Nye titler kommer til Game Pass: September 2024
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 3 minutter.
September 4, 2024
September på Game Pass står på nye spil og opdateringer, men også et farvel til flere titler – Få overblikket her:
Xbox har netop offentliggjort de første spil, der kommer til Game Pass i september, og det er en god blanding af nye og ældre titler. Ifølge Xbox Wire kan vi se frem til en række titler, der både dykker ned i mytologiens verden, byder på off-road eventyr og leverer ekstreme sportsoplevelser.
Allerede nu kan du kaste dig over Star Trucker på cloud, konsol og PC, hvor du træder ind i førersædet på en raketdrevet lastbil og transporterer varer på tværs af galaksen. Undervejs møder du en række farverige karakterer.
I dag lanceres Age of Mythology: Retold til cloud, PC og Xbox Series X/S. Det er en genfortælling af det klassiske strategispil, der kombinerer real-time strategi med mytologiske elementer, hvor du styrer både guder, monstre og mennesker i deres kamp om magten. Du kan læse vores anmeldelse af spillet her.
Den 5. september, altså i morgen, kan du kaste dig ud i vilde off-road eventyr med Expeditions: A MudRunner Game, der udkommer til cloud, konsol og PC. Her skal du lede ekspeditioner gennem barske og udfordrende landskaber, hvor det er nødvendigt at bruge terrængående køretøjer for at fuldføre missionerne. Spillet kræver en strategisk tilgang, hvor du både skal håndtere køretøjer og planlægge dine ekspeditioner, før du drager afsted.
Den 11. september lander Riders Republic på cloud, konsol og PC, og her får du mulighed for at udforske en enorm åben verden fyldt med kendte amerikanske nationalparker. Du kan vælge at køre på cykel, ski, snowboard eller bruge en wingsuit, mens du konkurrerer mod andre spillere.
For togentusiaster kommer der også en fin tilføjelse den 17. september, når Train Sim World 5 udkommer på cloud, konsol og PC.
Udover de nye spil på Game Pass, får nogle eksisterende titler også opdateringer og udvidelser. Valorant introducerer for eksempel den nye Sentinel Agent, Vyse, som Game Pass-medlemmer får adgang til med det samme. Samtidig får de også en XP-boost i spillets nyeste episode, Episode 09, Act II.
Dead by Daylight får desuden en Castlevania-udvidelse, hvor Dracula og Trevor Belmont bliver spilbare karakterer.
Allerede i morgen får Ark: Survival Ascended to nye opdateringer. Udvidelsen Aberration åbner for en underjordisk verden fyldt med nye skabninger og udfordringer, mens Bob’s Tall Tales: Steampunk Ascent giver spillet et pift af steampunk.
Selvom vi kan se frem til mange nye titler og opdateringer, er der også nogle spil, der forlader Game Pass den 15. september. Her må vi sige farvel til blandt andre FIFA 23, Ashes of Singularity: Escalation, Payday 3, Slime Rancher 2, SpiderHeck og You Suck At Parking.
Ovenstående er blot første bølge af nye tilføjelser i september, så vi kan godt forvente at se flere annonceringer til Game Pass inden måneden er omme.
Mest læste i dag
Anmeldelse
October 23, 2025
Frankenstein-anmeldelse – Del Toro’s passionsprojekt er næsten det mesterværk det fortjener at være
Nyhed
November 6, 2025
Rockstar svarer igen
Anmeldelse
November 4, 2025
Halls of Torment-anmeldelse – Et gammeldags mørke vækkes til live i jagten på næste bullet heaven
Nyhed
November 6, 2025
Instruktør bag Kingdom Come: Deliverance 2 kritiserer The Outer Worlds 2
© Copyright - arkaden.dk

