Store og GOG på Xbox-platformen. For at det kan lade sig gøre, skal Xbox kunne håndtere Win32-spilpakker, hvilket er en en ændring, der kan gøre Xbox mere fleksibel og tilgængelig for både udviklere og spillere.

Foto: Xbox Wire

Udfordringer på vejen

Selvom idéen om at basere Xbox mere på Windows har sine fordele, kan det også skabe problemer. Windows er et lidt besværligt system, der ikke altid er så pålideligt som det mere strømlinede Xbox OS, der er designet specifikt til gaming. Hvis Windows skal bruges som fundament, kræver det en masse arbejde for at gøre systemet mere brugervenligt – både på håndholdte enheder og når det bruges med en controller på fjernsyn.

Der er også spørgsmålet om bagudkompatibilitet. Mange spil, der i dag fungerer på Xbox Series X|S, er ikke designet til – eller licenseret til – at køre på Windows. Hvis Microsoft lancerer en ny generation af Xbox uden at sikre adgang til det eksisterende spilbibliotek, ville det være en kæmpe fejltagelse. Især fordi kun en lille del af spilbiblioteket i dag understøtter Xbox Play Anywhere, som ellers kunne lette overgangen mellem platforme.

Om Jez Corden får ret i sine mange forudsigelser, vil tiden vise – men de tiltag vi ser fra Xbox, udelukker bestemt ikke ideen om endnu flere enheder, der i fremtiden også kan kaldes en Xbox – og det bliver spændende at følge i hvor stor en grad, Microsoft får integreret Windows i gaminglandskabet.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Nyhed

May 9, 2025

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk