The Game Awards 2024 satte seerrekord
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 1 minutter.
December 15, 2024
Over fire millioner fulgte med under showet
I år fejrede The Game Awards sit 10-års jubilæum med et show, der overgik alle tidligere udgaver i størrelse og seertal. Ifølge data fra Streams Charts var The Game Awards 2024 den mest sete udgave nogensinde med over fire millioner samtidige seere da flest så med.
Det var et show, der gav os alt fra afsløringen af The Witcher 4 og Naughty Dogs nye spil til Virtua Fighter, The Outer Worlds 2 og Mafia: The Old Country. Showet bød samtidig på en række markante gæster og optrædener fra blandt andet Harrison Ford og Snoop Dogg, som tydeligt viste, hvorfor The Game Awards fortsat er en af spilindustriens vigtigste begivenheder.

Ifølge Streams Charts toppede showet med hele 4.004.197 samtidige seere på tværs af de mest populære kanaler. I alt blev der registreret hele 15.267.555 seertimer, og 1.498 kanaler deltog med co-streams og reaktioner på begivenheden. Blandt de mest sete var officielle kanaler som IGN, samt streamere som Asmongold og MoistCr1TiKaL, der tiltrak tusindvis af seere, mens de reagerede live på showets mange højdepunkter.
Med et show, der strakte sig over næsten fem timer, viste The Game Awards 2024, hvorfor det er en af årets vigtigste spilbegivenheder. De store annonceringer, de stjernespækkede optrædener og det voksende publikum understreger, at formatet stadig har masser af potentiale.
Mest læste i dag
© Copyright - arkaden.dk
