Starfield sætter ny rekord, men der er grund til bekymring
Mark Elsberg
Estimeret læsetid: 2 minutter.
December 4, 2023
Flere end 12 millioner spillere verden over har prøvet kræfter med Bethesda Game Studios’ rum-epos Starfield. Det afslørede Microsoft Gaming CEO Phil Spencer under den nyligt overståede CCXP-konference i São Paolo, Brasilien.
Samtidig bekræfter han, at Starfield fortsat er blandt de “10 mest spillede Xbox-spil”, men vælger ikke at placere, hvor på denne top 10, Starfield befinder sig, ej heller præcis hvilke titler, den omfatter.

Og selvom de fleste udgivelser knap tør drømme om et spillerantal i den størrelsesorden, så kan der alligevel være grund til bekymring over Starfields performance. Hæng på.
For det første lader det til, at spillerbasen kun er vokset ‘relativt’ sparsomt siden lanceringen den 1. september. Allerede få uger efter debuten kunne Microsoft melde om 10 millioner Starfield-spillere. Det betyder altså, at der i løbet af oktober og november måned ‘kun’ er kommet 2 millioner flere til, en stigning på ca. 20 %.
Under normale omstændigheder ikke en dårlig bedrift, men det antyder, at tilvæksten af nye spillere ikke er så markant, som Microsoft kunne have håbet på for et nyt rollespil fra Bethesdas hånd.
Måske mere problematisk bliver det, når man dykker ned i, hvor lang tid, de 12 millioner spillere så har brugt på Starfield. Selvom vi ikke kan trække konkrete data på antal timer brugt, så kan vi få en ret god idé om spillernes fremdrift via achievement-systemet på hhv. Xbox og PC Game Pass. Dette har brugeren Morrigan på spilforummet ResetEra gjort.
Kigger man eksempelvis på spillets første achievement, “For All, Into the Starfield”, så har kun 75 % af spillerne låst op for denne. En fjerdedel når altså ikke engang 30 minutter ind i spillet, før de hopper fra igen. 45 %, altså under halvdelen, når til Level 5.

Kaster man blikket på Starfields performance uden for Microsofts økosystem, altså på Steam, så ser det heller ikke for godt ud. Eksempelvis var der det seneste døgn flere, der spillede Bethesdas 12 år gamle The Elder Scrolls V: Skyrim, end det var Starfield-spillere.
Så selvom Phil Spencer til CCXP udlægger Starfield som en tordnende success med 12+ millioner spillere siden lanceringen, kan der være belæg for at antage, at Starfield (og dets spillere) måske ikke har helt den samme udholdenhed, som vi ellers normalt ser med Bethesda-spil.
På den anden side kan det også være svært at sammenligne Starfield med tilsvarende udgivelser, da Starfield er udgivet under helt andre vilkår. Spillet var tilgængeligt på både Xbox og PC fra dag ét, og kunne spilles for alle med et Game Pass-abonnement. Kunne tallene blot være udtryk for, at Starfield har nået en ny og større målgruppe end tidligere Bethesda-spil?
Hvad tænker du? Viser Starfield allerede nu svaghedstegn, eller skal vi tro på Phil Spencer, når han siger, at det går strygende for Bethesdas stort anlagte rollespil?
Mest læste i dag
Nyhed
January 20, 2026
Er Pokémon-markedet crashet?
Film & Serier
January 20, 2026
Netflix sikrer sig streamingrettigheder til The Legend of Zelda-filmen
Nyhed
January 20, 2026
Tides of Tomorrow udskudt!
Nyhed
January 21, 2026
Star Wars: Hvad sker der med galaksens fremtid, når Kathleen Kennedy træder tilbage?
© Copyright - arkaden.dk

