Switch 2 står over for en mulig prisstigning i 2026
Kasper Hansen
Estimeret læsetid: 2 minutter.
January 21, 2026
Hvis du stadig går og overvejer, om en Nintendo Switch 2 skal finde vej ind i hjemmet, kan det meget vel være nu, beslutningen skal træffes. Nye vurderinger peger nemlig på, at konsollen kan stå over for en prisstigning i løbet af 2026.
Det er analysefirmaet Niko Partners, der i en ny rapport forudser, at Nintendo på et tidspunkt i år vil hæve prisen på Switch 2 globalt. Forudsigelsen er en del af firmaets ti bud på spilindustriens udvikling i 2026 og bygger på en række økonomiske faktorer, som allerede har ramt resten af hardwaremarkedet.
Niko Partners skriver følgende:
Nintendo Switch 2 er konkurrencedygtigt prissat sammenlignet med PS5 og Xbox Series X, efter at sidstnævnte konsoller oplevede prisstigninger sidste år.
Men den situation forventes ikke at vare ved. Øgede toldsatser, stigende priser på hukommelse og generelle makroøkonomiske forhold lægger pres på Nintendo, som ifølge analysen kan blive nødt til at følge samme spor som Sony og Microsoft.
Nintendo har ellers indtil videre holdt fast i en indgangspris på 449 dollars, selvom produktionen allerede har været påvirket af told og stigende omkostninger i blandt andet Kina, Japan og Vietnam. Samtidig har den eksplosive vækst i AI-datacentre sendt priserne på både RAM og lagerplads i vejret – komponenter, der spiller en central rolle i moderne konsoller.
I rapporten spekuleres der også i, at Nintendo i stedet for en direkte prisstigning kan vælge at udfase den nuværende basisudgave og fremover sælge Switch 2 som en dyrere bundle, potentielt til 499 dollars eller mere. Det er dog fortsat spekulation.
Nintendo selv forholder sig forsigtigt til emnet. Så sent som i sidste uge udtalte selskabets præsident, Shuntaro Furukawa, at Nintendo nøje overvåger konsollens indtjening, netop fordi hukommelsesmarkedet i øjeblikket er særdeles ustabilt. Over for den japanske avis Kyoto Shimbun forklarede han, at der ikke er nogen umiddelbar effekt på indtjeningen, men at udviklingen følges tæt. Om stigende indkøbspriser kan føre til højere forbrugerpriser, ville han dog ikke kommentere konkret.
Historisk set er Nintendo heller ikke fremmed over for prisjusteringer. Sidste år blev priserne på den originale Switch hævet i USA med henvisning til “markedsforhold”, og allerede før Switch 2’s lancering valgte Nintendo at udskyde amerikanske forudbestillinger på grund af økonomisk usikkerhed. Dengang blev selve konsollen skånet ved lanceringen, mens flere accessories steg i pris.
Alt dette er kun forudsigelser fra analyse-firmaet, dermed er der ingen bekræftelse på disse udsagn.
Mest læste i dag
Film & Serier
August 7, 2026
Chris Carter afslører trailer til den R-ratede version af “The X-Files: I Want to Believe – Vrach Frankenshteyn”
Film & Serier
August 7, 2026
Sam Neill nåede at færdiggøre sin rolle i The Legend of Zelda før sin død
Anmeldelse
August 8, 2026
The Devil Wears Prada 2 Blu-Ray -Anmeldelse – Hyldest til en industri Fanden har skabt
Anmeldelse
August 8, 2026
Dobbeltspil-anmeldelse – Publikum sendes på rutschetur i ny dansk thriller
© Copyright - arkaden.dk

