Vampire Survivors får online multiplayer med Dino Patti bag roret
Christian Heegaard Kongsøre
Estimeret læsetid: 2 minutter.
June 19, 2025
Vampire Survivors, der var med til at sparke liv i en genre, der endnu ikke har fået en fast betegnelse, blev et enormt hit, da det udkom i 2021. Siden udgivelsen har spillet blandt andet fået en mobilversion, der gør det muligt at træde ind i bullethell-banerne på farten.
Danske Dino Patti, medskaber af Limbo og INSIDE, fortalte i seneste afsnit af Arkaden Podcast, som blandt andet kan høres på YouTube, Spotify og diverse andre podcastplatforme, at Vampire Survivors også får en online co-op-feature, som han selv står bag. Det sker som følge af det arbejde Pattis virksomhed, coherence, udfører i samarbejde med spillets skaber, poncle.

Fra single- til multiplayer
coherence er en virksomhed, der grundlæggende har til formål at hjælpe spiludviklere med at realisere en multiplayer-komponent i deres spil, som måske ellers har været en ren singleplayer-oplevelse. Og det er altså netop det, som Dino Patti i øjeblikket arbejder på i forbindelse med Vampire Survivors.
“Det er bare sådan et spil, hvor (man tænker, red.): Hvorfor er det ikke multiplayer? siger Dino Patti i Arkaden Podcast. Han forklarer, at der fra poncles side ikke lå en interesse i at bygge et selvstændigt hold op, der kunne skabe online-funktionaliteten, og at det derfor var her, coherence kunne træde til.
“Så vi har ligesom bare siddet og hjulpet dem med at få det på banen. Jeg kan ikke sige noget om launchen, men det er i hvert fald noget, der kommer”, fortæller Dino Patti.
Flere multiplayer-konverteringer på vej
I podcasten løfter Dino Patti også sløret for, at coherence er i dialog med Devolver Digital om en multiplayer-komponent til et af deres spil. Præcis hvilket spil, der her er tale om, kommer han dog ikke nærmere ind på.
Du kan høre meget mere om arbejdet med Vampire Survivors og coherence i interviewet i Arkaden Podcast, hvor Morten Urup, Nikolaj Kelm Jyde og Dino Patti også taler om ejerskiftet i Jumpship, stridighederne mellem Playdead-stifterne og meget mere.
Mest læste i dag
Anmeldelse
April 12, 2026
Thrash-anmeldelse – Naturkatastrofe, hajer og Netflix på autopilot
Nyhed
April 13, 2026
Et af årets mest ventede spil står måske overfor en udskydelse
Anmeldelse
April 13, 2026
Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt
Nyhed
April 13, 2026
GTA 6-studie under pres- Data holdt som gidsel
© Copyright - arkaden.dk

