Transformers: Galactic Trials – Et nyt kapitel i den ikoniske franchise


Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 2 minutter.
September 6, 2024
Nyt super hurtigt Transformer-spil på vej!
Transformers er uden tvivl en af de største franchises nogensinde. Siden lanceringen i 1984 som en legetøjsserie har Transformers-universet udviklet sig til en global sensation, der spænder over film, tv-serier, digitale medier og selvfølgelig videospil. Med sin episke fortælling om kampen mellem Autobots og Decepticons har franchisen formået at fange flere generationer af fans og cementeret sig som en kulturel gigant. Med over 11 spillefilm, adskillige videospil og den kommende animationsfilm Transformers: One på vej, fejrer Transformers i år sit 40-års jubilæum.
Nu er det næste store kapitel i form af videospillet Transformers: Galactic Trials lige om hjørnet. Spillet er udviklet af 3DClouds og udgivet af Outright Games i samarbejde med Hasbro, og kombinerer actionfyldt rogue-lite gameplay med højhastigheds racing, og det er klar til at lande på PlayStation, Xbox, Nintendo Switch og PC den 11. oktober 2024.

I en ny trailer, som netop er blevet afsløret, får vi det første kig på de 11 spilbare karakterer fra både Autobots og Decepticons. Vi kan se frem til at spille som klassiske figurer som Optimus Prime, Bumblebee, Megatron, Elita-1, Wheeljack og mange flere. Traileren fremhæver hver karakters unikke evner, som for eksempel Optimus Primes øksekast, der bryder tyngdekraften, Bumblebee’s plasma-angreb og Wheeljacks eksplosive og ødelæggende bomber. Man starter som Optimus Prime, Bumblebee og Megatron, men flere karakterer låses op, når man gennemfører spillet.
I Transformers: Galactic Trials skal Autobots og Decepticons dyste om at få fat i de magtfulde Prime Relics, som er blevet stjålet af Nemesis Prime. Artefakterne giver dem, der besidder dem, enorm magt, og som spiller skal man kæmpe og køre om kap for at få dem tilbage. Spillet har både en singleplayer-kampagne og en mere arkade-agtig gamemode, hvor spillere kan udfordre hinanden i lokal multiplayer.
Stephanie Malham, der er Managing Director hos Outright Games, udtaler i en pressemeddelelse:
– Vi er glade for at kunne give fans et nyt indblik i Transformers: Galactic Trials, og vi ser frem til, at de kan opleve de actionfyldte kampe og hæsblæsende racerløb, som venter dem i spillet.

– Det har været et spændende år for Transformers, og vi glæder os til at se, hvordan fansene tager imod spillet, når det udkommer i oktober. Spillets unikke kombination af action og rogue-lite gameplay byder på noget helt særligt for både nye og gamle fans, tilføjer Eugene Evans fra Hasbro.
Transformers: Galactic Trials udkommer, som tidligere nævnt, den 11. oktober 2024 til PlayStation 4, PlayStation 5, Nintendo Switch, Xbox One, Xbox Series X/S og Steam.
Mest læste i dag

Feature
June 17, 2025
Arkaden møder Allan Olsen: “Hvis de ikke gider bruge mig, så synes jeg, at de kan bruge nogle andre.”

Nyhed
June 11, 2025
Endnu en fyringsrunde hos Bend Studio

Anmeldelse
June 18, 2025
Rematch-anmeldelse – Et fejlbehæftet men sjovt fodboldspil

Anmeldelse
June 17, 2025
TRON: Catalyst-anmeldelse – Neonlys, netcode og narrative loops
© Copyright - arkaden.dk