Hvad er Killer Inn – det nye spil fra Square Enix?
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 4 minutter.
June 7, 2025
Under nattens Summer Game Fest fik vi et første glimt af Killer Inn, det nye multiplayer-projekt fra Tactic Studios og Square Enix. Men på Arkaden har vi allerede haft mulighed for at se nærmere på spillet under en eksklusiv præsentation, og her blev det tydeligt, at Killer Inn ikke er et helt almindeligt actionspil – det er et eksperiment i social manipulation og skjulte roller, hvor det farligste våben ikke nødvendigvis er en kniv, men den tvivl og tillid, der opstår mellem spillerne.
Et rollespil forklædt som mordgåde
Spillet foregår i en gotisk borg, hvor 24 spillere er blevet inviteret til at deltage i et dødsensfarligt spil styret af en hemmelig organisation, der kalder sig Astra. Spillerne fordeles i to hold: Wolves og Lambs. Ulvene skal slå ihjel uden at blive opdaget. Lammerne skal overleve længe nok til at samle spor, analysere dem og afsløre, hvem der er ulvene.
Det særlige er bare, at ingen ved, hvem der er hvem.
Som Wolf gælder det om at udnytte kaosset, skjule sine spor og angribe i det skjulte. Hver gang du slår ihjel, efterlader du ledetråde: et hårstrå, blodstænk, fingeraftryk, måske endda en stump tøj. Disse spor kan Lambs samle op, og hvis de forstår at sætte dem sammen, kan de finde frem til morderen. Men Wolves kan sløre sporene – og agere så uskyldigt, at det bliver svært at skelne den skyldige fra de forsvarsløse.
Som Lamb er du jaget vildt, men du er ikke magtesløs. Du har adgang til en særlig Focus Mode, der lader dig afsløre skjulte spor – fodaftryk, lyde fra omgivelserne, glaskår eller tomme patronhylstre. Du kan markere spillere som mistænkte, dele information med dine medspillere og forsøge at skabe et overblik over, hvem der lyver – og hvem det måske allerede er for sent at redde.

Samarbejde – eller forræderi
Det sociale element er centralt. Spillet benytter 3D-lydchat, hvor stemmen ændrer sig afhængigt af afstand og omgivelser, hvilket skaber en mere troværdig og dynamisk kommunikation – men også gør det sværere at skjule sig. Ønsker man ikke at bruge stemmechat, er der også et stort udvalg af emotes og stempler, så man stadig kan kommunikere – eller vildlede de andre.
Og netop vildledning er et centralt greb i spillet. For i Killer Inn vinder du ikke nødvendigvis ved at være den stærkeste eller hurtigste – du vinder ved at være den mest overbevisende.

En karaktergalleri fuld af særheder
Du vælger mellem over 20 karakterer, der hver har unikke evner og baggrunde. Winston er kirurg og dræber med kirurgisk præcision – uden at efterlade spor af blod. Otaku’en får mere liv, hver gang han finder ledetråde. Sunny, spillets gamer, får 35% ekstra erfaring og bevæger sig hurtigere, når hun tager skade. Og sådan fortsætter det – med alt fra cowgirls til mystiske håndværkere og uforudsigelige kosmopolitter.
Evnerne udvikles i løbet af kampene, men nulstilles efter hver runde. Alle starter altså på lige fod, og det bliver dit spil – dine valg, din dømmekraft og din måde at interagere med de andre – der afgør, hvordan det går.

Våben, fælder og konsekvenser
Overalt i borgen findes våben, fælder og nyttige genstande. Du kan bruge alt fra knive, økser og granater til dartpile og giftflasker. Og hvis du bliver presset op i en krog? Så bruger du bare dine næver. Derudover kan du samle tokens og guld ved at udføre små opgaver, der bliver givet af spillets NPC-staff – altså vagter og ansatte i Astra-organisationen, som også administrerer de såkaldte safe zones. I disse zoner er det forbudt at slå ihjel. Hvis en Wolf gør det alligevel, kan NPC’erne videregive informationen til andre spillere.
Der er altså hele tiden noget på spil, også når du tror, du er i sikkerhed.

Flere veje til sejr
Der er tre måder at vinde på: Wolves vinder ved at dræbe alle Lambs. Lambs vinder ved at identificere og eliminere alle Wolves. Men Lambs kan også vælge at flygte. Hvis man finder en vej til slottets havn, åbner porten og man kan efterfølgende sejle væk – og så har man vundet uden at dræbe én eneste modstander.
Men det kræver både planlægning og samarbejde. Og hvem tør man stole på, når alle potentielt lyver?

Et spil bygget på paranoia
Killer Inn er ikke et spil, der handler om at være god til at sigte. Det handler om at kunne læse andre. Om at finde spor og turde stole på sin mavefornemmelse. Det er et spil, hvor man risikerer at ryge i fælden, fordi man troede på den forkerte. Eller fordi man selv blev for overbevisende.
Square Enix og Tactic Studios åbner snart op for en lukket beta på Steam, og vi glæder os på Arkaden til at se, hvordan det hele fungerer i praksis. Hvis spillet lever op til potentialet, kan Killer Inn blive en af årets mest uforudsigelige – og mest ubehageligt underholdende – onlineoplevelser.
Mest læste i dag
© Copyright - arkaden.dk

