Oblivion Remake kan lande uden varsel – allerede i dag!
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 2 minutter.
April 3, 2025
Ville det ikke være dejligt, hvis rygterne talte sandt?
Hvis vi i dag fik et Oblivion Remake. Bare lige sådan. Bum. Værsgo.
Rygterne har floreret længe – og ja, det er ikke første gang, vi bliver udsat for endnu en omgang spekulationer om, hvorvidt Bethesda og Virtuos Games har genopbygget det ikoniske rollespil fra 2006. Men denne gang er der alligevel noget, der får det til at kilde lidt mere i maven end normalt.
En ny påstand er nemlig dukket op fraden X-bruger, der kalder sig Detective Seeds. Ifølge ham lander Oblivion Remake allerede i dag torsdag den 3. april. Ikke med noget stort postyr, men som et shadow-drop. Som i: Her er det. Spil det.
I believe the Oblivion remake is going to release end of next week, likely Thursday April 3rd. Then 13 days later Indiana jones on the 16th on PS5, and then 13 days later forza horizon 5 on 29th on PS5.
— Detective Seeds (@DetectiveSeeds) March 30, 2025
Tidligere har der været rygter om, at spillet ville blive afsløret i løbet af april, og at det ville udkomme tidligere end den oprindelige plan, som angiveligt var sat til juni. Men hvis det her holder stik, er det altså ikke bare en tidligere afsløring – det er en regulær overraskelsesudgivelse.
Og ja, der er al mulig grund til at finde saltbøssen frem og tage en ordentlig mundfuld. Vi har endnu ikke set så meget som et billede fra projektet, der ifølge de vedholdende rygter skulle være en total genopbygning i Unreal Engine 5, med opdateret kampsystem og justeringer til mekanikkerne. Ambitionen skulle altså være mere end blot en grafisk opdatering – vi taler om en reel genfortolkning af The Elder Scrolls IV: Oblivion.
Så. Kommer Oblivion Remake i dag? Måske. Måske ikke.
Men hvis det gør – så er vi klar.
Mest læste i dag
© Copyright - arkaden.dk

