Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Persona 4 Remake på vej?!

Foto: Atlus

Af Anders Isaksen
21 marts, 2025

Ny domæneregistrering peger i den retning!

Persona-serien har efterhånden cementeret sig som en af de allerbedste J-RPG-serier. Med vidunderlige historier, der ikke er bange for at tackle tunge sociale og kulturelle emner, kombineret med fantastisk turbaseret kampsystem og dybe personlige interaktioner mellem hovedpersonen og hans omgangskreds, har serien vist sig at være en sand vinder-cocktail.

Sidste år blev vi beriget med det storslåede Persona 3 Reload, et komplet og yderst vellykket remake af Persona 3, som blev modtaget med stor begejstring af både nye og gamle fans. Siden da har der konsekvent været rygter om et muligt remake af Persona 4, en titel der ofte nævnes som en af seriens allerbedste og en skarp konkurrent til Persona 5 om at være fanfavoritten.

Nu tyder meget på, at det ikke længere er et spørgsmål om “hvis”, men snarere “hvornår”. Håbet om et remake er blevet forstærket af en nyligt registreret domæneadresse: P4re.jp. Det var YouTuberen og Persona-fan ScrambledFaz, der opdagede registreringen af dette domæne, hvilket straks fik spekulationerne til at tage fart.

Interessant nok påpegede han, at domænet P3re.jp blev registreret for to år siden, og blot tre måneder senere blev Persona 3 Reload officielt afsløret. Hvis Atlus følger samme mønster, kunne det meget vel betyde, at vi inden for en overskuelig fremtid vil se et officielt remake af Persona 4.

For fans af serien er dette en utrolig spændende nyhed. Persona 4 er kendt for sin dybe og rørende historie, unikke karakterer og det ikoniske mysterium, der omgiver byen Inaba. Et moderne remake med opdateret grafik, forbedrede mekanikker og potentielt nye tiltag kunne være en drøm, der går i opfyldelse for mange spillere.

Indtil videre må vi dog vente på en officiel udmelding fra Atlus, men med den nylige domæneregistrering virker det nærmest uundgåeligt, at Persona 4 får samme behandling som sin forgænger.

Anders Isaksen – Skribent & Anmelder


Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.






© Copyright - arkaden.dk