Nattens helt store overraskelse: Naughty Dog annoncerer nyt spil
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 2 minutter.
December 13, 2024
Se traileren her!
Udviklerne bag de nu legendariske spilserier Uncharted og The Last of Us leverede nattens helt store overraskelse ved The Game Awards. Naughty Dog præsenterede nemlig deres helt nye spil, Intergalactic: The Heretic Prophet – der også er en ny original IP, der tilsyneladende har været under udvikling i fire år.
Traileren, der blev afsløret under showet, gav et spændende indblik i spillets setting og hovedperson. Spillet finder sted tusinder af år ude i fremtiden hvor man spiller som Jordan A. Mun, som er en farlig bounty hunter, der strander på Sempiria – en fjern planet, der har været afskåret fra resten af universet i over 600 år. For at slippe fra planetens kredsløb skal Jordan udnytte alt, hvad hun har af evner og snilde, i hvad der ligner et vildt action-eventyr.
Naughty Dogs medstifter Neil Druckmann har også været ude og udtale sig om spillet. I et interview med The New York Times fortalte han, at Intergalactic er en tilbagevenden til Naughty Dogs rødder i action-adventure-genren, som er en genre, der definerede studiet i deres tidlige dage med spil som eksempelvis Crash Bandicoot. Druckmann afslørede desuden, at spillet er inspireret af klassisk anime som Akira og Cowboy Bebop.
Mange havde nok forventet, at Naughty Dog ville bruge scenen ved The Game Awards til at afsløre et nyt kapitel i The Last of Us-universet. Men med præsentationen af Intergalactic: The Heretic Prophet fangede de formentlig mange på sengen. Det er altid interessant at se, hvad dette dygtige studie arbejder på, og endnu mere spændende bliver det at finde ud af, hvad de har brygget på i over fire år.
Spillet ser ud til at forene Naughty Dogs stærke historiefortælling med en ny, futuristisk setting. Så forventningerne er allerede skruet op, og vi glæder os til at dykke mere ned i Intergalactic: The Heretic Prophet og se, hvad det ambitiøse projekt ellers har at byde på.
Mest læste i dag
© Copyright - arkaden.dk

