Nu skal du ifølge PEGI snart være 16 for at spille EA Sports FC
Jakob Hansen
Estimeret læsetid: 3 minutter.
March 13, 2026
De lyskrydsfarvede mærkater med en aldersvurdering fra 3 til 18 har igennem årtier informeret europæiske forældre om, hvorvidt et spil er egnet til deres børn.
Nu introducerer PEGI, organisationen bag aldersvurderingerne, sin hidtil største ændring af sine retningslinjer, fremgår det af en pressemeddelelse.
Ændringerne træder i kraft fra juni og betyder blandt andet, at et spil som EA Sports FC 27 med al sandsynlighed vil markeres med PEGI 16, mod tidligere PEGI 3.
Det store spring i aldersmærkatet for det populære fodboldspil skyldes, at spillet indeholder såkaldte loot boxes i form af kortpakker i spildelen Ultimate Team.
– EA Sports FC er et godt eksempel på, at den gamle klassifikation ikke længere fungerede, forklarer lektor ved IT-Universitetet Rune Kristian Lundedal Nielsen, der gennem mange år har forsket i digitale spil og loot boxes.
– På overfladen er spillet harmløst, for det er jo bare fodbold, og man kan endda spille sammen på sofaen. Men online indeholder det en forretningsmodel, som jeg i hvert fald synes er problematisk.
Fra sex og vold til vanedannende mekanikker
De europæiske aldersmærkninger blev oprindeligt introduceret for at imødekomme bekymringer over spils indhold.
At de eksempelvis var for skræmmende, blodige eller seksualiserede.
I nyere tid har det kritiske blik fra forældre, politikere og forskere snarere været rettet mod, hvordan børn og unge interagerer med spillene.
Eller sagt på en anden måde: der er mindre bekymring om, hvorvidt et spil indeholder referencer til stoffer og hasardspil, end hvorvidt spillet selv er vanedannende eller kan sidestilles med gambling.
De nye PEGI-regler afspejler dette.
Fremover vil spil, der indeholder tidsbestemte køb i spillet, såsom battle passes, som minimum vurderes til PEGI 12.
Indeholder spillet en mulighed for at slå købene fra gennem en menu – eksempelvis via forældrekontrol – vil vurderingen dog sænkes til PEGI 7. Som minimum vil spil med daglige missioner eller bonusser for kontinuerligt login også tildeles samme aldersvurdering.
Endelig lægger de nye retningslinjer også op til, at onlinespil implementerer systemer, der sikrer en god tone mellem spillerne.
Har et onlinespil ikke et rapporteringssystem eller et klart adfærdskodeks, vil det fremover automatisk mærkes med PEGI 18.

Spilindustrien forsøger at holde sig foran lovgivningen
PEGI, der står for Pan-European Game Information, blev nedsat i 2003. Bag organisationen står nogle af spilbranchens største aktører – organiseret i interesseorganisationen Video Games Europe.
Spilforsker Rune Kristian Lundedal Nielsen byder de nye regelændringer velkomne, men han påpeger også, at de har været længe undervejs.
Problematikken omkring vanedannende design og loot boxes har nemlig været kendt længe, og helt tilbage i 2019 blev Lundedal Nielsen selv inviteret til Dublin af PEGI, hvor han fremlagde sin forskning.
– Man kan spørge sig selv, hvorfor de ikke allerede ændrede retningslinjer dengang?
– Mit gæt er, at de forskellige EU-lovpakker – Digital Fairness Act, Data Act og så videre – har presset PEGI. De har skullet handle for at undgå at blive overhalet indenom af EU. Ellers havde det været regulering, fremfor selvregulering.
Et muligt smuthul?
Selvom Lundedal Nielsen er glad for, at de nye retningslinjer gør PEGI mere tidssvarende, peger han også på et område, hvor de nye retningslinjer stadig halter.
– En stor svaghed ved systemet er, at et spil kun får sin aldersvurdering én gang. Det virkede måske dengang, hvor spil udkom som færdige produkter. Men i dag er mange spil mere en løbende service, som ændrer sig med tiden.
Spilforskeren frygter, at skruppelløse udviklere simpelthen vil vente med at tilføje battle passes, loot boxes og andre omstridte elementer, til efter PEGI-vurderingen.
– Hvis danske forældre tror, at PEGI-mærkninger er en opdateret varedeklaration, så tager de grueligt fejl. Det svarer stadig lidt til, at du sælger mælk til supermarkedet, og så står det dig frit for at ændre protein- og fedtindhold, uden at det fremgår af emballagen.
Mest læste i dag
Anmeldelse
April 12, 2026
Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot
Anmeldelse
April 13, 2026
Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt
Nyhed
April 13, 2026
Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse
Nyhed
April 13, 2026
GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel
© Copyright - arkaden.dk

