Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Phantom Brave: Lost Hero-anmeldelse – Taktisk JRPG med sjæl og splid

Foto: NIS/Kasper Pedersen

Mest læste

Ad Banner
Af Kasper Pedersen
14 marts, 2025

NIS taktiske JRPG vender tilbage efter mere end 20 år med en efterfølger. Formår det at hæve standarden?

Tilbage i slutningen af 2024 udgav Nippon Ichi Software (NIS) en opdateret version af deres 2004 taktiske JRPG-klassiker med Phantom Brave: The Hermuda Triangle Remastered.  

Det imponerede mig desværre ikke synderligt, skønt jeg elsker JRPG-genren i alle dens former, også når det kommer til den kompleksitet, som et taktisk RPG fører med sig. Men anden gang kan være lykkens gang, og måske har NIS formået at rette op på de overdrevne indviklede mekanikker samt irritationselementer med denne efterfølger? 

Man introducerer tidligt for spillets hovedskurk. Foto: NIS/Kasper Pedersen

En let tilgængelig efterfølger 

Phantom Brave: Lost Hero foregår omkring 6 måneder efter konklusionen på The Hermuda Triangle. Overdæmon, Sulpher, er blevet forseglet af Marona og hendes fantom-partner, Ash, og befriet kontinentet Versaille fra en isolerende barriere, skabt af dæmonen.  

Med den åbnede verden foran sig, sætter de to venner sig for at udforske de omkringliggende kontinenter, men støder på en mystisk spøgelses-flåde, der tvinger makkerparret hver til sit.  

Som Marona skal spilleren nu samle sin egen besætning af pirater, så hun kan bekæmpe den konstant hærgende flåde, finde Ash og om muligt kommer til bunds i mysteriet om en stigende mængde fantomer, der plager verdenen. 

Det knap 40 timer lange plot formår nænsomt at etablere de involverede roller, med kun få referencer til forgængere, som ikke forvirrer nytilkomne. Spillet har det dog med at trække fødderne efter sig omkring halvvejs igennem historien, hvor jeg følte, historien burde havde nået sin konklusion, men åbenbart selv mente, der var mere at fortælle. Det er en skam, for jeg følte mig draget ind i den mere åbne verden, og lokationerne var varierende, lige indtil de blev genbrugt med hensyn til det udtrukne plot. 

Den åbne (hub)verden byder på mere variation end før. Foto: NIS/Kasper Pedersen

Charmerende men bedragerisk ydre

Det er meget tydeligt at NIS er et japansk udviklingsselskab, da diverse designs skriger anime. Hvor der tidligere var tale om pixeleret modeller, er der her tale om storøjede, poleret og “søde” 3D-karakterer, der ikke helt formår at fange forgængerens ekspressive udtryk, men i stedet lader stemmeskuespillet styre personernes følelser og mentale tilstand, hvilket ofte rammes med et mere oplagt skuespil end tidligere. Det skal også tilføjes at nogle af de gamle rolleindehavere vender tilbage efter 20 år, hvilket blot giver spillet mere karakter og samhørighed til forgængeren. 

Man skal dog ikke lade sig narre af det søde ydre, for Lost Hero har meget mørke tematikker. Japan har altid haft en tendens til at kombinere det mørke med det mere opløftende samt finurlige, der til tider støder mod hinanden og giver et let piskesmæld af følelser.  

For til at udgøre sin piratbesætning starter man ud med at møde fantomet Apricot, der tydeligvis er en lille pige, som har lidt døden i en alt for ung alder (yikes!) – I det hele taget har spillet en makaber fascination af barnedød, og man vil tage grusomt fejl, havde man taget spillets tegneserie-lignende udseende forgivet. 

Selvom karakterne kan se søde ud, er historien til tider meget mørk. Foto: NIS/Kasper Pedersen

Intakt kompleksitet med mådehold 

Et af tingene som jeg kritiserede det tidligere Phantom Brave for, var dets overdrevent indviklede mekanismer, der gjorde spillet mere kompliceret end hvad godt var. Det kan jeg med glæde sige, at efterfølgeren retter op på, mens det stadigt holder fast i en kompleksitet, som er passende for dens taktiske genre.  

Spillets mange kampe tages i form af et kvadratisk “spillebræt”, hvor man rykker sine karakterer rundt på skift, mens fjenden gør det samme. Marona er fortsat i stand til at forbinde de afdødes verden med de levendes, og kan knytte sjæle til genstande såsom sten og træer, hvilket giver både styrker og svagheder. 

Hvor der før var stor emfase på at gøre våben og evner stærkere gennem brug, er der blev strammet lidt på skruerne. Våbnene bliver udelukkende stærkere gennem level-opgradering, og evner læres gennem level-stigning af karakterer samt forskellige tekstruller. Det er et mere strømlinet system, der kun er til fordel for spilleren, og giver en nemmere adgang til spilmekanismerne, som der stadig er en overflod af. 

Som noget nyt kan man opgradere et skib med en række fordele. Foto: NIS/Kasper Pedersen

Rigt indhold og spilmekanismer 

For Lost Hero introducerer nye systemer såsom bjergning af våben, fordeling af level-point, nulstilling samt genopbygning af karakterer. Det føles ved første øjekast enormt komplekst, men fordi de er blevet simplificeret og strømlinet, faldt alting hurtigt i hak for mig.  

Der er også en god portion ekstra missioner, der kan klares for ekstra point til opgraderingen af ens hær, der byder på mere end 50 forskellige klasser på tværs af det velkendte og nye monstre.  

Det er enormt engagerende at kaste sig ud i, selvom sideindholdet kammer lidt over. Det virker veletableret og let tilgængeligt, men er også blot et værktøj for at motivere spilleren til at grinde sine karakterer op over lvl.100, for at kunne klare sig gennem historien. 

Mange baner skal gentages, for at kunne følge med spillets stigende skill-niveau. Foto: NIS/Kasper Pedersen

Den monotone grind vender tilbage! 

Skønt spillet introducerer mange nye tiltag, slipper det ikke fra originalens grind. En af mine helt store hæmsko fra The Hermuda Triangle var dets fokus på grind, for at kunne klare de senere baner. Denne tendens siver stille og roligt ind i Lost Hero, omend i langt mindre grad. 

For med et level cap på over 100, følger det at ens fjender også kan nå dette ugudelige høje tal, og med det kommer en stor mængde liv. Hen mod slutningen kunne fjenders livsmålere overskride de 20.000! – Og når man kun gjorde et par tusinde i skade per angreb, kan selv det sjove gameplay blive monotont, tvingende spilleren til at genspille baner og klare et hav af ensformige sidemissioner, for at styrke sin hær.  

Der er dog muligheder for at mindske denne grind, da man ikke bare stiger i level under banerne, men kan gennem spillets “kok”-klasse, fordele opsparet point, og skabe en mere ligevægtig hær, selv når man rekrutterer nye til folden. Det fungerede exceptionelt, og var endnu et tegn på forbedring med et strømlinet gameplay. 

Karakterdesignet er meget typisk japansk – Charmerende og farverigt. Foto: NIS/Kasper Pedersen

Konklusion 

Phantom Brave: Lost Hero er en klar forbedring af sin 2004 forgænger – og en ganske habil TJRPG. De mange strømlinet systemer åbner genren for nytilkomne, mens det giver en kærkommen – omend frustrerende – udfordring for de øvede. 

Spillet charmerer med sin anime-grafik, der dog skjuler en række dystre tematikker, som kan virke unødvendig for nogle. Samtidig trækker plottet fødderne efter sig til tider, og skønt dets mange systemer giver en fin variation, gyder de yderligere til spillets unødvendige mængder af fyld og spildtid.

Lille Disclaimer: Af hvad jeg kan finde ud af, virker dette spil ikke ordentlig på Nintendo Switch – Så vær varsom ved køb!

Udvikler/Udgiver: Nippon Ichi Software

Genre: Taktisk JRPG

Platform: PS4/PS5 (anmeldt på) Nintendo Switch og PC

   

Kasper Pedersen – Skribent & Anmelder


Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Utilfreds Ubisoft-aktionær opfordrer til protest foran hovedkvarter
Ubisoft
KonamiKonami fremviser første trailer til Silent Hill F