Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Opkøbere brænder inde med Playstation 5 Pro konsoller!

Foto: Sony Playstation

Af Anders Isaksen
9 november, 2024

Forhåbentlig kan denne erfaring få dem til at droppe den taktik fremover!

I øjeblikket ser man en del PlayStation 5 Pro-konsoller sat til salg på online-auktioner til priser lige under vejledende udsalgspris, ifølge en ny artikel fra Videogamechronicles. Baggrunden for dette er, at opkøbere – eller “scalpers” som de kaldes på engelsk – har købt store partier af konsollen med hensigt om at videresælge dem til overpris. Da den oprindelige PlayStation 5 blev lanceret, havde disse opkøbere stor succes med strategien.

Men situationen ser anderledes ud denne gang. De står nu tilbage med en overflod af Pro-modeller, som de har svært ved at sælge, hvilket mange forbrugere glæder sig over. Grunden er enkel: De fleste butikker har stadig rigeligt med PlayStation 5 Pro på lager, hvilket fjerner behovet for at købe den til overpris på andenhåndsmarkedet.

Det er dog vigtigt at se det hele i en større sammenhæng. Den oprindelige PlayStation 5 blev solgt til høje priser under pandemien, hvor både produktions- og leveringsvanskeligheder gjorde konsollen sjælden og eftertragtet. Disse udfordringer er nu overstået. Samtidig er PlayStation 5 Pro en nichemodel, ligesom den tidligere Pro-version. For eksempel udgjorde PlayStation 4 Pro kun omkring 14 % af det samlede PS4-salg.

Derfor er denne udvikling ikke overraskende, og det ser ikke ud til at signalere nogen større problemer for konsollen. Men at opkøberne nu sidder fast med usolgte enheder, er yderst tilfredsstillende.

Anders Isaksen – Skribent & Anmelder


Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.





© Copyright - arkaden.dk