Nintendo har fået patent på gameplay-mekanikker!


Anders Isaksen
Estimeret læsetid: 3 minutter.
May 10, 2025
I september sidste år kom det frem, at Nintendo havde sagsøgt Palworld-udvikleren Pocketpair. Baggrunden for sagsanlægget var ifølge Nintendo og The Pokémon Company, at Palworld angiveligt “krænker flere patentrettigheder”. Sagsanlægget søger et “påbud mod krænkelse og erstatning for skader”.
Mange pegede straks på designet af de såkaldte “Pals”, som – for nu at sige det pænt – ligger ret tæt op ad forskellige Pokémon-designs. Faktisk så tæt, at der gik rygter om, at man direkte havde stjålet og genbrugt assets fra Pokémon – nærmest 1:1. Det blev dog afvist og tilbagevist, men at ligheden var slående, var der ikke mange, der benægtede.
Alligevel viste det sig, at det faktisk ikke var designet, der var hovedpunktet i patentsagen. Nej, det handler i stedet om gameplay-elementer. Nintendo har nemlig fået godkendt patenter på visse mekanikker, og det har nu tvunget Pocketpair til at ændre spillet.
I et opslag på deres X-konto udtalte Pocketpair:
“[Vedrørende retssagen, ændringer i Palworld og fremtiden] Vi vil gerne udtrykke vores oprigtige taknemmelighed for den fortsatte støtte fra vores fans de seneste måneder. Vi beklager, at vi ikke har kunnet dele så meget information, som vi gerne ville, men vi håber, at vores fans forstår, hvor svært det er at være helt gennemsigtige, mens sagen stadig kører.
Vi er stadig involveret i en langvarig juridisk proces omkring påstået patentkrænkelse. Vi bestrider fortsat disse anklager og mener, at de pågældende patenter er ugyldige. Men vi har været nødt til at indgå visse kompromiser for at undgå afbrydelser i udviklingen og distributionen af Palworld.
Den 30. november 2024 udgav vi Patch v0.3.11, som fjernede muligheden for at tilkalde Pals ved at kaste Pal Spheres. I stedet bliver de nu tilkaldt statisk ved siden af spilleren. Flere andre mekanikker blev også ændret. Som mange har spekuleret i, var disse ændringer faktisk en konsekvens af den verserende retssag.
Desværre må vi med Patch v0.5.5 også ændre måden, glidning fungerer på. I stedet for at glide med hjælp fra Pals, skal spilleren nu bruge en glider fra sin inventory. Pals vil stadig give passive buffs, men ikke længere være selve glidemekanismen.”
[Regarding the lawsuit, changes to Palworld and the future]
We would like to express our sincere gratitude and appreciation for the continued support of our fans over the past few months. We apologize for not being able to share as much information as we would like, but we trust…
— Palworld (@Palworld_EN) May 8, 2025
Det mest opsigtsvækkende i denne sag er, at Nintendo har formået at få patent på helt centrale gameplay-elementer – herunder muligheden for at kaste en sfære og tilkalde en følgesvend. Uanset hvad man måtte mene om Palworld eller Pocketpair, så er det dybt bekymrende, at man nu kan patentere noget så fundamentalt som spilmekanik.
I brætspilsverdenen har man i årevis værnet om princippet om, at man ikke kan tage patent på gameplay. Det sikrer innovation og forhindrer monopoldannelser. Forestil dig, hvis id Software havde taget patent på at skyde i førstepersonsperspektiv – hvor mange spil ville vi så have i dag?
Denne udvikling risikerer at blive en farlig glidebane, især hvis Nintendo (og andre) får smag for at udvide porteføljen af gameplay-patenter. Vi vil naturligvis følge sagen tæt og rapportere, så snart der sker nyt.
Mest læste i dag

Feature
June 15, 2025
Arkaden på Folkemødet – Hvad laver Arkaden på Folkemødet?

Nyhed
June 16, 2025
Summer Game Fest 2025 fik rekordhøjt seertal

Nyhed
June 14, 2025
Gog introducerer nyt MOD initiativ, og afslører Skyblivions udgivelsesvindue!

Anmeldelse
June 15, 2025
Nintendo Switch 2-anmeldelse – Samme opskrift, langt bedre resultat
© Copyright - arkaden.dk