Kan zombiesvampen fra ‘The Last of Us’ inficere mennesker?

I HBOs filmatisering af spillet ‘The Last of Us’ muterer svampearten cordyceps og gør mennesker til zombier. Men er det overhovedet realistisk?

Deres ansigter er forvredne og overbevoksede med svampesporer, der gør dem blinde og får dem til at skramle sig afsted. De reagerer på lyd, de angriber i flokke, inficerer mennesker via bid og de har smadret hele den menneskelige civilisation.

Zombierne fra tv-serien ‘The Last of Us’ (baseret på spillet af samme navn fra 2013) er, modsat mange andre zombier, ikke forårsaget af vira eller rabies. Den verdensomspændende apokalypse stammer i stedet fra en mutation af den ganske virkelige svampeart cordyceps, som også kaldes ‘zombiesvampen’.

‘The Last of Us’-spilskaberne blev efter udsagn inspireret af en scene fra naturdokumentaren Planet Earth fra 2006, hvor en infektion af junglemyrer vises.

I ‘The Last of Us’ muterer svampen, så den kan inficere mennesker, og spreder sig til hele verden via inficeret hvedemel. 

Men er en sådan mutation med apokalypsen til følge egentlig realistisk?

Nok ikke, hvis man spørger Henrik Hjarvard de Fine Licht, der er lektor på Institut for Miljø og Plantevidenskab på Københavns Universitet. Han har forsket i svampeinfektioner i fluer, hvor svampen forårsager adfærdsændringer i insekterne.

Men det er svært at forestille sig, at lignende svampe skulle kunne udvikle sig til at angribe mennesker, siger han.

“Først og fremmest har svampene, som skaber adfærdsændringer i insekter, udviklet sig gennem millioner af år, og har i næsten alle tilfælde tilpasset sig til at angribe en enkelt, eller meget få arter,” siger han.

Det er derfor usandsynligt, at de pludselig og uden varsel skulle kunne angribe mennesker.

“Et andet problem er, at insekters kropstemperatur er meget lavere end menneskers. Langt de fleste svampe har svært ved at overleve i de 37 grader, som er det menneskelige gennemsnit,” siger Henrik Hjarvard de Fine Licht.

I TV-serien bliver de inficerede mennesker aggressive og spreder svampesygdommen via bid. Hos insekterne foregår det på en anderledes måde.

“Når et insekt inficeres med svampen, er det fordi den rammes af en spore,” siger Henrik Hjarvadt de Fine Licht.

“Sporen borer sig ind i insektets hårde skal, og herfra spreder den sig til hele insektets krop og gør dem meget, meget syge,” siger han.

I de sidste stadier af infektionen vil svampen ændre insektets adfærd. Insektet vil miste kontrollen over sine sanser og langsomt, zombieagtigt, rystende kravle så højt op som muligt, for eksempel i et græsstrå eller et træ, og bide sig fast. Herefter vil svampens frugtlegeme skyde ud af insektet og, i sidste ende, sprede sine sporer til andre, nye værter.

“Man ved ikke præcist, hvad det er, som egentlig forårsager adfærdsændringen i insekterne,” siger Henrik Hjarvard de Fine Licht.

Ville et menneske stadig være ved bevidsthed, hvis de blev inficeret af en adfærdsændrende svamp?

“I insekterne, vi har set i laboratoriet, er der ikke meget tilbage af deres sanseapparat. De er meget, meget syge, og de reagerer ikke i særligt høj grad på deres omgivelser. Deres bevægelser er meget grove, rystende og langsomme – det er også derfor man kalder svampene for “zombiesvampe”,” siger Henrik Hjarvard de Fine Licht.

“Insekterne er mere døde end levende.”

I modsætning til seriens svampezombier, som er levende og kan bevæge sig og bide længe efter deres infektion, dør insekterne ret hurtigt.

“Når insekterne bider sig fast i planterne, dør de. Men til gengæld kan deres kadavre sidde der i mange måneder efterfølgende,” siger Henrik Hjarvard de Fine Licht.

Der er altså ikke alt for god grund til at ligge vågen om natten med bekymringer om at blive en svampezombie i den nærmeste fremtid.