Anmeldelser

Persona 5 Tactica – Anmeldelse – En nuttet oplevelse uden bid

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
23 november, 2023

Det seneste spin-off til Persona 5 fra 2017 er en overkommelig og triviel taktisk oplevelse

Persona 5 er på mange måder et genre-definerende mesterværk. Med sin særegne stil, fremragende historie og unikke gameplay har Persona 5 og udvidelsen Persona 5 Royal positioneret sig som et af de bedste JRPG-spil i nyere tid.

Udover at være et særdeles langt spil, så udmærker Persona 5 sig ved sin blanding af livssimulation, et turbaseret kampsystem og forskellige rollespil-elementer. Spillet fortæller en kompleks historie om en gruppe teenagere, der er kendt som The Phantom Thieves, der udforsker en alternativ virkelighed, hvor de fremkalder deres Personas, stærke alter egoer, for at bekæmpe voksne magtmisbrugere. Samtidig med disse heroiske handlinger skal de balancere deres almindelige liv og udfordringerne ved at være studerende.

Café Leblanc vender tilbage i Persona 5 Tactica – denne gang som et skjulested for The Phantom Thieves

Persona 5 Tactica er ligesom Persona 5 Strikers et spin-off til Persona 5, der bygger videre på den overordnede historie og bruger det kendte og charmerende persongalleri. Hvor Persona 5 benytter sig af et turbaseret kampsystem og Persona 5 Strikers benytter sig af kampe i realtid, så har Persona 5 Tactica en anden tilgang. Det er nemlig et taktisk rollespil, hvor man bevæger sig rundt i kamparenaen, positionerer sine karakterer og træffer taktiske beslutninger om hvordan man vil angribe fjenden.

Du skal positionere dig på kamppladsen, og vælge de rette angrebsmuligheder

Spillet henvender sig primært til dem, der kender til Persona 5, da det fortsætter historien om The Phantom Thieves. Det er derfor en fordel, at man har kendskab til det overordnede narrativ og de tilbagevendende karakterer. Persona 5 Tactica er dog en simplificeret oplevelse uden hovedspillets livssimulations-aspekt, og fokuserer mere på historien og kampsystemet, og spillet mangler den karakterprogression og sociale dynamik, der gjorde hovedspillet unikt.

Historien i Persona 5 Tactica udspiller sig efter Persona 5 og følger The Phantom Thieves, som bliver transporteret til en alternativ verden. Joker, Morgana og den nye karakter Erina må bekæmpe den onde Lady Marie og redde deres hjernevaskede venner. Spillet henter inspiration fra oplysningstidens Frankrig og den franske revolution, og placerer The Phantom Thieves midt i en kamp mod tyranni. Det er en interessant historie om magt, oprør og frihed, men den når ikke hovedspillets niveau.

Joker, Morgana og Erina

Kampsystemet i Persona 5 Tactica er centreret om taktiske turbaserede kampe, hvor man benytter forskellige angrebsmuligheder og Personaer for dermed at udnytte fjenders svagheder. Du har undervejs i spillet mulighed for, at forbedre dine evner i kamp ved at opgradere dine karakterers evner i det nye skill-tree og ved at opgradere våben og Personaer. Kampsystemet er ikke ret svært at beherske, og bliver hurtigt repetitivt. De største udfordringer kommer faktisk gennem spillets sidemissioner, der skruer sværhedsgraden op, og udfordrer dine taktiske og strategiske evner

Persona-evner giver en klar fordel i kampens hede

På trods af at Persona 5 Tactica mangler nogle af hovedspillets kerneelementer, er det et ekstremt velproduceret spil med en nuttet chibi-animationsstil, fremragende stemmeskuespil, flot grafik og velproducerede cutscenes. Musikken er også et højdepunkt med både kendte og nye sange. Spillet appellerer muligvis til en yngre målgruppe, men det savner samtidig det bid og den kant, man kender fra hovedspillet.

Det nye skill-tree giver dig mulighed for at specialisere de forskellige karakterer

Konklusion

Persona 5 Tactica giver dig en ny taktisk rollespilsoplevelse i et velkendt univers. Det fortsætter historien om The Phantom Thieves, men savner hovedspillets dybde og kompleksitet. Med fokus på taktisk kamp frem for livssimulation og karakterudvikling, tilbyder spillet en mere forenklet oplevelse. Historien er interessant og kampsystemet byder på nye taktiske muligheder, men bliver i længden trivielt, og når ikke op på det niveau, der blev sat af hovedspillet. Sådan går det nogle gange, når man står på skuldrene af giganter.

På trods af dette imponerer spillet med sin nuttede artstyle, fremragende stemmeskuespil og musik, og derfor kan spillet sagtens anbefales til Persona-fans, hvorimod uindviede i Persona-serien bør benytte deres tid og penge andetsteds.

Udvikler/Udgiver: Atlus / SEGA

Genre: Taktisk rollespil

Platform: PlayStation 5, Xbox Series X|S (anmeldt på), Switch og PC

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger




© Copyright - arkaden.dk