The Game Awards får drøje hug af seerne
Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 3 minutter.
December 13, 2025
Dette års The Game Awards bød på intet mindre end verdenshistorie, da Clair Obscur: Expedition 33 vandt hele 9 priser – herunder prisen som Game of the Year. Men showet i sin helhed har fået kritik med på vejen.
Kritikken startede allerede inden showet blev vist, fordi mange mener, at det er et show, der prioriterer marketing og fremvisning af nye trailers og annonceringer af spil. Det er en meget lukrativ forretning for Geoff Keighley og The Game Awards. Her på Arkaden kunne vi også fortælle, at en 3 minutters trailer koster helt op mod 1 million dollars at få vist.
Men det er ikke kun derfor, at showet nu har fået drøje hug af publikum. I en undersøgelse, som The Game Awards selv har lavet, rangerer over 276.000 mennesker nemlig showet – og her viser det sig, at hele 38,9% af de adspurgte giver karakteren D eller derunder. Kun 15,1% rangerer showet med karakteren A, 24,6% giver det B og 21,4% giver det C. Altså en markant overvægt af seere, der er skuffede.
Thanks for watching The Game Awards. How would you grade this year’s show?
— Geoff Keighley (@geoffkeighley) December 12, 2025
Hvor problemet ligger i år, kan have flere svar. Først og fremmest udstråler The Game Awards og Geoff Keighley ikke, at de tager sig selv særligt seriøst som awards-show. Det kan blandt andet ses ved, at man nærmest med shotgun-fire fyrer op til flere priser af sted i løbet af 30 sekunder. Jeg sad selv og noterede ned undervejs og fik meget travlt, når man på så kort tid annoncerer fire-fem priser. Derfor forstår man også kritikken af, at det her i langt højere grad er et marketing-show end en prisoverrækkelse.
En anden del af forklaringen er nok, at man som seer har en forventning om, at den sidste annoncering til showet er noget, der simpelthen trækker tæppet væk under en. En afslutning, der imponerer. Men det var ikke tilfældet i år, hvor man præsenterede et free-to-play shooter som det aller sidste. Highguard udgjorde finalen, og det var en ret antiklimatisk slutning på et show, som ellers indeholdt mange spændende annonceringer og rigtig stærke trailers. Men afslutningen var tam – og det kan meget vel være en stor del af forklaringen.
Det bliver også understreget af content creatoren Synth Potato på X, der svarede på Jeff Keighleys opslag omkring vurderingen af showet. Her spørger han humoristisk, hvad i alverden de havde røget, siden de besluttede, at et free-to-play hero shooter var værd at vise som det aller sidste.
En sidste kritik går også på, at flowet og pacingen især i den sidste halvdel af showet var virkelig dårlig.
I den mere positive ende ser det dog ud til, at The Game Awards igen i år har slået seerrekord. Ifølge Insider Gaming var der på et tidspunkt 1,3 millioner samtidige seere på den officielle YouTube-kanal. Vi kan forvente, at Goeff Keighley snart kommer ud med de helt officielle tal – og vi kan nok godt regne med, at årets show har overgået de foregående.
Mest læste i dag
© Copyright - arkaden.dk

