Ubisoft nedjusterer forventningerne til regnskabsåret 2024-25


Lau Mellemgaard Eskildsen
Estimeret læsetid: 3 minutter.
September 26, 2024
Skuffende salgstal og udskydelsen af et af årets mest ventede spil har haft negative konsekvenser for Ubisoft
2024 har vist sig at være et udfordrende år for Ubisoft. Selvom udgivelserne i Prince of Persia-serien har været solide, har Ubisoft eksempelvis kæmpet med en problematisk lancering af Star Wars Outlaws. Som om det ikke var nok, er udgivelsen af Assassin’s Creed Shadows nu blevet udskudt til den 14. februar 2025 – og på grund af disse udfordringer har Ubisoft i en pressemeddelelse, som Arkaden.dk har modtaget, følt sig nødsaget til at opdatere deres økonomiske mål for regnskabsåret 2024-25.
Ifølge pressemeddelelsen forventer Ubisoft nu en nettoomsætning på cirka 1,95 milliarder euro og et balanceret resultat, der formentlig går i nul, i forhold til både driftsindtægter og frie pengestrømme. For andet kvartal af regnskabsåret 2024-25 forudser de en nettoomsætning på mellem 350 og 370 millioner euro. Ubisoft forklarer i den forbindelse, at justeringen primært skyldes udskydelsen af Assassin’s Creed Shadows samt de lavere end forventede salgstal for Star Wars Outlaws.
Assassin's Creed Shadows will now release February 14, 2025. pic.twitter.com/J2ah7kkytW
— Assassin's Creed (@assassinscreed) September 25, 2024
Ubisoft oplyser, at de har lyttet til spillernes feedback og derfor har taget en vigtig beslutning vedrørende Assassin’s Creed Shadows. Spillet, der allerede er funktionsfærdigt, udskydes nu til den 14. februar 2025, og med udgangspunkt i erfaringerne fra lanceringen af Star Wars Outlaws har Ubisoft valgt at bruge mere tid til at finpudse spillet, så det lever op til de høje ambitioner. Derudover har Ubisoft meddelt, at de vil afvige fra deres sædvanlige Season Pass-model, og at spillere, som forudbestiller spillet, vil modtage den første udvidelse gratis. Assassin’s Creed Shadows vil også blive tilgængeligt på Steam fra udgivelsesdagen.
Selvom Star Wars Outlaws har fået solide anmeldelser med en Metacritic-score på 76 og brugeranmeldelser på 3,9/5 på Epic Games Store, har salget indledningsvist været skuffende. Ubisoft arbejder dog allerede på opdateringer for at forbedre spiloplevelsen, for dermed at tiltrække flere spillere op til julesalget. Fra den 21. november vil Star Wars Outlaws desuden kunne købes på Steam.
– Vores resultater for andet kvartal levede ikke op til forventningerne, og vi reagerer hurtigt og beslutsomt ved at øge fokus på en spillerorienteret og gameplay-fokuseret tilgang, samtidig med at vi fortsat prioriterer den langsigtede værdi af vores brands, udtaler Yves Guillemot, der er medstifter og CEO hos Ubisoft i pressemeddelelsen.
Han understreger samtidig, at selvom fordelene ved Ubisofts omstillingsstrategi tager længere tid end forventet at realisere, vil de fortsat fokusere på to centrale områder, som er open-world adventure-spil og games as a service (GaaS). Det er strategierne, der skal drive virksomhedens vækst og sikre en stabil indtægt.

Ubisoft erkender også behovet for større effektivitet og mere kvalitet for at imødekomme spillernes forventninger. Derfor har ledelsen, med støtte fra bestyrelsen, igangsat en gennemgang af virksomhedens processer for at fremskynde deres strategi og forbedre resultaterne, så det gavner både aktionærer og interessenter.
Yves Guillemot adresserer også de delte meninger, der især er opstået efter kritikken fra mange japanske spillere, som mener, at Assassin’s Creed Shadows ikke respekterer Japans kultur og historie.
– Vi er en underholdningsvirksomhed, og vores fokus er at skabe spil til et så bredt publikum som muligt. Vores mål er ikke at fremme nogen bestemt agenda, men at udvikle spil, som fans og spillere verden over kan nyde, forklarer han.
Udskydelsen af Assassin’s Creed Shadows har haft en markant negativ indvirkning på Ubisofts aktiekurs. Siden nyheden blev offentliggjort, er aktien faldet med mere end femten procent, hvilket afspejler investorernes bekymring over både udskydelsen og de generelle udfordringer, som Ubisoft står over for.
Pressemeddelelsen afsluttes med en meddelelse om, at flere detaljer vil blive fremlagt, når Ubisoft offentliggør deres halvårsresultater den 30. oktober 2024.
Mest læste i dag

Film & Serier
June 11, 2025
I Hvilken rækkefølge skal du se Predator-filmene?

Nyhed
June 11, 2025
Officielt: Switch 2 er hurtigst sælgende nogensinde

Film & Serier
June 12, 2025
Superman anno 2025 er langtfra tandløs: Se trailer 2 her

Anmeldelse
June 12, 2025
HITMAN World of Assassination: Signature Edition-anmeldelse – En fremragende trilogi men en problemfyldt port
© Copyright - arkaden.dk