Zelda-serien er det perfekte eventyr: “Det har formet rigtig manges syn på spil”

Nintendos serie om ridderen Link og prinsessen Zelda er en af de helt store og toneangivende serier hos både publikum og anmeldere. Vi har spurgt eksperter, hvad der har gjort Zelda-serien så succesfuld

Nede i den lokale kiosk i nærheden af Salina Larsens barndomshjem kunne man låne film.

Og en NES-konsol med en tilhørende udgave af ‘The Legend of Zelda’.

“Jeg har ikke fantastisk mange gode minder fra min opvækst, men da jeg, min mor og min storebror spillede Zelda, var det meget varmt og nært,” siger Salina Larsen, der i dag er forfatter.

De havde hver deres bruger, hvilket var praktisk, for man kunne lige præcis have tre, men især sad de og så på Salinas storebror, der kæmpede sig vej igennem landskabet. Sammen fandt de hemmeligheder og opklarede kryptiske spor for at komme videre i spillet.

“Vi sad tre mennesker sammen om skærmen og heppede og delte, hvad vi fandt, og hvad vi oplevede,” siger hun.

Et problem af mere praktisk karakter, familien havde var, at man kun kunne låne konsollen i et døgn ad gangen.

“Vi lånte det i døgndrift. Jeg tror nærmest ikke nogen andre havde mulighed for at leje det,” siger hun.

En stor oplevelse hun senere havde med spillene, kom med ‘Link’s Awakening’.

“I begyndelsen af spillet ligner det de foregående. Men cirka halvvejs inde er der en ret stor afsløring, som giver det noget uhygge og noget mørke, som overraskede mig. Den kombination er rigtig vellykket. Det giver en ny dimension til det indtil da ret gængse fantasy-univers,” siger hun.

En succes-serie

Da manden bag Zelda-serien, Shigeru Miyamoto, i midten af 1980’erne fik ideen til det første Zelda-spil, med det relativt åbenlyse navn ‘The Legend of Zelda’, var hans vision, at det skulle gengive hans oplevelse af at undersøge området omkring hans hjemby Kyoto.

Som dreng gik han på opdagelse i skovene uden kort.

“Jeg oplevede, at hvor end jeg gik hen, gemte der sig nye opdagelser alle steder,” har han i sin tid udtalt. 

Det første spil gav spillerne en åben verden at udforske. Spilleren blev ikke holdt i hånden – ikke engang et sværd havde Link, når man startede spillet op. 

Karaktererne, man møder, giver kryptiske kommentarer, som det er op til spilleren selv at regne ud. Næsten alle områder er fra starten åbne, selvom mange af dem er lidt for svære, indtil man skaffer sig nyt udstyr. 

Blandingen af at være en snarrådig kriger, som må undvige og dukke sig, ramme plet med sit sværd, holde styr på sit liv og gå på opdagelse i en verden, som gemmer hemmeligheder bag hemmeligheder, var en stor succes og sparkede en sejlivet serie af spil i gang – og den fortsætter stadig, med 20 spil i bagagen.

For Dom Ford, som er er lektor på Bremen Universitet, og har forsket i spil som mytologiske fortællinger, er Zelda-spillene en af de helt centrale søjler i hans oplevelse af spil.

“Da jeg var barn, spillede jeg Ocarina of Time med min ældre bror på Nintendo 64. Jeg kan huske, at verden føltes utroligt stor og farlig. Jeg så virkelig op til min bror og den måde, han formåede at udforske verden og ikke blive bange for monstrene,” siger han.

Det satte et dybt indtryk i ham.

“Det spil var virkelig formativt for mig og farvede fuldstændig, hvordan jeg så på spil og stadig gør,” siger han.

Han lærte endda at spille melodien “Zelda’s Lullaby” fra spillet. 

“Musikken er ætset ind i min hjerne,” siger han.

Siden har han efter eget udsagn spillet næsten alle Zelda-spil.

“Zelda-spillenens indflydelse på den bredere videospilskulturen er meget stor,” siger han.

Det skyldes ifølge ham at Zelda-spil ofte er blandt de første spil, som spilleres bliver introduceret til. 

“Der er tale om et af de helt store fra Nintendo, og Nintendo-konsoller er især rettet mod familier, børn og mere casual spillere. Et Zelda-spil vil ofte være det første eventyrspil, man spiller, og det former også ens syn på spil,” siger han.

Han fremhæver Zelda-serien for at være et sted, Nintendo formår at rykke grænser og innovere – og forfine andre elementer, som andre spil også forsøgte at gøre brug af.

“Ocarina of Time var eksempelvis slet ikke det første 3D-spil, men det satte virkelig standarden for 3D-spil på grund af ting som Z-låsesystemet (det at kunne låse fokus på en bestemt fjende med en knap, red.). Nu om dage, er det næsten umuligt at finde spil, der ikke bruger et lignende slags låsesystem,” påpeger han.

Han nævner ‘Wind Waker’ som et eksempel på et spil, der gjorde en indsats for ikke at ligne andre titler fra starten af 2000’erne, som alle bevægede sig mod en stigende grad af “realisme” – hvilket undertiden mest betød, at alting var utroligt brunt. 

“Og særligt ‘Breath of the Wild’ tog det noget gennemtrådte open-world-format og perfektionerede det mere eller mindre, samtidig med at det viste dybden af, hvad der kunne lade sig gøre med et robust fysiksystem og interessante kombinationer af mekanik,” siger han.

Et magisk univers

Hvad der binder Zelda-serien sammen er dens mytologi og den stemning, man finder i spillene.

“De første Zelda-spil var meget gameplay-fokuserede,” siger Miguel Sicart, professor på IT-universitet i København.

Men begyndende med Link’s Awakening (som pludselig bliver meget eksistentialistisk, magisk og bogstavelig talt drømmende) sneg sig noget andet ind: En magisk og særlig japansk nerve.

“Man kan i virkeligheden sammenligne Zelda-spillene med Studio Ghibli. De er tilgængelige for et ikke-japansk publikum, men de er også distinkt japanske,” siger Miguel Sicart. 

“Spilleren behøver ikke et dybt kendskab til japansk kultur, men historierne og den interne logik i Zelda-spillene er stadig eksotisk og tager udgangspunkt i en tradition og mytologi som er dyb og dragende,” siger han.

Han nævner som eksempel, at Zelda-spillene indeholder en helt selvfølgelige “magisk animisme”, som er typisk for traditionel japansk mytologi: Alt har en sjæl. Træer kan tale, dyrene tænker og steder har bevidsthed.

“Naturen har helt naturligt sin egen stemme,” siger Miguel Sicart.

Derudover peger han på, at rigtig mange spillere er blevet introduceret for spil gennem Zelda. 

“De lidt sentimentale, magiske historier og det solide gameplay i serien var manges første møde med spil, og det har i høj grad formet deres – og dermed spilkulturens generelt – syn på, hvad spil er og kan være,” siger han.

“De nye spil aktiverer vores minder. Vi drages ind i smukke, nostalgiske og lidt tragiske og triste verdener, som ligger åbne for os. Især i ‘Breath of the WIld’ og ‘Tears of the Kingdom’ kombineres noget nyt og noget gammelt på en meget velkonstrueret måde.”

Et andet element, Miguel Sicart lægger vægt på, er humoren i spillene. 

“Det er legesyge spil, især i en spilverden hvor meget alvorlige spil som ‘The Last of Us’ og ‘God of War’ optager meget plads. Men i ‘Tears of the Kingdom’ har folk brugt ufattelige mængder tid på at bygge de mest fjollede og imponerende ting i spillet, og det er jo herligt,” siger han.

“Måske savner man det. I Zelda findes legen sammen med det farlige, kærligheden og eventyret i én pakke.”

Har sat sig fast

For Salina Larsen og hendes familie, der havde sat sig godt og grundigt på den lokale kiosks Zelda-spil, fik det hele en logisk konsekvens.

“Da kiosken, vi lejede det i, på et tidspunkt lukkede, havde de lagt konsol og spil til side, så vi kunne få det helt vildt billigt,” siger Salina Larsen.

Hun er i dag taknemmelig for både minderne med sin familie, men også for det magiske univers hun blev introduceret for i spillene.

“Jeg er i dag fantasyforfatter, og jeg var virkelig fascineret af mytologien i Zelda-spillene, som nok har sat sig fast i mig,” siger hun.

---